Udviklingsplan for plejecentre
En ny politisk vision for plejeboligområdet
I de kommende år vil der være en stor vækst i antallet af ældre i Silkeborg Kommune. Samtidig står flere af kommunens eksisterende plejecentre overfor renovering, da den bygningsmæssige stand flere steder kræver en opdatering for også i fremtiden at kunne være et velfungerende plejecenter. Flere af kommunens plejecentre er desuden forholdsvis små enheder. Dette kan udfordre den faglige og økonomiske bæredygtighed, som er afgørende for at levere god pleje og omsorg til kommunens ældre borgere. Endelig forventes det i fremtiden at være vanskeligere at rekruttere velfærdsmedarbejdere. Derfor er det afgørende, at plejecentrene også i fremtiden er attraktive arbejdspladser med faglige miljøer, som gør det muligt at fastholde og rekruttere kvalificerede og højt kompetente medarbejdere.
På den baggrund har budgetparterne bag budgetaftalen for 2024 besluttet, at der skal udarbejdes en udviklingsplan for plejecentre. Formålet med udviklingsplanen er at give Byrådet mulighed for strategisk prioritering af plejeboligområdet i de kommende mange år.
Som en del af udviklingsplanen indgår fire scenarier, der beskriver forskellige muligheder for udviklingen af plejeboligområdet i kommunen. Scenarierne består overordnet set af to dimensioner, der beskriver dels hvornår borgere skal tilbydes en plejebolig og dels hvor borgere skal tilbydes en plejebolig.
Ældreudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget har på flere temamøder hen over foråret drøftet de politiske visioner for plejeboligområdet. På den baggrund har de to udvalg besluttet en politisk vision for området:
- Flere ældre ønsker pleje og omsorg i vante rammer i eget hjem i længere tid end i dag. Derfor er en del af visionen at sikre gode muligheder for, at der også fremadrettet skabes aktiviteter og rammer for et godt ældreliv i hele Silkeborg Kommune med øget fokus på hjemme- og sygepleje, daghjem, korttidspladser og aktivitetscentre mm.
- Når borgerne bliver længere i eget hjem, vil de ældre, som har behov for en plejebolig, være de mest svage og sårbare ældre med et lavere funktionsniveau end i dag. Det stiller endnu højere krav til plejen og omsorgen til beboerne på plejecentrene. Derfor skal nogle plejecentre renoveres og tilbygges samtidig med, at der bygges nye plejecentre, så der sikres den bedst mulige udnyttelse af kommunens plejecentre til gavn for de borgere, der har brug for en plejebolig i fremtiden.
I overensstemmelse med den politiske vision vil det være nødvendigt hen over en årrække at bygge 3-6 nye plejecentre. Derudover vil det, for at realisere visionen, være relevant at vurdere, om det over en årrække er hensigtsmæssigt at udbygge eller renovere nogle af de eksisterende plejecentre. Såfremt Ældreudvalgets forslag til anlægsbudgettet om nyopførelse af plejeboliger vedtages i budget 2025-2028, peger udviklingsplanen på, at der vil være overkapacitet af plejeboliger i en periode.
Som en del af udviklingsplanen er der udarbejdet en tilstandsvurdering og en prognose, der tilsammen giver et grundlag for at vurdere, hvilke plejecentre det i fremtiden giver mening at renovere eller udbygge.
For at få en grundigere vurdering af, hvilke muligheder der er for at tilpasse den eksisterende kapacitet, er det politisk besluttet, at der udarbejdes en analyse, der beskriver konkrete forslag til, hvordan den eksisterende kapacitet kan tilpasses i overensstemmelse med den politiske vision. Forslagene til tilpasninger baseres på udviklingsplanens resultater og vil indebære en beskrivelse af muligheder og omkostninger ved renovering eller udbygning af konkrete plejecentre. Analysen forelægges politisk i første halvdel af 2026.
Om udviklingsplanens indhold og materiale
Den politiske vision for plejeboligområdet følger udviklingsplanens scenarie 1, som er politisk godkendt i Ældreudvalget den 5. august. Scenarie 1 betyder, at borgere i fremtiden:
- tilbydes pleje og omsorg i eget hjem længere tid end i dag og at plejeboligbehovet derfor udskydes sammenlignet med i dag.
- i højere grad tilbydes pleje og omsorg i større enheder, der giver bedre mulighed for at understøtte den enkeltes behov. Det betyder, at nogle borgere vil opleve at få tilbudt en plejebolig lidt længere fra deres nære lokalområde end tilfældet er i dag.
I overensstemmelse med visionen i scenarie 1 vil det være nødvendigt hen over en årrække at bygge 3-6 nye plejecentre, der i forhold til størrelse og placering lever op til den politiske vision. Derudover vil det, for at realisere visionen i scenarie 1, være relevant at vurdere, om det over en årrække er hensigtsmæssigt at udbygge, renovere eller eventuelt lukke nogle af de eksisterende plejecentre. Såfremt Ældreudvalgets forslag til anlægsbudgettet om nyopførelse af plejeboliger vedtages i budget 2025-2028, peger udviklingsplanen på, at der vil være mulighed for at lukke et antal plejeboliger i de kommende år og stadig efterkomme det løbende behov for plejeboliger. Lukningerne kan ske efter, at der er bygget nye plejeboliger som erstatning for de eksisterende.
Som en del af udviklingsplanen er der udarbejdet en tilstandsvurdering og en prognose, der tilsammen giver et grundlag for at vurdere, hvilke plejecentre det i fremtiden giver mening at renovere eller udbygge.
For at få en grundigere vurdering af, hvilke muligheder der er for at tilpasse den eksisterende kapacitet, er det politisk besluttet, at der udarbejdes en analyse, der beskriver konkrete forslag til, hvordan den eksisterende kapacitet kan tilpasses i overensstemmelse med den politiske vision. Forslagene til tilpasninger baseres på udviklingsplanens resultater og vil indebære en beskrivelse af muligheder og omkostninger ved renovering, tilbygning eller eventuel lukning af konkrete plejecentre. Analysen forelægges politisk i første halvdel af 2026.
Af budgetaftalen fremgår følgende beskrivelse af udviklingsplanen:
”Silkeborg har mange, meget forskelligartede plejecentre placeret i hele kommunen. En del af plejecentrene står foran renovering og udbygning for også i fremtiden at være et attraktivt tilbud til plejekrævende borgere. Parterne ønsker inden udgangen af første halvår 2024 udarbejdet en udviklingsplan for plejecentrene med et overblik over kapacitet, renoveringsbehov, optimering og fremtidig brug set i lyset af den store vækst i antallet af ældre i de kommende år. Planen forankres og fremlægges for Ældreudvalget i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsudvalget, og planen skal danne grundlag for byrådets fremtidige beslutninger omkring kommunens plejecentre.”
Formålet med udviklingsplanen er at give Byrådet mulighed for strategisk prioritering af plejeboligområdet. Udviklingsplanen skal dermed kunne indgå i Byrådets drøftelser af anlægsbudgettet for 2025 og fremtidige budgetår. Udviklingsplanen skal tilvejebringe et beslutningsgrundlag, der gør det muligt at træffe politiske beslutninger om renovering, udbygning eller nybygning af konkrete plejecentre i kommunen over en årrække. Endelig belyser udviklingsplanen afledte konsekvenser af beslutninger om plejeboligbyggeri for ældreområdets øvrige tilbud og for kommunens samlede økonomi.
Udviklingsplanen består overordnet set af fire leverancer. De fire leverancer er:
- Leverance 0: Notat om regelgrundlag og økonomi på plejeboligområdet
- Leverance 1: Prognose for det forventede plejeboligbehov
- Leverance 2: Tilstandsvurdering
- Leverance 3: Scenarier for udvikling af plejeboligområdet
Tabel 1 viser udviklingsplanens indhold og hvordan de enkelte leverancer i udviklingsplanen afrapporteres. Udviklingsplanens hovedresultater og hovedkonklusioner fremgår af dokumentet ’Afrapporteringspræsentation’ samt af en kort sammenfatning. Bilag og BI-rapport er supplerende materiale.
Indholdet i udviklingsplan | Afrapporteres i |
---|---|
Baggrund, formål og metode | Sammenfatning af udviklingsplanens hovedresultater + Afrapporteringspræsentation + Bilag 1: Metode og baggrundsinformation |
Leverance 0: Notat | Afrapporteringspræsentation + Bilag 2: Notat om regelgrundlag og økonomi på plejeboligområdet |
Leverance 1: Prognose | Afrapporteringspræsentation + BI-rapport |
Leverance 2: Tilstandsvurdering | Afrapporteringspræsentation + BI-rapport (tilstandsvurdering for enkelte plejecentre). Bilag 3: Beskrivelse af kriterier Bilag 4: Notat om tilbygningsmuligheder for udvalgte plejecentre |
Leverance 3: Scenarier for udvikling af plejeboligområdet | Afrapporteringspræsentation + Bilag 5: Faglig anbefaling |
Herunder finder du en samlet oversigt over henvisninger til udviklingsplanens materiale.
Sammenfatning af udviklingsplanens hovedresultater
Afrapporteringspræsentation af Udviklingsplanen
Bilag 1: Metode og baggrundsinformation
Bilag 2: Notat om regelgrundlag og økonomi på plejeboligområdet
Bilag 3: Beskrivelse af kriterier til tilstandsvurdering
Bilag 4: Notat om tilbygningsmuligheder for udvalgte plejecentre
BI-rapporten, der indeholder resultater fra prognosen og tilstandsvurderingen, kan du finde nedenfor.
Under rapporten finder du mere information om indholdet.
Tilstandsvurdering og prognose
BI-rapporten nedenfor indeholder resultater fra prognosen (leverance 1) og tilstandsvurderingen (leverance 2). Se mere om udviklingsplanens indhold under ’Indhold og leverancer’ ovenfor.
Tilstandsvurderingen
Tilstandsvurderingen kan bruges til:
- At give et ”overblik over kapacitet, renoveringsbehov, optimering og fremtidig brug” jf. budgetaftalen
- At sige noget om kvaliteten af plejecenteret som bygning, herunder størrelse og geografisk placering
- At give et overblik over den nuværende bygningsmasse med henblik på at synliggøre, hvilke plejecentre det i fremtiden vil være hensigtsmæssigt at renovere eller udbygge mv.
Tilstandsvurderingen kan ikke bruges til:
- Løbende at holde øje med standen på den nuværende kapacitet.
- At sige noget om hvor godt eller dårligt plejecenteret drives (om ledelsen er god, om der er dygtige medarbejdere, god service mv.)
Tilstandsvurderingen består af en række faktaoplysninger om kommunens nuværende plejecentre samt en vurdering af plejecentrene ud fra en række kriterier. Tilstandsvurderingen fremgår af BI-rapporten ovenfor i to faner:
- ”Oversigt over tilstandsvurderingen” for alle plejecentrene baseret på vurderingsriterier (fane 1)
- ”Vurdering af plejecentre” (fane 2). I denne fane er det muligt at dykke ned i oplysningerne og vurderingen af det enkelte plejecenter.
I tilstandsvurderingen er plejecentrene vurderet ud fra tre typer kriterier:
- Byggeteknisk vurdering:
(fx tag, døre, vinduer, stand på køkken, tekniske installationer, brandsikring mv.) - Faglig og borgerrettet vurdering: hvor egnet er bygningen til at fungere som plejecenter?
(fx størrelse på boliggruppen, hjemlighed, køkkenets placering, badeværelser, muligheden for velfærdsteknologi, adgang til udearealer, omklædningsfaciliteter mv.) - Driftsøkonomisk og styringsmæssig vurdering: hvor egnet er bygningen (placering og størrelse) til at sikre bæredygtig økonomisk, styringsmæssig og faglig drift?
(fx mulighed for robust ledelse, ledelsesspænd, kompetencedækning i vagtlag, transportmuligheder mv.)
- Plejecentrene er vurderet ud fra i alt 30 kriterier. Kriterier er samlet i tre overordnede typer:
- Byggetekniske kriterier
- Faglige og borgerrettede kriterier
- Driftsøkonomiske og styringsmæssige kriterier
- Plejecentrene er vurderet på alle kriterier på en skala fra 1-5. 1 er den mest positiv vurdering og 5 er den mest negative vurdering.
- Der er foretaget en samlet vurdering pr. plejecenter. Vurderingen er foretaget ved besøg på de enkelte plejecentre og i dialog med plejecenterets leder.
- Plejecentrene er vurderet ud fra nuværende stand. Tilstandsvurderingen er derfor et øjebliksbillede.
I fane 1 fremgår en oversigt over tilstandsvurderingen for alle plejecentrene. Oversigten er markeret med farver, der giver et indtryk af, hvor egnet bygningen, placeringen og størrelsen af plejecenteret er til at udgøre en god ramme for at være plejecenter i fremtiden.
Farveskalaen viser forskellene i vurderingerne mellem plejecentrene.
- Vurderinger fra 1-2 er et udtryk for god stand og anvendelighed (grøn farve).
Disse plejecentres bygninger, størrelse og placering giver som udgangspunkt gode muligheder for at drive et velfungerende plejecenter. - Vurderinger fra 2-3 er et udtryk for mellem stand eller anvendelighed (gul og orange farve).
For disse plejecentre er der behov for tilpasning i forskellig grad for at bygningen, herunder størrelse og placering, giver mulighed for velfungerende drift af plejecenteret. I nogle tilfælde vil det være muligt at foretage tilpasningerne. I andre tilfælde vil det være vanskeligt at foretage tilpasninger, så en velfungerende drift sikres. - Vurderinger fra 3-5 er et udtryk for meget dårlig stand eller anvendelighed (rød farve).
Der er behov for at tilpasse eller renovere bygningen eller overveje, om der er grundlag for lukning af plejecenteret.
Supplerende materiale:
- En nærmere beskrivelse af kriterier og værdier findes i rapporten og i bilag 3.
Prognosen
- Prognosen skal give et overblik over forventet behov for plejeboliger under forskellige forudsætninger
- Prognosen skal skabe et grundlag for beslutninger om behovet for nye plejeboliger og kunne bruges til at vise, hvilke konsekvenser politiske valg har for det forventede behov
- Prognosen skal bidrage til den langsigtede planlægning af kapaciteten ved at vise forventninger til hvor og hvornår, der er brug for nye plejecentre.
- Behovet for plejecentre kan imødekommes ved at bygge kommunalt ejede plejecentre eller ved at eksterne aktører bygger friplejehjem.
Prognosens resultater vises i fane 3 i BI-rapporten.
Prognosen vises under forudsætning af det besluttede scenarie 1, hvor borgere tilbydes pleje og omsorg i eget hjem længst muligt. Det vil sige, at behovet for plejeboliger, der vises i prognosen, forudsætter en ændring af visitationspraksis.
I udviklingsplanens ’Afrapporteringspræsentation’ findes det forventede behov for pladser både under forudsætning af den nuværende visitationspraksis og under forudsætning af en visitationspraksis i retning af at tilbyde borgere pleje og omsorg længst muligt i eget hjem.
Beregning af behov er foretaget i to skridt:
- Behovsgrad: Der er beregnet en forventet andel med behov for plejebolig for otte aldersgrupper opdelt på køn - det vil sige 16 grupper i alt.
Andelen er beregnet på baggrund af den nuværende visitationspraksis i forhold til antallet af borgere i Silkeborg Kommune
Udenbys borgere, der søger mod Silkeborg, er indregnet i behovsgraden. Silkeborgborgere, der er eller søger udenbys, er ikke indregnet i behovsgraden.
- Fremskrivning af behov:
- Behovsgraden er fremskrevet på baggrund af den politisk vedtagne befolkningsprognose.
- Justering for sund aldring er indregnet og beregnet på baggrund af stigende forventet levealder. Indregningen af sund aldring følger metoden, der anvendes i kommunens demografiregulering.
- I overensstemmelse med den politiske beslutning er der indlagt forventning om ændret visitationspraksis i retning af ’længst muligt i eget hjem’. Der er indlagt en forudsætning om et fald i behovet på 10 % sammenlignet med i dag. Faldet er indfaset over en årrække.
- Der er regnet med en forudsætning om, at der i gennemsnit vil være 80 borgere på venteliste.
Beregning af kapacitet:
- Kapacitet udgøres af det nuværende antal boliger (almene pladser, skærmede demenspladser, profilpladser) inkl. beslutning om lukninger af pladser vedtaget i budget 2024.
- Friplejehjemspladser er talt med i kapaciteten.
- Kun byggede eller besluttede pladser er talt med i kapaciteten. Det vil sige, at der indgår 6 pladser yderligere på Voel Friplejehjem. Eventuelle plejeboliger ved bygning af friplejehjem eller kommunale plejecentre i Sorring (24 pladser), Funder (72 pladser), Eriksborg (72 pladser) eller Alderslyst (96 pladser) er ikke talt med i opgørelsen af kapacitet.
- Det er lagt til grund, at kapaciteten ikke kan udnyttes 100 %. Der regnes med en gennemsnitlig udnyttelsesgrad på 93 %. (Baseret på den reelle, gennemsnitlige belægningsgrad i 2022 og 2023). I prognosen vises tallene for den udnyttede kapacitet, hvilket er et lavere tal end det faktiske antal boliger, der findes på et plejecenter eller i de enkelte områder.
Opdeling i områder:
- Behovet og kapaciteten er opdelt i fire områder: Nord, Syd, Øst og Midt.
- Beregningen af behovet opdelt på områder er baseret på, hvor ældre borgere i Silkeborg Kommune kommer til at bo. Data stammer fra kommunens politisk vedtagne befolkningsprognose.
- Det er væsentligt at være opmærksom på, at nogle af de plejecentre, der ligger i områderne Syd, Nord og Øst ligger så tæt på område Midt, at en kapacitet på disse plejecentre kan afhjælpe behovet for plejeboliger i område Midt.