Skip til hoved indholdet Kontakt
    Hjem Nyheder Vi etablerer 3-døgnsberedskab ved forsyningssvigt

Vi etablerer 3-døgnsberedskab ved forsyningssvigt

Borgere, som bor på plejecentre, midlertidige pladser og i botilbud inden for ældreområdet, socialområdet og børne- og familieområdet, bliver nu omfattet af et 3-døgnsberedskab, så de kan klare sig uden el, vand og varme i tre døgn. Beredskabet etableres hen over sommeren og de sidste elementer i beredskabet ventes på plads inden årets udgang.

I forbindelse med den normale revision af Silkeborg Kommunes sundhedsberedskab, som blev igangsat i november 2024, etablerer Silkeborg Kommune nu også et 3-døgnsberedskab. Beredskabet omfatter blandt andet:

Nødstrøm

Kommunen udbygger de eksisterende batterianlæg (UPS-anlæg) på blandt andet plejecentre og botilbud med en lille mobil generator. Det betyder, at de går fra at kunne sikre strøm til det absolut mest nødvendige udstyr og opgaver i få timer ved strømsvigt til fremover tre døgn. Desuden indkøbes små håndholdte UPS-anlæg, som kan oplades via generator og bæres rundt i bygninger til kortvarige strømkrævende opgaver som fx lifte, plejesenge og medicinsk udstyr.

Nødstrøm til borgere med særlige behov

Efter en individuel, faglig vurdering vil borgere med livsnødvendigt strømkrævende udstyr i tilfælde af strømsvigt blive samlet på Marienlund daghjem, hvor kommunen etablerer nødstrøm og indkøber en større mobil generator. Her vil være plads til 16 borgere. Det vurderes at dække kommunens behov.

Vand, mad og hygiejneartikler

Lagre af mad og hygiejneartikler vil blive opjusteret til tre døgns forbrug, og der bliver købt drikkevand på flaske.

Nødkasser på plejecentre og botilbud

Der købes batteridrevne lyskilder til alle medarbejdere i vagt, FM-radio, ekstra tæpper m.v.

Kommunens interne kommunikation

Når det ikke er muligt for kommunens ansatte at kommunikere internt via telefon eller computer, vil kommunikationen overgå til 'runners', som udpeges i alle afdelinger og enheder. 'Runnerne' er administrative medarbejdere, som overleverer informationer mellem kommunens krisestabe, afdelingernes krisestabe og mellem de decentrale enheder, plejehjem og botilbud.

Transport

En stor del af kommunens køretøjer er eldrevne, og det vil udfordre transportbehovet ved en strømafbrydelse i tre døgn. Transport er nødvendig til blandt andet evakuering af borgere med særlige behov til Marienlund daghjem, hyppigere besøg hos særligt sårbare borgere og til den interne kommunikation via 'runners'. Alle kommunens biler vil derfor under en krise blive overtaget af den øverste krisestab, som administrerer og omfordeler bilerne på tværs af afdelinger efter behov.

Beredskabsplaner og arbejdsgange

Silkeborg Kommunes eksisterende beredskab opdateres i forhold til de ændrede arbejdsgange under et forsyningssvigt i tre døgn. Det omfatter blandt andet nye indsatsplaner og action cards for evakuering af borger med livsnødvendigt strømkrævende udstyr samt instrukser for prioritering af hjemmeplejens besøg. Planerne færdiggøres parallelt med den normale revision af Silkeborg Kommunes sundhedsberedskab, som forløber frem til årets udgang.

Implementering og økonomi

Ekstra indkøb til 3-døgnsberedskabet ventes gennemført hen over sommeren, og etablering og udarbejdelse af indsatsplaner og action cards for 3-døgnsberedskabet ventes fuldt implementeret ved udgangen af 2025. Udgiften til nye indkøb ventes at udgøre ca. 1,6 mio. kr., hvoraf udgiften til vand, mad mv. betales af de enkelte afdelinger, og udgiften til nødstrøm betales centralt. Dertil kommer løbende udgifter til udskiftning af vand, mad m.v. Ledere og medarbejdere i kommunen vil blive orienteret om det nye beredskab på personalemøder og via intranettet og andre interne kommunikationskanaler i den kommende tid.

Daginstitutioner, skoler, haller og andre ikke kritiske funktioner

Ved forsyningssvigt vil daginstitutioner, skoler, haller, daghjem og andre ikke kritiske funktioner følge de eksisterende beredskabsplaner, som gælder fx ved voldsomme vejrhændelser. Forældre, brugere og borgere vil blive informeret direkte fra de enkelte institutioner og skoler om fx midlertidig lukning og muligheder for nødpasning. Det vil ske via Aula, kommunens Facebookside, ved fysiske opslag eller af medarbejdere på de enkelte institutioner og skoler, afhængig af, om det er vand, varme eller el, som svigter.

Hvad kan borgere og pårørende selv gøre?

Silkeborg Kommune opfordrer borgerne til at følge myndighedernes anbefaling om, at alle husstande forbereder sig til at kunne klare sig i tre døgn i tilfælde af en krise. Fx under en ekstrem vejrhændelse eller ved et cyberangreb eller sabotage, som afskærer samfundet fra el, vand og varme. Når de fleste kan klare sig selv, kan myndighederne fokusere på at hjælpe udsatte og at genoprette normalen.

Pårørende kan fx hjælpe ældre borgere med at sikre ekstra vand, mad, medicin, hygiejneartikler, tæpper, lommelygte mv. hvis el, vand og varme svigter. Se anbefalingerne i folderen ”Forberedt på kriser”, som er udgivet af Beredskabsstyrelsen. Disse anbefalinger kan også findes på deres hjemmeside.

Silkeborg Kommune vil være opmærksom på, om der er andre sårbare borgere, som kommunen ikke er i fast kontakt med. Silkeborg Kommune opfordrer pårørende, naboer og venner til at hjælpe deres nærmeste, så alle kan komme godt igennem tre døgn, hvis forsyningen af el, vand og varme svigter.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje