Retningslinje for opkrævning
Læs mere om Silkeborg Kommunes retningslinje for opkrævning.
Ved ”opkrævning” forstås udsendelse af opkrævninger til borgere og virksomheder, samt kontrol af, om betaling finder sted inden for den fastsatte betalingsfrist. Hvis der ikke betales inden for betalingsfristen, udsendes rykkere. Der kan som led i opkrævningen indgås aftaler om henstand eller afdragsvis betaling på de fleste krav.
Formål
Retningslinje for opkrævning har til formål
- at forebygge restancer, så betalinger for kommunale ydelser i videst muligt omfang finder sted, inden eventuelle manglende betalinger udvikler sig til restancer.
- at yde borgere/virksomheder service i form af information om reglerne for betalinger til offentlige myndigheder samt om reglerne for gældsforhold og gældsafvikling.
Udsendelse af opkrævninger
Kravene dannes dels i fagsystemer og dels i debitorsystemet. Ansvaret for kravets korrekthed er placeret hos den person/afdeling som ”påligner” kravet. Spørgsmål til kravene skal derfor rettes til den afdeling, som har dannet kravet.
Udsendelse af opkrævninger sker via filforsendelse til NETS, der står for videredistribution til bankerne (Betalingsservice), digital post og brevpost.
Betalingsfrister
Betalingsfristen fremgår af de fremsendte opkrævninger. I Silkeborg kommune forfalder hovedparten til betaling den 1. i måneden. På individuelle regninger, der bliver lavet løbende, er der en betalingsfrist på 21 dage.
Aftaler/henstand
Opkrævningsteamet kan indgå aftaler/henstand om betaling. Indgåelse af aftaler vil i hvert enkelt tilfælde ske ud fra en individuel administrativ vurdering på baggrund af f.eks. restancens størrelse, kravets type, lovgivning, tabeltræk mv.
Rykkerskrivelse
Opkrævningsteamet sørger for at borgere/virksomheder, der ikke overholder betalingsfristen, modtager en rykkerskrivelse.
Hvis rykkerskrivelsen ikke betales, oversendes kravet til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.
Når et krav oversendes til Gældsstyrelsen vil der blive fremsendt en underretning til borgeren.
Gældsstyrelsen har mulighed for at inddrive kravet via f.eks. lønindeholdelse eller udlæg.
Renter/Gebyr
Kommunale krav, som er tillagt udpantningsret, følger den kommunale rente- og gebyrlov. Her opkræves 250 kr. for en rykker samt 1 % i rente pr. påbegyndt måned.
Kommunale krav, som ikke er tillagt udpantningsret, følger rentelovens bestemmelser. Her opkræves 100 kr. for en rykker. Renten reguleres hvert halve år, og følger Nationalbankens udlånsrente med et tillæg på 8 %.
Hvis der for krav er fastsat særlige regler for størrelsen af renter og gebyrer, følges disse regler.
Modregning
Opkrævningsteamet anvender modregning i de tilfælde, der er lovhjemmel til dette i udbetalinger fra kommunen, staten og Udbetaling Danmark. Det er uanset, om der er en betalingsaftale eller henstand.