Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt
    Hjem Borger Børn og familie Sundhedspleje Små børns seksualitet

Små børns seksualitet

Sundhedsplejen Silkeborg Kommune

Kære forældre

Denne vejledning er tiltænkt til dig, så du kan lære mere om dit barns naturlige seksualitet, og hvordan vi som voksne, kan forholde os til det. Børn er nysgerrige overfor hinanden, og det kommer ofte til udtryk igennem leg.

Børn er nysgerrige og spontane omkring krop og køn på samme måde, som de er nysgerrige på alt andet, de møder i livet. En del af børns naturlige udvikling kan være at udforske egen og andres kroppe, de kan være optaget af forskellen mellem dreng og pige, tage tøjet af og røre ved deres egen krop og kønsorganer, fordi det føles rart. Dette er helt normalt.

Børns seksualitet kan ikke sammenlignes med voksnes seksualitet

Barnet har helt fra fødslen et basalt behov for at mærke kropslig kontakt i samvær med andre voksne og børn. Barnet er ikke bevidst om sin egen seksualitet og forstår ikke de kropslige fornemmelser på samme måde som voksne.

Barnets forhold til seksualitet består af nysgerrighed, glæde ved følelser og fornemmelser i kroppen, som det ikke forstår eller har sprog for.

Børns seksualitet er spontan, sanselig, legende og nysgerrig og helt anderledes fra voksnes.

Børns seksualitet er ikke en umoden udgave af voksnes seksualitet og det er vigtigt, man ikke sammenligner eller tolker barnets seksuelle antydninger, adfærd eller leg, med egen voksenseksualitet.


Børn leger med kroppen

Det er normalt, at børn i perioder bliver begejstret for frække ord og spontant snakker om dem hjemme og i institution. Børn kan også finde på at lege ”kyssefangelege” eller ”doktorlege”, hvor de nysgerrigt udforsker hinandens kroppe.

Denne naturlige og eksperimenterende kropslig adfærd er medvirkende til, at barnet udvikler et kendskab til sig selv og andre børn. Når legen er ligeværdig, udvikles et fundament for en sund seksualitet, som giver forståelse for egne og andres grænser til krop og køn.

Børn kan også udforske deres egen seksualitet, ved at røre ved sig selv. Mange børn kan i perioder røre ved sig åbenlyst og er ikke skamfulde omkring dette. De kan mærke, det er rart og reagerer på denne følelse. Dette er helt normalt og vil ofte aftage over tid. Det er dog vigtigt at lære børn, at nogle ting godt må foregå lidt mere privat.


Hvordan forholder daginstitutionen sig til børns seksuelle lege?

Børn skal have frihed til at være nysgerrige, når de leger. I nogle lege eksperimenterer de med hinandens kroppe. I institutionen skal pædagogerne forholde sig til disse lege, ligesom de skal forholde sig til enhver anden leg. Men det er naturligvis vigtigt, at pædagogerne observerer og guider børnene, så legene forbliver ligeværdige, frivillige og spontane samt foregår mellem jævnaldrende.


Hvordan samarbejder forældre og daginstitution?

Som forældre kan du opleve, at dit barn stiller spørgsmål om seksualitet eller fortæller om episoder, det har oplevet i institutionen. Her er det vigtigt, at du som forælder snakker med lederen eller en pædagog i institutionen, hvis du er i tvivl om dit barns seksuelle udvikling, adfærd og leg, og hvordan du skal handle på det.

Det er vigtigt at huske, at en stor del af omsorgen for et barn er kropslig. Børn har brug for kropskontakt og fysisk nærvær – også mens de er i institutionen. Det gælder både, når de skal trøstes, læses for, leges med, pusles og have hjælp til toiletbesøg. Forældre og daginstitution kan drøfte, hvor grænsen skal gå for børnenes almindelig ”doktorleg” - om børnene må lege uden tøj i ”puderummet”, eller om de må være nøgne på legepladsen en varm sommerdag?

I fællesskab kan I drøfte, hvordan I skaber de bedste rammer for børnenes nysgerrighed og leg med kroppen, så man undgår at overdramatisere en helt almindelig nysgerrighed og sanselig kropslig adfærd hos børnene, som netop ruster barnet til en sund seksualitet i ungdoms- og voksenlivet.


Styrk og støt dit barns seksualitet:

  • Snak om krop og køn på samme måde, som du taler med dit barn om alt mulig andet.
  • Vis dit barn, at det er i orden at spørge, selvom du ikke altid kan svare på spørgsmålene.
  • Giv dit barn enkle svar, der er til at forstå og passer til barnets alder.
  • Respekter dit barns grænser for berøring og lær barnet, at det er i orden at sige fra.
  • Spørg roligt og nysgerrigt til dit barns oplevelser med ”doktorlege”.
  • Vis dit barn, at du ikke bliver sur eller forskrækket, hvis det fortæller om oplevelser med ”doktorlege”.
  • Vær opmærksom på, at dit barn kun leger ”doktorlege” med børn, der er ligeværdige i alder og modenhed.
  • Snak med personalet, hvor dit barn bliver passet, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal håndtere det.

Kilder: ”Må vi lege Doktor”, håndbog i små børns seksualitet, af: Anna Louise Stevnhøj

Kontakt

Sundhedspleje for børn 0-6 år

Se kontaktoplysninger for Sundhedsplejen

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje