Politiske pejlemærker for Beskæftigelsesindsatsen 2024-2026
Arbejdsmarkedsudvalget ønsker at sætte en retning for beskæftigelsesindsatsen. Det gør vi, fordi der er behov for at sætte en ramme for håndteringen af eksisterende og kommende udfordringer på Beskæftigelsesområdet, herunder f.eks. det videre arbejde med implementering af vedtagne reformer på kontanthjælpsområdet, mangel på arbejdskraft og forventningen om store forandringer af beskæftigelsesindsatsen i den kommende tid.
Derfor har udvalget udarbejdet fem politiske pejlemærker, der vil være gældende for perioden 2024-2026. De politiske pejlemærker vil være rammesættende for beskæftigelsesindsatsen, og vil blive inddraget aktivt i processen med at fastlægge udvalgsmål for 2025 og 2026. Dermed sikres det, at de politiske pejlemærker kommer til at sætte aftryk på de handlinger, der i særlig grad kastes lys på i Beskæftigelsesafdelingen.
Den nærmere betydning af de fem pejlemærker foldes ud på de følgende sider.
Vi tror på borgernes ressourcer
Selvom nogle borgere står overfor komplekse udfordringer, der kan påvirke deres jobmuligheder eller uddannelsesvej, er det vigtigt at huske, at alle borgere har ressourcer. Derfor skal vi have fokus på, hvordan vi bedst kan understøtte borgernes udvikling ind på arbejdsmarkedet.
- Vi tror på, at alle borgere har mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab.
- Vi tror på, at borgerinddragelse og medansvar for egen udvikling er central for borgerens vej mod job og uddannelse.
- Vi tror på, at de ledige tættest på job og uddannelse langt hen ad vejen har ressourcer til selv at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Det betyder at:
- Vi vil prioritere indsatser for udsatte borgere, der kan hjælpe dem tættere på arbejdsmarkedet, også selvom det kan tage tid at opnå beskæftigelse
- Vi skal understøtte, at borgerne så vidt muligt selv tager ansvar for deres udvikling mod job eller uddannelse
- De borgere, der kan selv, skal selv. Når vi gør mere for ressourcestærke ledige, er det først og fremmest som hjælp til at skifte til brancher med bedre jobmuligheder.
Vi tror på, at det gode samarbejde med virksomhederne er vejen til succes
Manglen på arbejdskraft forventes at blive større i fremtiden, og derfor har virksomheder, borgere og samfundet en fælles interesse i og værdi af at få flere ind på arbejdsmarkedet. Vi ser derfor opgaven med at udvikle de mere udsatte borgeres ressourcer og finde den rette plads for dem på arbejdsmarkedet som en fælles opgave med virksomhederne.
- Vi tror på, at forventningsafstemningen mellem borger og virksomhed er central for en god integration af udsatte borgere på arbejdsmarkedet.
- Vi tror på, at udsatte borgere bliver bedst integreret på arbejdsmarkedet, når der er en god dialog mellem virksomheden og borgeren. Vi vil derfor understøtte og ikke overtage dialogen.
Det betyder at:
- Vi vil facilitere god forventningsafstemning mellem borger og virksomhed, når udsatte borgere skal ud på arbejdsmarkedet.
- Vi vil med Beskæftigelsesafdelingens faglige kompetencer understøtte virksomhederne, når de tager imod mere udsatte borgere.
- Vi vil prioritere det gode virksomhedssamarbejde.
Vi tror på det tværgående samarbejde
Mange af de opgaver vi står overfor, særligt i relation til udsatte borgere, er vi ikke alene om på beskæftigelsesområdet. Vi har brug for andre for at lykkes med beskæftigelsesindsatsen, og vores arbejde har betydning for andre.
- Vi tror på, at vi lykkes bedst med opgaverne, når vi samarbejder bredt – både internt i kommunen, mellem politiske udvalg og med det omgivende samfund.
- Vi tror på, at en sammenhængende indsats er central for borgernes udvikling mod arbejdsmarkedet.
Det betyder at:
- Vi vil prioritere et politisk samarbejde med andre udvalg i kommunen om sammenhængende indsatser
- Vi vil understøtte, at der bliver samarbejdet på tværs for at skabe de bedste løsninger for borgere og virksomheder samlet set.
Vi tror på, at sikker drift er en forudsætning for kvalitet og udvikling
Beskæftigelsesområdet er et vigtigt velfærdsområde. Når vi skal lave prioriteringer i indsatsen, vil vi derfor gøre det i respekt for både kommunens ressourcer og borgernes oplevelse.
- Vi tror på, at den sikre drift er grundlag for kvalitet og udvikling i beskæftigelsesindsatsen.
- Vi tror på medarbejdernes faglighed og er lydhøre overfor deres idéer.
- Vi vil være nysgerrige på nye muligheder og kigge ud mod andres erfaringer med investeringer i indsatsen - med fokus på fornuftige investeringer, der tager udgangspunkt i kerneopgaven.
Det betyder at:
- Vi vil vægte den sikre drift højt, når der skal prioriteres ressourcer i beskæftigelsesindsatsen.
- Prioritering af ressourcer skal ske på et fagligt fundament.
Vi vil understøtte, at flere unge vælger en erhvervs- eller velfærdsuddannelse
Manglen på arbejdskraft i fremtiden gælder i særlig grad for erhvervs- og velfærdsfag. Derfor ønsker vi at bidrage til, at flere unge vælger at uddanne sig i denne retning.
- Vi tror på, at uddannelsesretning ikke kun vælges efter grundskolen. Vi vil derfor understøtte unges uddannelsesvalg både efter grundskolen og efter ungdomsuddannelse.
- Vi tror på, at de unge, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, også har mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab, og vi vil også her have et fokus på udvikling i retning mod erhvervs- og velfærdsfag.
Det betyder at:
- Vi vil undersøge, hvordan vi i samarbejde med andre interessenter kan understøtte, at flere unge vælger en erhvervs- eller velfærdsuddannelse.
- Vi vil have et øget fokus på at understøtte de unge, der har gennemført en gymnasial uddannelse, og de unge, der står udenfor uddannelse, i deres valg af og udvikling mod erhvervs- og velfærdsuddannelser.