Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Bedre bademuligheder i Silkeborg Kommune

Bedre bademuligheder i Silkeborg Kommune

Til sommer glæder vi os til flere og bedre muligheder for at bade i Silkeborgs mange søer. Fire nye projekter med søbade er på vej.

Til sommer kan borgere i hele Silkeborg Kommune glæde sig til flere og bedre muligheder for at bade i vores søer. I alt er fire nye projekter på vej. Finansieringen af projekterne kommer fra flere forskellige sider, herunder private fonde, Naturstyrelsen, lokale partnerskaber og Silkeborg Kommune. 

Ny badebro ved Bryrup Søbad

Projektet er initieret af Bryrup Borgerforening, der er lykkedes med at hente 150.000 kr. fra Norlys og 10.000 kr. fra den lokale vinterbaderforening. Det har længe været et ønske hos Borgerforeningen at skabe bedre muligheder for bade i søbadet, der ligger lige i forlængelse af Bryrup by. Det kan nu endelig blive en realitet.

Bryrup Søbad ligger meget natursmukt og er et stort aktiv for området. I sommers fik søbadet besøg af Det Kongelige Teaters Sommerballet. Arrangementet var meget velbesøgt og gjorde det tydeligt, at området rummer et stort potentiale for at blive brugt i flere sammenhænge.

Borgerforeningen har nu overdraget midlerne fra Norlys og vinterbadeforeningen til Silkeborg Kommune, som vil forestå etableringen af det nye broanlæg. Silkeborg Kommunes Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalg har desuden afsat 750.000 kr., der skal fordeles mellem Bryrup og Hinge Søbad.

Renovering af Hinge Søbad


Hinge Søbad ligger i rolige omgivelser syd for Kjellerup. I dag kan du finde en lille badebro, sandstrand, toiletfaciliteter og borde-bænkesæt. Derudover er der et madpakkehus og et lille bålsted. Området er hyggeligt - men nedslidt.

Derfor har Kultur-, Fritids-, Outdoor og Idrætsudvalget afsat midler til at udskifte de eksisterende broer med nye, så det igen kan blive en attraktiv lille oase for lokalområdet og gæster. Projektet bliver finansieret af Silkeborg Kommune, der i alt har afsat 750.000 kr. til fordeling mellem renoveringerne af Hinge og Bryrup Søbad.

Nyt søbad ved Lyngsø

Lyngsø i det sydlige Silkeborg har i mange år ikke haft vand af høj nok kvalitet, til at man kan bade i vandet. Det har ændret sig efter Silkeborg Kommunes målrettede indsats med opfiskning af skaller og brasener og kemisk binding af fosfor i søen. Indsatsen har gjort så stor en forskel, at borgerne nu igen kan glæde sig til at tage en dukkert i Lyngsø.

Derfor har Naturstyrelsen, som er ejer af Lyngsø, søgt midler, så der efter al sandsynlighed kan etableres en ny badebro i 2024 til glæde for borgerne i nærområdet. Silkeborg Kommune deltager i projektet som samarbejdspartner. Udover at skabe flere gode bademuligheder i Silkeborg, kan den nye bro forhåbentligt også være med til at aflaste presset på de meget populære Østre- og Vestre Søbade. Der etableres ikke yderligere parkeringsmuligheder i området.

Billedet er fra restaureringen af Lyngsø. 

Større renovering af De Små Fisk

I Sejs-Svejbæk har der længe været et ønske om at opdatere badeområdet De Små Fisk. Det er meget velbesøgt i de varme måneder - ikke mindst fordi området har budt velkommen til mange nye børnefamilier i de seneste år. De mange gæster kan nu se frem til en større renovering af området med nye madpakke- og opholdssteder, nyindretning af badeområdet, naturlegeplads og ny toiletbygning.

Projektet startede for efterhånden længe siden som et Grønt partnerskab og er således forankret i et bredt partnerskab med deltagelse af bl.a. Silkeborg Kommune, Sejs-Svejbæk Lokalråd, foreninger, Sejs Skole og Naturstyrelsen, som ejer området. De nye faciliteter ved De Små Fisk vil blive et fint alternativ i nærheden af Silkeborg til de populære søbade ved Almind sø.

Projektet finansieres af Gudenåstiprojektet (støttet af Nordea-Fonden og A.P. Møller Fonden), Friluftsrådet og Silkeborg Kommune. 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje