Vejledning i Hegnsloven
Hegnsloven - vejledning:
Hegnsynet kan efter hegnsloven behandle nabotvister om:
- fælleshegn (hegn i naboskel),
- egne hegn (hegn på egen grund langs ejendommens skel),
- grene, der generer hegn eller færdsel på naboejendommen,
- grene, der er farlige for naboejendommen,
- grene fra skove, der er generende for naboejendommen.
Hegnslovens § 1, § 11 og § 19, stk. 2-4.
Hegnsynet kan kun behandle ovennævnte nabotvister, såfremt du fremsætter skriftlig anmodning herom. Efter hegnslovens § 34, stk. 2, har en grundejer, der vil klage til hegnsynet, pligt til at fremkomme med de under punkt 1-5 nævnte oplysninger. Hegnssagen kan ikke behandles, og der kan ikke indkaldes til besigtigelses- og forhandlingsmøde, før hegnsynet har modtaget de nødvendige oplysninger.
Til formularens enkelte punkter:
1. Efter hegnsloven kan en hegnssag ved hegnsynet i almindelighed kun rejses af grundejere. Ejes ejendommen af flere personer, skal samtlige ejere underskrive anmodningen, eller der skal vedlægges fuldmagt. Ejerforholdet fremgår af ejendommens skøde. Ejendommens lejer/forpagter er ikke part i en hegnssag ved hegnsynet. Lejer/forpagter skal dog indkaldes til hegnsynsforretningen.
Hegnslovens § 50 og § 34, stk. 3.
2. Under dette punkt skal du fremkomme med oplysninger om ejeren/ejerne af naboejendommen, som skal indkaldes til hegnsynsforretningen. Tilsvarende skal naboejendommens lejer/forpagter indkaldes til hegnsynsforretningen.
Hegnslovens § 34, stk. 2 og 3.
3. Under dette punkt skal du give en beskrivelse af de forhold, som du ønsker, hegnsynet skal bedømme. Du skal kort gøre rede for, hvad du er uenig med din nabo om.
Hegnslovens § 34, stk. 2.
4. Klagers påstand i sagen er det resultat, som du ønsker at opnå ved hegnsynsforretningen. Under dette punkt skal du derfor anføre, hvad du vil have hegnsynets hjælp til at opnå.
Hegnslovens § 34, stk. 2.
5. Gælder der servitutter, lokalplan, fredningskendelse eller regler i særlovgivningen med særlige bestemmelser om hegnsforholdene på din ejendom og naboejendommen, skal du fremlægge dokumentation herfor under hegnssagen. Under dette punkt skal du anføre de særlige hegnsbestemmelser, og en kopi af bestemmelserne skal vedlægges denne anmodning om afholdelse af hegnsyn. Tilsvarende gælder, såfremt du vil påberåbe dig kort, skitser eller lignende.
Tinglyste servitutter fremgår af tingbogen hos Tinglysningsretten.
Offentlige hegnsregler kan oplyses af kommunen.
Hegnslovens § 5 og § 6.