Principper for fysisk tilgængelighed
Silkeborg byråd har i slutningen af 2022 godkendt fire overordnede principper for, hvordan Silkeborg Kommune fremadrettet vil arbejde med at skabe gode løsninger, der øger tilgængeligheden til bygninger, byrummet, veje og naturen.
Vores kommune skal indrettes, så den er tilgængelig for os alle sammen. Det betyder, at man skal have adgang til bygninger, til naturen og til byrummet uanset om man er kørestolsbruger, kommer med en barnevogn, er dårligt gående eller har et synshandicap. At indrette samfundet med fokus på tilgængelighed er nødvendigt for nogle og godt for alle.
De fire principper for fysisk tilgængelighed i Silkeborg Kommune er udarbejdet på baggrund af input fra Handicaprådet, Seniorrådet, Ungebyrådet og medarbejdere i alle kommunens afdelinger.
De fire principper for fysisk tilgængelighed
- Vi vil inddrage relevante brugergrupper og eksperter, når vi udvikler nye faciliteter og finde lokale, individuelle løsninger sammen med borgerne, hvor der er behov for det.
- Vi vil styrke organisationens viden og kompetencer i forhold til tilgængelighed, og bruge vores faglighed til at rådgive og inspirere vores samarbejdspartnere.
- Vi vil være pragmatiske og prioritere tilgængeligheden, hvor den giver værdi for flest og vurdere fra sag til sag, hvordan udfordringer omkring tilgængeligheden løses bedst.
- Vi vil styrke informationen omkring tilgængeligheden i Silkeborg Kommune og øge kendskabet til de steder, der allerede er tilgængelige for alle.
Tre arenaer for fysisk tilgængelighed
Principper for fysisk tilgængelighed vedrører tilgængelighed indenfor tre områder; bygninger, natur og infrastruktur.
Bygninger
Mange af silkeborgensernes daglige gøremål går til eller foregår i kommunale bygninger; fx besøg i Borgerservice, en tur på biblioteket og aflevering af barn i børnehave. De kommunale bygninger skal indrettes så alle, uanset handicaps eller midlertidige funktionsnedsættelser mv., kan komme til og rundt i vores bygninger og på den måde få hverdagen til at hænge sammen.
Natur
Som Danmarks Outdoorhovedstad er det en vigtig ambition for Silkeborg Kommune, at natur og udeliv skal være for alle. Outdoorhovedstaden bygger på en forståelse af, at det er godt for både vores fysiske og mentale sundhed at være ude i naturen, og de gevinster skal man som borger og besøgende i Silkeborg Kommune kunne høste uanset funktionsniveau.
Infrastruktur
I Silkeborg Kommune skal alle uanset funktionsniveau have mulighed for at færdes i byrummet og kunne komme fra A til B både i lokalområderne og på tværs af
kommunen. Det skal være let for borgerne at bevæge sig til og mellem de steder, de har behov for i dagligdagen.
Fra principper til handling
De fire principper (inddragelse, faglighed, prioritering og kendskab) er midler til at realisere byrådets ambitioner om øget tilgængelighed i kommunale bygninger, naturen og infrastrukturmæssigt.
Principperne har en overordnet karakter, så de skal udfoldes og nuanceres i forhold til henholdsvis bygninger, natur og infrastruktur, for at blive operationelle og virksomme i hver af de tre arenaer.
Det sker, når politikere og fagfolk sammen forholder sig til principperne, når der formuleres nye politikker og strategier, der har med kommunale bygninger, brug af naturen eller infrastruktur at gøre Med udgangspunkt i principper for fysisk tilgængelighed kan der defineres konkrete mål i politikker og strategier, der efterfølgende realiseres gennem reelle tilgængelighedsprojekter og initiativer på fagområderne Det er sådan principperne skaber værdi for borgerne i Silkeborg Kommune.