Festival vil stoppe affaldsbjerget
Det bedste affald er det, der ikke produceres. Det er mantraet bag årets store genbrugs-festival, Skraldival, som Silkeborg Kommune, Silkeborg Forsyning og Silkeborg Bibliotekerne står bag.
Mange ting her i livet har godt af at vokse og blive stort. Vores affaldsmængde er ikke en af dem.
Derfor inviterer vi igen i år til Skraldival i Silkeborg Kommune – årets store genbrugs-festival – fra den 14. til den 28. september.
– Skraldival skal inspirere os til, hvordan vi kan lave mindre affald. Gennem foredrag, workshops, udstillinger og undervisningsforløb til skolerne sætter vi spot på vores forbrug, reparation af vores ting og ikke mindst mere genbrug, siger Rikke Bernth Fuks, projektleder for Silkeborg Kommunes Affalds- og Ressourceplan.
Festivalen løber af stablen i september og kulminerer til en stor markedsdag på Silkeborg Bibliotek lørdag den 21. september. Skraldival arrangeres af Silkeborg Kommune, Silkeborg Forsyning og Silkeborg Bibliotek.
Temaerne i år er bæredygtigt byggeri, madaffald og deponi.
Hvor meget affald skal du have gravet ned?
Sidste år producerede vi over 6.000 tons madaffald og mere end 2.000 tons deponiaffald i hele Silkeborg Kommune. Mens madaffaldet bliver lavet til biogas, som de gule bybusser kan køre på, så er deponi noget rigtig skidt. Et affaldsdeponi er et sted, hvor man modtager og begraver det affald, som ikke kan genbruges, genanvendes eller energiudnyttes.
Det kasserede badebassin fra sommerens vandkamp, den utætte vandslange fra haven og regnjakken, du er vokset ud af. Alt det er typiske eksempler på deponiaffald.
Til Skraldival er det Silkeborg Forsyning, som vælter hegnet og starter festivalugen med et åbent hus lørdag den 14. september kl. 10-14 i genbrugspladsens eventyrlige læringsmiljø på Tietgensvej 7.
– Vi vil gerne give store som små syn for affaldssagen og lære borgerne at spotte deponiaffald og finde gode alternativer til fx badebassinet, så vi kan få skruet ned for de over 2.000 tons deponiaffald, vi graver ned om året, fortæller Carsten Zaar, chef for genbrug og affald i Silkeborg Forsyning.
Menu af madrester
Hverdagsarrangementerne til Skraldival står i resternes tegn. Man kan både tage familien med til fælles aftensmad lavet af madrester på Them Bibliotek eller gå til strik med designer Lærke Bagger, som giver inspiration til, hvordan man kan få bugt med alle sine garnrester derhjemme.
Traditionen tro har Skraldival også udviklet et undervisningsforløb med skrald i. I år er det tilegnet eleverne på mellemtrinet, og der vil både være undervisning på Silkeborg Bibliotek og på Silkeborg Forsynings genbrugsplads på Tietgensvej i samarbejde med Aqua Naturfagscenter.
Den store genbrugs-festival markeres med et brag lørdag den 21. september, hvor vi holder Markedsdag på Silkeborg Bibliotek. Alle arrangementer på Markedsdagen er gratis.
Til Skraldival kan du bl.a. opleve:
Stop madspild med Familieliv på budget
Foredrag med influencer Kristine Meldgaard-Mani om, hvordan din familie kan spare på madbudgettet og mindske madspild i hverdagen.
Renovér i stedet for at bygge nyt
Foredrag med journalist og forfatter Signe Wenneberg efterfulgt af en paneldebat om bæredygtigt byggeri med deltagere fra både erhvervslivet, byggebranchen og en universitetsforsker.
Naturværksted for børn
Byg med genbrugsmaterialer og bliv klogere på vores natur med Udeunger.
Baggagerumsmarked på Bindslevs Plads
Find gode genbrugsfund og giv dem nyt liv.
Hele programmet og årets festivalplakat bliver offentliggjort på Silkeborg Biblioteks hjemmeside i løbet af juli måned.
En festival med skrald i
- Skraldival er en årligt tilbagevende festival i uge 38, som sætter fokus på affaldsminimering og genbrug. Det er tredje år, den afholdes.
- Formålet er at gøre børn og voksne klogere på, hvad vi smider ud, og hvordan vi kan mindske mængden af affald og genanvende og genbruge mere.
- Skraldival arrangeres af Silkeborg Kommune, Silkeborg Forsyning og Silkeborg Bibliotek.