Kontorelev - Dit uddannelsesforløb
Vi søger kontorelever igen i foråret 2025. Som kontorelev i Silkeborg Kommune får du en unik mulighed for at tage en uddannelse, mens du arbejder. Her kan du få et overblik over, hvordan elevuddannelsen er opbygget.
Uddannelsen som kontorelev med speciale i offentlig administration giver dig gode arbejdsvilkår og en attraktiv kombination af skoleophold og arbejde med løn under hele forløbet.
Du får mulighed for at arbejde i to af kommunens afdelinger og du bliver inviteret med på en spændende studietur.
Få mere at vide om:
For at blive elev hos os skal du have bestået eller forvente at bestå én af følgende uddannelser:
- Kombineret erhvervs- og gymnasialuddannelse (EUX)
- Handelsskolens grunduddannelse (HG)
- Gymnasialuddannelse (STX/HF/HTX)
OBS: Det kræver EUS 5 uger kan tages online og skal være gennemført inden opstart ved Silkeborg Kommune - Højere Handelseksamen (HHX)
Din elevtid indeholder 15 ugers skoleophold fordelt over hele forløbet.
Skoleperioderne forgår på Mercantec i Viborg
Du bliver undervist i:
- Kommunikation
- Lovgivning
- Politik og økonomi
- Organisation og samarbejde
Du får en uddannelsesplan over dine opgaver i afdelingen, som hjælper dig med at sikre, at du når dine mål.
Du får en elevansvarlig, som står til rådighed for vejledning og sparring under hele forløbet.
Du og din elevansvarlige vil jævnligt gennemgå din uddannelsesplan.
Løn:
Under din uddannelse som kontorelev får du løn – både mens du arbejder, og mens du er på skole.
Din løn er:
- 1. års elever kr. 15.780 pr. måned
- 2. års elever kr. 16.608 pr. måned
- Voksenelever kr. 23.987 pr. måned
Arbejdstid
Din arbejdsuge er 37 timer med mulighed for flekstid. Flekstid betyder, at du kan afspadsere de overskydende timer, hvis du i en periode arbejder mere end 37 timer om ugen.
Der vil ikke være weekendarbejde.
Afdelinger i Silkeborg Kommune
I Silkeborg Kommune har vi 10 forskellige afdelinger.
Som elev kommer du til at arbejde i 2 af afdelingerne.
Det giver dig mulighed for at komme vidt omkring i en stor, politisk organisation og få et indblik i de meget forskellige opgaver i afdelingerne.
Herunder kan du læse mere om, hvilke afdelinger du kan komme til at arbejde i.
Afdelinger med kontorelever:
Som kontorelev kommer til at arbejde på lige fod med de øvrige medarbejdere og får ansvaret for egne opgaver.
Du bliver selvfølgelig ikke overladt til dig selv, men har en erfaren kollega ved din side, indtil du er fortrolig med dine opgaver. Du deltager også i møder, temadage og sociale arrangementer sammen med dine kollegaer i afdelingen.
Din hverdag hos os bliver både indholdsrig, udfordrende, spændende, sjov og afvekslende.
Læs mere om de afdelinger, der har elevpladser:
Borgerservice er borgernes primære indgang til kommunen - både telefonisk, skriftligt og personligt.
Det betyder, at det meget ofte er os, borgerne henvender sig til med spørgsmål til kommunen eller andre offentlige instanser. Derfor får du som elev i Borgerservice et grundigt indblik i de mange opgaver og funktioner, der er i en stor kommune og en masse nyttig viden om, hvordan hele det offentlige Danmark fungerer.
I Borgerservice arbejder vi med en masse forskellige opgaver, blandt andet pas, kørekort, vielse, folkeregister og sygesikring, beboerindskud, tilskud til pensionister, MitID og modtagelse af brevstemmer ved valg. Vi møder derfor en bred borgergruppe og har kontakt med mange mennesker.
Vi vejleder borgere i en bred vifte af selvbetjeningsløsninger, Digital Post og guider borgerne til at betjene sig selv på nettet. Derfor har vi fokus på digitale løsninger og formidling af disse for dem, som kan have lidt vanskeligt ved at bruge dem.
Opgaverne er en blanding af sagsbehandling og ekspedition af borgere både telefonisk og personligt.
Borgerservice hører under afdelingen Kultur og Borgerservice og er placeret Søvej 1, Silkeborg.
I administrationen i Beskæftigelsesafdelingen er vi ca. 25 medarbejdere fordelt på 3 teams, der er sat i verden for at understøtte arbejdet med at udvikle Beskæftigelsesafdelingens mål, strategi, indsatser, digitale løsninger og økonomistyring.
I din hverdag bliver du en del af Team Økonomi, hvor vi arbejder med en bred vifte af opgaver indenfor økonomistyring af administration.
Du vil selv få mulighed for at præge, hvilke opgaver du kommer til at arbejde med, men det kunne f.eks. være: Betaling af regninger, samling af materiale til aktindsigter, controlling af både økonomital samt data fra vores fagsystem, mellemkommunal refusion, opgaver indenfor budgetlægning og budgetopfølgning.
Vi lægger stor vægt på at hjælpe og sparre med hinanden i hverdagen og vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig godt i gang.
Administrationen i Beskæftigelse er placeret Søvej 1, Silkeborg.
Er du dygtig til og har interesse indenfor IT, kommunikation og service, så kan du bruge dine kompetencer som elev i Jobcentersupport.
Jobcentersupport betjener begge sektioner i Jobcenter Silkeborg, hvor vi i alt er ca. 300 medarbejdere fordelt på fire adresser. Vi er 17 administrative medarbejdere i Jobcentersupport og har vores base på Stagehøjvej. Men vi har også dagligt medarbejdere i receptionerne på de tre øvrige adresser.
Som elev hos os vil du blive introduceret til mange spændende arbejdsopgaver, som både angår fagsystemer, administration og borgerbetjening.
Dine administrationsopgaver vil vedrøre flere målgrupper, bl.a. sygedagpenge, fleksjob og jobparate.
Du kommer til at oprette sager, indkalde til samtale, journalisere, foretage telefoniske opfølgningssamtaler m.v. Du bliver også involveret i at lave vejledninger, indkalde til interne møder og skrive referater.
Ca. to dage om ugen vil du være involveret i borgerbetjening på en af vores fire adresser. Her arbejder vi i fronten i receptionerne og på jobcentertelefonen. På disse dage vil du samtidig kunne arbejde videre med dine administrative opgaver.
Du kommer også til at deltage i funktionens og Beskæftigelsesafdelingens møder, temadage og sociale arrangementer.
Jobcentersupport har stort fokus på faglighed og udvikling, bl.a. er vi meget optaget af digitaliseringsmuligheder.
Vi lytter gerne til de gode ideer, du har.
Du får et årshjul for din elevtid, så du ved, hvordan din oplæring og din tid er planlagt.
Jobcentersupport er placeret på Stagehøjvej 9, Silkeborg.
I Ydelsescentret er vi ca. 40 medarbejdere fordelt på forskellige funktioner.
Som elev i Ydelsescentret vil du få indsigt i mange af vores spændende og meningsfulde opgaver.
Du vil få en grundig oplæring i vores sagsgange og gode muligheder for hjælp og faglig sparring.
Undervejs vil du komme til at arbejde selvstændigt på lige fod med dine kolleger, men med samarbejde i opgaveløsningen som et vigtigt element.
Du vil få ansvar for myndighedsopgaver, herunder sagsbehandling, beregning og udbetaling af ydelser, f.eks. sygedagpenge.
I Ydelsescentret møder vi en bred borgergruppe både telefonisk og ved personligt fremmøde, som har brug for hjælp til bl.a. forsørgelse.
Du kommer til at arbejde med kompleks lovgivning inden for ydelsesområdet, som du skal omsætte og videreformidle til borgere, kolleger og samarbejdspartnere – det er derfor vigtigt, at du har gode kommunikationsevner og kan skabe relationer.
Du vil blive en del af en gruppe, der er præget af højt fagligt engagement, respektfuldt og anerkendende samarbejde, og hvor vi sammen tager ansvar for opgaveløsningen.
Vi har et godt arbejdsmiljø og et godt socialt fællesskab, og vi lægger vægt på hjælpsomhed og samarbejde.
Ydelsescentret er placeret på Søvej 1, Silkeborg.
Som elev i Børne- og Familieafdelingen (0-18 år) vil du få indsigt i vores mange fagområder – primært dagtilbud og familierådgivning samt de forskellige administrative opgaver, der er knyttet til dem.
Vi har lagt en ramme for dit elevforløb, så du kommer hele vejen rundt og får lov at prøve forskellige typer af opgaver, f.eks.:
- Borgerbetjening
- Sagsbehandling
- Posthåndtering
- Økonomiopgaver
Dine opgaver vil være meget varierede. Nogle vil være enkle og hurtige at løse, mens andre vil tage længere tid og give dig mulighed for at bruge din kreativitet. Du kan selv være med at præge dette.
For at give dig mulighed for selv at være med til at tilrettelægge din arbejdsdag, vil du hurtigt få dine egne opgaver.
Vi kan godt lide at grine højt og lægger stor vægt på trivsel i en travl og varieret hverdag.
Børne- og Familieafdelingen er placeret på Søvej 1, Silkeborg.
I Organisation og Personale vil du som elev blive en del af Lønteamet.
Udover at være placeret i dette team vil du blive introduceret til resten af Organisation og Personales store arbejdsområder, herunder HR, Arbejdsmiljø, Data og Sekretariatet.
I teamet beskæftiger vi os primært med indberetning til løn, dagpengerefusioner samt sagsbehandling og rådgivning i forbindelse med ansættelser og afskedigelser af Silkeborg Kommunes ansatte.
Du vil komme til at deltage aktivt i de opgaver, som rører sig i teamet.
Du vil igennem dit forløb arbejde selvstændigt og varetage dine egne opgaver, og på den måde kan du som elev selv være med til at præge dit uddannelsesforløb.
Under hele elevforløbet har du en uddannelsesansvarlig som din daglige kontaktperson.
Du vil igennem din tid i Organisation og Personale få bredt kendskab til diverse overenskomster, personalepolitikker, ferieaftalen, lønforhandlinger og meget mere.
Organisation og Personale er placeret på Søvej 3, Silkeborg.
I Skoleafdelingen vil du som elev primært være en del af Sekretariatet.
Sekretariatets opgave er at understøtte skolerne på det økonomiske og administrative område, varetage myndighedsopgaver samt sikre tværgående indsatser og opgaver mellem vores to sektioner. Sekretariatet består af to teams: Økonomiteamet og Kvalitet-og myndighedsteamet, vi er i alt 20 personer.
Du vil få arbejdsopgaver inden for både økonomi og administration.
Dine arbejdsopgaver (administration):
- Bevilling af befordring til skoleelever
- Ajourføring af elevadministrationssystem
- Aktindsigt
- Visitationsbreve
- Post og borgerbetjening generelt
Dine arbejdsopgaver (økonomi):
- Betaling af regninger og udlæg
- Udarbejdelse af talmateriale
- Brugen af vores elektroniske dokumenthåndtering
Vi vil bestræbe os på, at din hverdag bliver så indholdsrig og afvekslende som muligt, blandt andet ved at give dig indblik i PPL´s (Pædagogisk Praksis og Læring) opgaver, ligesom du deltager i forskellige møder og afprøver dagligdagen, som administrativ medarbejder, på en af kommunens folkeskoler.
Sekretariatet placeret på Søvej 1, Silkeborg.
Økonomi og IT består af tre centre:
- IT & Digitalisering
- Regnskab & Rådgivning
- Analyse & Udvikling
De tre centre servicerer primært kommunens øvrige afdelinger, men også interesseorganisationer, virksomheder og borgere.
Fordi Økonomi og IT servicerer kommunens øvrige enheder, vil du få mange berøringsflader både telefonisk og personligt til ansatte i kommunens øvrige enheder.
Som elev vil du have din base i Regnskab & Rådgivning, hvor din elevtid vil være delt mellem Rådgivningsteamet og Opkrævningsteamet.
Derudover vil du besøge de andre centre.
Du vil på sigt selvstændigt komme til at håndtere:
- Bogføring
- Afstemning af konti/bankkonti
- Support til kollegaer fra de øvrige afdelinger
- Fastsættelse af kontanthjælpskrav
- Borgerkontakt telefonisk og personligt vedr. betalinger til Kommunen
- Interne kontrolforanstaltninger herunder B-indkomst
Derudover vil du som elev indgå som en del af opgaveløsningen i de to teams.
Økonomi og IT er placeret på Søvej 1, Silkeborg.
Vidste du:
- At Silkeborg Kommune var årets praktiksted 2022 for kontorelever
- At Silkeborg Kommune har et leder udviklingsforløb
- At du bliver tilbudt Kommunom grunduddannelse efter endt praktiktid
Kontakt
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til:
Susanne Pedersen
Elevkoordinator for kontorelever
Tlf. 51 46 91 77
susanne.pedersen@silkeborg.dk
Jytte Mikkelsen
HR konsulent
Tlf. 28 56 24 80
jlm@silkeborg.dk