Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Budget 2025: Kommunen har en sund økonomi

Budget 2025: Kommunen har en sund økonomi

Kommunerne i Danmark står med en række udfordringer, men Silkeborg Kommunens økonomi er robust, og indtægter og udgifter er næsten i balance. Det var nogle af konklusionerne på byrådets årlige budgetseminar.


På det årlige budgetseminar 21. og 22. august 2024 har byrådet gjort status på kommunens økonomi og set på de økonomiske muligheder i kommunens budget for 2025 og overslagsårene frem til 2028.

Kommunens kassebeholdning er fornuftig, og opbygningen til niveauet i byrådets økonomiske politik går hurtigere end forventet. Kassebeholdningen styrkes blandt andet af en række meget store engangsindtægter fra efterreguleringer af skatteindtægter, fordi byrådet tidligere år har valgt at selvbudgettere frem for at vælge det statsgaranterede indtægtsgrundlag.

Økonomiaftalen mellem regeringen og KL og Folketingets finanslov giver samlet set kommunerne flere penge til både drift og anlæg, men kommunernes oplever et fortsat stigende pres på udgifterne til de store velfærdsområder.

På familieområdet stiger antallet af sårbare børn og unge, på socialområdet stiger antallet af sårbare voksne og borgere med handicap, på skoleområdet stiger antallet af børn med behov for specialundervisning og på ældreområdet stiger antallet af plejekrævende ældre over 80 år. Det presser kommunernes økonomi, også i Silkeborg.

Kommunerne står desuden over for konsekvenserne af en række store, politiske samfundsreformer. En kommende ældrereform, en sundhedsstrukturreform og en beskæftigelsesreform. I Silkeborg sker der også lokale forandringer i de kommende år. På skoleområdet arbejder kommunen med at flere børn med specialiserede behov kan få den nødvendige hjælp og støtte i den lokale skole frem for at gå på en specialskole, og på ældreområdet arbejder kommunen med en udviklingsplan for fremtidens plejecentre.

Silkeborg er fortsat en af Danmarks største vækstkommuner, og efter nogle år med rekordstor befolkningsvækst er væksten blevet mere balanceret. I 2024 forventes omkring 850 flere borgere i kommunen. Der vil fortsat være behov for et højt anlægsbudget til blandt andet nye daginstitutioner og skoler, så der er plads til flere børn.

En af de store udfordringer for både offentlige og private virksomheder er manglen på arbejdskraft, og det mærkes især på de store velfærdsområder. Derfor fortsætter kommunens indsats med at fastholde og tiltrække arbejdskraft med faglige kompetencer særligt til velfærdsområderne.

Efter byrådets budgetseminar 21. og 22. august 2024 indleder borgmesteren for alvor forhandlingerne med byrådets partier om næste års budget.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje