Eriksborg får sit eget skoledistrikt
Den kommende skole i den nye bydel Eriksborg får eget skoledistrikt med egen ledelse. Det har Silkeborg Byråd netop besluttet.
Når der i 2028 ringes ind til et nyt skoleår, vil klokkerne både ringe i Gødvad, Grauballe og i Silkeborgs nye bydel Eriksborg, som på sigt bliver hjem for 7.000 beboere.
Og det ligger nu fast, at den nye skole i Eriksborg bliver en selvstændig skole med eget skoledistrikt og egen ledelse.
Der har været to mulige scenarier i spil i forhold til den nye skoles distrikt:
- At den nye skole i Eriksborg bliver en selvstændig skole med eget skoledistrikt og egen ledelse.
- At der etableres én ”Grauballe-Eriksborg skole” med to matrikler (nuværende Grauballe skole og ny skolebygning i Eriksborg) med fælles skoledistrikt og én ledelse.
Ændringer i nuværende skoledistrikter
Med det nye skoledistrikt følger også ændringer i eksisterende skoledistrikter. Det betyder, at flere adresser i Gødvad, Grauballe og Skægkær skifter skoledistrikt.
Ændringerne i skoledistrikterne træder i kraft ved skoleindskrivningen til skoleåret 2024/2025. Elever der er indskrevet på den nye skole i Eriksborg, vil de første år gå på Gødvadskolen på lige fod med alle andre børn, hvorefter de vil skulle rykke til den nye skole i Eriksborg, når den første del af skolen forventeligt står klar i 2028.
Forældre til kommende skolebørn, som formelt hører til den ny skole i Eriksborg, får besked, når de skriver deres barn op til skole.
Eriksborg Skole bliver overbygningsskole for Grauballe
Eriksborg bliver på sigt overbygningsskole for Grauballe Skole, som fortsætter med at være en 0.-6. klasse skole. Og Dybkærskolen fortsætter som overbygningsskole for Gødvadskolen, der ligeledes fortsætter som 0.-6. klasses skole.
Skoler, lokalråd og skolebestyrelser har være involveret i processen med den nye skolestruktur.