Bryrup vinder prisen som Årets Lokalområde 2024
På baggrund af et stærkt fællesskab, hvor frivillige får tingene til at ske, vinder Bryrup prisen som Årets Lokalområde 2024 i Silkeborg Kommune.
16. september 2024 dukkede borgmester, Helle Gade, uanmeldt op hos Bryrup Borgerforening. Her offentliggjorde hun til alles overraskelse, at Bryrup havde vundet prisen som Årets Lokalområde 2024.
Bryrup udmærker sig særligt på baggrund af byens lokalsamfund, hvor frivillige yder en stor indsats for at styrke sammenholdet og få det bedste ud af byen.
Opera, fitness, badebro og fjernvarme
Et eksempel på det er besøget af Den Kongelige Opera, som Bryrups frivillige gjorde til en kæmpe folkefest med 2.000 besøgende, hvor de lokalt havde lavet et større arrangement i forbindelse med koncerten.
Byens frivillige formår at samle borgerne, blandt andet med et nyt fitnesscenter på hovedgaden, der allerede har tæt på 200 medlemmer.
Bryrup tager dermed højde for borgernes behov, som også kommer til udtryk gennem etableringen af en ny, moderne badebro til søbadet såvel som en stor indsats fra den lokale varmegruppe, der arbejder på at få lokal fjernvarme til byen.
Penge til flere projekter
Med kåringen som Årets Lokalområde følger 40.000 kr. til de projekter og idéer, som Bryrup ønsker at indfri.