Retningslinjer for opsætning af reklamer i kommunale haller
Godkendte folkeoplysende foreninger kan opsætte reklamer i kommunale haller, når disse retningslinjer overholdes.
- Godkendte folkeoplysende foreninger må opsætte reklamer i kommunale haller, hvori de har tildelt en tid.
- Professionelle klubber kan indgå en aftale om at opsætte reklamer i kommunale haller, hvori de har tildelt en tid. Professionelle klubber skal betale en markedslejepris for reklamepladsen.
- Reklamer må opsættes i foyer, haller, sale, klublokaler, mødelokaler eller andre aktivitetsrum. Reklamer må ikke opsættes i ikke-kommunale lokaler, bortforpagtede caféer, omklædningsrum eller på den udvendige side af bygningen.
- Er der i den enkelte hal en ”linje” for opsætning af reklamer – f.eks. at reklamer opsættes på en sponsorvæg eller i foruddefinerede felter – skal denne linje fortsættes ved opsætning af nye reklamer.
- Foreningen er forpligtet til at sikre, at enhver reklame overholder pkt. 2 i Silkeborg Kommunes overordnede retningslinjer for reklamefinansiering. Silkeborg Kommunes retningslinjer for reklamefinansiering
- Alle reklamer foreningen sætter op skal overholde de til enhver tid gældende driftsmæssige forskrifter fra brandmyndighederne i forhold til bl.a. materialetype. Det er foreningens ansvar at kontakte Ejendomme for at orientere sig om de aktuelle driftsmæssige forskrifter.
- Foreningen fastsætter selv prisen for den solgte reklame. Indtægten opkræves af foreningen, og hele beløbet tilfalder foreningen. Silkeborg Kommune kan på ethvert tidspunkt forlange en opgørelse over den opkrævede indtægt tilsendt.
- Foreningen er forpligtet til at indgå en fordeling af reklameindtægten eller en fordeling af reklamepladsen i hallen med de øvrige foreninger, der benytter den pågældende hal. Er en af parterne utilfredse med aftalen om fordeling, skal den tages op til revision. Ved uenighed foreningerne imellem, kan foreningerne kontakte Kultur og Borgerservice med ønske om hjælp til koordinering eller beslutning om forholdsmæssig fordeling/opdeling mellem de pågældende foreninger.
- Foreningen er forpligtet til at overholde gældende bestemmelser vedrørende momsafgifter. Er foreningen momsregistreret, vil foreningen skulle pålægge reklamesalget til annoncøren moms. Er foreningen ikke momsregistreret, skal reklamesalget ikke pålægges moms.
- Alle udgifter til fremstilling, levering, udbedring af skader m.v. afholdes af foreningen. Udgifter til opsætning og nedtagning afholdes ligeledes af foreningen.
- Reklamerne skal have en sådan størrelse, form og placering, at de ikke bliver dominerende i forhold til det kommunale formål, hallen tjener.
- Reklamen må aldrig opsættes, så den dækker for tekniske installationer og lignende. Reklamen må placeres på vægge og gavle. Ønsker foreningen at opsætte reklamen et andet sted end vægge og gavle, er foreningen forpligtet til at sikre sig kommunens godkendelse af dette. Foreningen står selv for opsætning/nedtagning af reklamerne efter anvisning fra Ejendomme.
- Silkeborg Kommune har ingen forsikring, der dækker hærværk, tyveri m.v. på foreningens løsøre – herunder bl.a. digitale skærme. Opbevaring af reklame/skærm i lokalet er derfor på eget ansvar. Sker der skade på personer eller lokaler i forbindelse med opsætning/nedtagning eller forårsager reklamen/skærmen på anden måde skade, ligger ansvaret herfor hos foreningen. Det er derfor op til foreningen selv at tegne de nødvendige forsikringer – f.eks. ansvars- og ulykkesforsikring.
- Foreningen har ansvaret for at vedligeholde reklamerne. Ved misligholdelse kan reklamerne blive fjernet af Silkeborg Kommune på foreningens regning. Inden Silkeborg Kommune fjerner reklamen varsler kommunen foreningen om misligholdelsen, så foreningen har minimum 14 dage til at udbedre misligholdelsen eller fjerne reklamen selv.
- Foreningen er forpligtet til at fjerne reklamer, for hvilke sponsoraftalen er udløbet, senest en måned efter aftalens udløb.
- Silkeborg Kommune kan uden varsel og på foreningens regning, fjerne reklamer, der ikke overholder disse vilkår.
Kontakt Silkeborg Kommune
I er velkomne til at kontakte Kultur- og Borgerserviceafdelingen, hvis I har spørgsmål til disse retningslinjer.
For oplysning om gældende driftsmæssige forskrifter, er I velkomne til at kontakte det team i Teknisk Service, som står for driften af den pågældende hal.
Team Nord
- Team Nord 1: telefon 29 48 10 99
Balle, Buskelund, Hvinningdal, Voksenskolen Lysbro, Kragelund, Skægkær
- Team Nord 2: telefon 29 48 11 00
Ans, Kjellerup, Nørskovlund, Thorning, Vinderslev
Team Syd
- Team Syd 1: telefon 29 48 11 02
Bryrup, Frisholm, Virklund Fritidscenter
- Team Syd 2: telefon 29 48 11 03
Gjessø, Funder, Vestre, Langsø
- Team Syd 3: telefon 29 48 11 04
Sydbyhallerne
Team Øst
- Team Øst 1: telefon 29 48 11 05
Fårvang, Gjern, Sorring, Voel, Resenbro, Laven, Sejs, Linå, Grauballe
- Team Øst 2: telefon 29 48 11 07
Alderslyst, Sølyst, Dybkær, Gødvad
JYSK arena:
- Teknisk Service, JYSK arena: telefon 89 70 52 60
JYSK arena, Vestergadehallen, Voelhallerne og Fårvanghallen