Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Foreninger i Danmarks Outdoor Hovedstad skal inspirere børn og unge i hele Danmark

Foreninger i Danmarks Outdoor Hovedstad skal inspirere børn og unge i hele Danmark

Tre outdoorforeninger i Silkeborg Kommune skal være spydspids i Danmarks Idrætsforbunds (DIF) nye indsats "Fremtidens Idræt for Børn og Unge". Indsatsen er støttet af A.P. Møller Fonden.

Vi glæder os til at arbejde for at få flere børn og unge i foreningen. Vi tror på, at vi har et tilbud, der måske appellerer til nogle af de børn, der ikke kommer i sportshallerne og fitnesscentrene. Vi ved, at vores medlemmer synes, det er et rart sted at komme, og at vi er gode til at møde folk, hvor de er. Og så ser vi også et stort potentiale i at styrke børn og unges trivsel i naturen

Anne Lisbeth Leonhard Jensen, SURF & SUP Silkeborg

Når børn og unge vokser op med gode bevægelsesvaner, er der en stor chance for, at de holder hele livet. Derfor skal flere børn og unge være en del af et fællesskab med bevægelse som omdrejningspunkt. Det er målet for Dansk Idrætsforbunds nationale indsats "Fremtidens Idræt for Børn og Unge", der skal udvikle og indsamle viden om succesfulde børne- og ungemiljøer. Det skal bl.a. ske ved hjælp fra børne- og ungeansvarlige, der skal hjælpe foreninger med at styrke arbejdet med børn og unge.

Tre foreninger får tilknyttet en børne- og ungeansvarlig

I Silkeborg Kommune har Dansk Idrætsforbund udvalgt tre foreninger til at være spydspidsforeninger i indsatsen. De tre foreninger er Silkeborg Orienteringsklub, SURF & SUP Silkeborg og Ans Søsport, som derfor kan glæde sig til at blive klogere på, hvordan de kan arbejde endnu mere målrettet med at tiltrække og fastholde børn og unge.

Outdoor kan aktivere nye målgrupper

Silkeborg har i en årrække arbejdet målrettet med visionen om at være Danmarks Outdoor Hovedstad. Det kommer bl.a. til udtryk i kommunens mange foreninger, der i høj grad udnytter mulighederne for outdooraktiviteter i Silkeborgs særlige natur. Derfor har fokus på outdoor også været et af de tungtvejende argumenter for at pege på de tre foreninger, der netop baserer sig på bevægelse i naturen. Det kan skabe mulighed for at aktivere nogle helt nye målgrupper blandt børn og unge.

"Foreningerne i og omkring Silkeborg rummer et stort potentiale på outdoorområdet, og vi glæder os til at se, om vi kan aktivere helt nye målgrupper i de valgte foreninger. Der er mange andre outdoorforeninger rundt i landet, så vi tror på, at læringen kan komme rigtig mange foreninger - og herigennem børnene og de unge - til gode," fortæller Martin Bro, faglig leder for de kommende børne- og ungeansvarlige hos DIF. 

Hos SURF & SUP Silkeborg glæder de sig til at komme i gang med arbejdet; ”Vi glæder os til at arbejde for at få flere børn og unge i foreningen. Vi tror på, at vi har et tilbud, der måske appellerer til nogle af de børn, der ikke kommer i sportshallerne og fitnesscentrene. Vi ved, at vores medlemmer synes, det er et rart sted at komme, og at vi er gode til at møde folk, hvor de er. Og så ser vi også et stort potentiale i at styrke børn og unges trivsel i naturen,” siger Anne Lisbeth Leonhard Jensen fra Surf & SUP Silkeborg.

Læs mere om projektet på Dansk Idrætsforbunds hjemmeside.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje