Verdens største spejderlejr kommer til Silkeborg
I sommeren 2031 vil op mod 50.000 spejdere fra hele verden samles i Silkeborg Kommune for at deltage på den 27. World Scout Jamboree (verdensjamboree). Det er i dag blevet vedtaget gennem en afstemning på en international spejderkonference i Egypten.
Vi glæder os til at byde spejdere fra hele verden velkommen til Silkeborg Kommune og vise dem, hvad Danmarks Outdoor Hovedstad har at byde på. Vi er enige med spejderne om, at natur og udeliv kan noget helt særligt og skaber gode betingelser for stærke fællesskaber og høj livskvalitet. Derfor er jeg sikker på, at vi sammen får givet en masse børn og unge nogle ekstraordinære og uforglemmelige oplevelser.
Verdensjamboreen er et af de største uddannelsesevents i verden og spejdere i alderen 14-17 år fra over 170 forskellige lande deltager.
Tildelingen af værtskabet for verdensjamboreen er en kæmpe begivenhed for den danske spejderbevægelse, der i flere år har ført kampagne for at få lejren til Danmark. Tildelingen af værtskabet vækker derfor stor glæde;
- Vi er stolte af, at vi for første gang i over hundrede år kan invitere spejdere fra hele verden til Danmark og vise, hvordan den danske spejderbevægelse arbejder med at give unge medansvar og unikke færdigheder. Ambitionen er at give deltagerne en fantastisk spejderoplevelse, men også at afholde en lejr, der uddanner og inspirerer unge til at gøre en positiv forskel i deres lokalsamfund, forklarer Ida Mikkelsen, den ene af to frivillige kampagneledere.
Borgmester i Silkeborg Kommune, Helle Gade, ser frem til at slå dørene op for de mange tusinde spejdere:
- Vi glæder os til at byde spejdere fra hele verden velkommen til Silkeborg Kommune og vise dem, hvad Danmarks Outdoor Hovedstad har at byde på. Vi er enige med spejderne om, at natur og udeliv kan noget helt særligt og skaber gode betingelser for stærke fællesskaber og høj livskvalitet. Derfor er jeg sikker på, at vi sammen får givet en masse børn og unge nogle ekstraordinære og uforglemmelige oplevelser, fortæller hun.
Største spejderbegivenhed på dansk jord nogensinde
Verdensjamboreen er verdens største spejderlejr med omkring 50.000 deltagende spejdere fra over 170 forskellige lande. Jamboreen bliver afholdt hvert fjerde år, og i 2031 vil det være den 27. verdensjamboree i rækken. I 1924 var Danmark værter for den 2. verdensjamboree, da den blev afholdt i Ermelunden, Gentofte. Dengang var der omkring 4.500 deltagere fra 33 lande.
Den danske spejderbevægelse konkurrerede mod et andet kandidatur, der bestod af en alliance mellem fem lande (USA, Kenya, Egypten, Bangladesh og Ecuador) og tilbød en potentiel lejrplads i USA. Danmark vandt afstemningen med 734 stemmer mod 256 stemmer til det andet kandidatur.
Lejrområdet genbruges
Selve lejrområdet kommer til at ligge lidt nord for Silkeborg by, i et 500 hektar stort område i Eriksborg. Samme område bliver også vært for cirka 35.000 spejdere året inden, når Nordens største spejderlejr afholdes. Placeringen af to så store spejderlejre i samme område kommer til at give en masse relevante erfaringer og gør, at flere af faciliteterne kan genbruges.
- Vi er rigtig glade for, at vi får muligheden for at gøre brug af stort set den samme lejrplads for Spejdernes Lejr 2030 og Verdensjamboreen året efter. Det gør det muligt for os at foretage nogle større investeringer i lejrområdet, der både giver mening i et økonomisk og et miljømæssigt perspektiv, og som samtidig vil gavne deltagerne på begge lejre, fortæller Kasper Madsen, sekretariatschef for foreningen Spejderne, der står bag afholdelsen af de to lejre.
Faktaboks: Om World Scout Jamboree (Verdensjamboreen)
- Afholdes af World Organisation of Scout Movement (WOSM) som har 57 millioner medlemmer på verdensplan.
- Er et af de største udendørs uddannelsesevents for unge i verden og har til formål at fremme fred og forståelse blandt unge fra forskellige kulturer.
- Afholdes hvert fjerde år i et nyt land og med et nyt tema hver gang. Verdensjamboreen har op til 50.000 deltagere fra mere end 170 lande.
- Er for spejdere mellem 14 og 17 år og derfor er deltagelse på verdensjamboreen en unik oplevelse for spejdere. Er man 18 år eller derover, kan man kun deltage som frivillig.
- Danmark var sidst værter for en verdensjamboreen i 1924, som var den blot anden verdensjamboree i rækken. I 2031 vil det være den 27. verdensjamboree.