Forslag til etapeplan for udvikling af Søfronten ligger klar
Som en del af budgetaftalen for 2024 besluttede byrådet, at der skal udarbejdes en etapeplan for, hvordan Søfronten i Silkeborg gradvist kan realiseres frem mod 2035. Nu ligger et forslag til en etapeplan klar, og den 28. januar 2025 skal byrådet beslutte, om den skal ligge til grund for den videre udvikling af Søfronten.
Hvordan skal Søfronten udvikle sig frem mod 2035? Hvilke dele af Søfronten skal udvikles først? Og hvilke beslutninger skal i så fald træffes hvornår? Det er nogle af de spørgsmål, der besvares i forslaget til den etapeplan, der netop er blevet offentliggjort.
Etapeplanen beskriver en mulig plan for, hvordan Søfronten etapevist kan realiseres frem mod 2035 til en grøn bypark og med et nyt bykvarter, der skal være med løfte og udvikle hele Silkeborg midtby.
Planen beskriver to mulige scenarier for at gennemføre omdannelsen af Søfronten med enten en hel eller delvis overdækning af Søvej bag rådhuset. Planen beskriver de tidsmæssige og økonomiske forudsætninger samt konsekvenserne af de to mulige scenarier.
Rækkefølge på politiske beslutninger
For at projektet kan realiseres, skal der træffes en række politiske beslutninger i de kommende år. Nogle af beslutningerne har betydning for andre, og derfor foreslår etapeplanen en rækkefølge af de politiske beslutninger frem mod 2035 (afhængigheder angivet i parentes):
- Beslutning om forløb for Søvej mellem Godthåbsvej og Christian 8.s Vej
- Beslutning om Sportshubben og området omkring
- Beslutning om valg af scenarie for overdækning af Søvej (fuld overdækning/delvis overdækning)
- Beslutning om rådhusfunktioner og rådhusets fremtidige rolle (Søvej 1 og Søvej 3) - set i relation til kulturdynamoen
- Beslutning om kulturdynamoens indhold – set i relation til rådhuset
- Beslutning om strategi for samarbejdsmodel, herunder udvikling med grundejer og investorer/udvikler
Planen er dynamisk og kan tilpasses og udvikles over de kommende år, efterhånden som byrådet træffer beslutningerne, og projektet skrider frem.
På baggrund af en indledende dialog med potentielle investorer, indeholder etapeplanen desuden anbefalinger til åbningstræk og en strategi for udbud og organisering.
Første etape ved Christian 8.s Vej
Første etape af omdannelsen af Søfronten til en grøn bypark er at flytte Christian 8.s Vej væk fra søen og over langs facaderne på bebyggelsen ved Søtorvet. Når vejen flyttes, bliver der frigivet et stort areal til en bypark mm. ved søen foran Søtorvet.
Arbejdet med at flytte vejen er lige nu sendt i EU-udbud. Det ventes, at der bliver taget politisk stilling til valg af tilbud i begyndelsen af 2025. Herefter vil flytningen af vejen begynde. Arbejdet ventes at være færdigt i 2026.
Inddragelse og flere midlertidige byrumsforsøg
Omdannelsen af Søfronten kommer til at strække sig over en længere årrække og vil påvirke en lang række borgere, grundejere, erhvervsdrivende og turister i byen. Kommunen vil løbende informere og inddrage naboer, borgere og andre til at præge udviklingen af projektet.
Byrådet har årligt afsat 200.000 kr. til byrumsforsøg langs Søfronten. Aktiviteterne skal være med til at vise, hvad Søfronten kan bruges til, inden den grønne bypark bliver anlagt i fremtiden. I forbindelse med byrumsforsøgene vil borgere og andre interesserede blive inviteret med til at deltage. I takt med konkretiseringen af projektets enkelte dele og de politiske beslutninger vil lokalplaner, kommuneplantillæg mm. blive sendt i offentlig høring.
Se forslaget til etapeplanen for udviklingen af Søfronten
Læs mere om udviklingen af Søfronten på silkeborg.dk/soefronten og følg med på Instagram: Soefronten_silkeborg
Mere om etapeplanen
I forbindelse med udarbejdelsen af etapeplanen er der gennemført en markedsdialog med udvalgte ejere, investorer og projektudviklere for at afdække mulige samarbejdsmodeller.
Markedsdialogen har vist:
At der er generel, positiv interesse i projektet fra investorer.
At der er potentiale i at arbejde med en udviklings- og partnerskabsmodel, som muliggør, at investorerne inddrages tidligt med mulighed for at påvirke projektet.
At særligt parkeringsløsningen kræver stor opmærksomhed, bl.a. ift. bæredygtighed og økonomisk realiserbarhed
At investorerne er klar til at bidrage til ambitionerne om et mangfoldigt og livligt kvarter – og at der i den forbindelse lægges stor vægt på, at Silkeborg Kommune fastholder ambitionerne om kulturfunktioner og fælles funktioner langs Søfronten.
At Rådhuset og Kulturdynamoen er essentielle for investorerne.
At der er brug for indledningsvist at få styr på grundejerinteresserne i området.
Dialogen peger på en udbuds- og samarbejdsmodel, hvor byggeretterne langs Søfronten bliver udbudt samlet og udviklet og realiseret i et samarbejde mellem kommunen og én investor, fx gennem et tidligt udbud. Modellen giver mulighed for høj kvalitet i byggeriet båret af en fælles vision. Valget af udbudsform er en vigtig beslutning frem mod udviklingen af Søfronten.
I budgetaftalen for 2024 besluttede byrådet, at Museum Jorns fremtidige udvikling skal afklares. Samtidig skal det undersøges om sammenlægninger eller flytninger af kommunens kulturinstitutioner kan understøtte området. I løbet af 2025 skal mulighederne i en kommende kulturdynamo undersøges nærmere.
I Budget 2025 og de følgende overslagsår er der over ti år samlet afsat 675 mio. kr. (i årene 2025-2034) til at realisere Søfronten. I etapeplanen er der lavet et kvalificeret overslag over indtægter og udgifter knyttet til de enkelte delområder baseret på det nuværende vidensniveau og med de økonomiske usikkerheder der naturligt følger i takt med en konkretisering af projektet. Anlægsoverslagene er udarbejdet af COWI, og vurderingen af potentielle indtægter er vurderet af Colliers.
Omdannelsen af Søfronten er et stort og mangeårigt byudviklingsprojekt, som kan måles på mange bundlinjer, som til sammen beskriver gevinsterne ved projektet. Det er et vigtigt byudviklingsprojekt til udvikling af Silkeborg som hovedby for hele kommunen. De store investeringer skal vejes op mod gevinsterne for byen og for kommunen generelt.
Arkitektkonkurrence og helhedsplan
I 2018-2019 gennemførte Silkeborg Kommune, Realdania og lokale samarbejdspartnere en arkitektkonkurrence for Søfronten og Havnen i Silkeborg med deltagelse af tre internationale arkitekthold. Konkurrencen førte til, at byrådet i 2021 godkendte en helhedsplan for udviklingen af Søfronten.
Byrumsforsøg og prøvehandlinger
I de efterfølgende år, er der gennemført en række byrumsforsøg og prøvehandlinger for at undersøge, hvad Søfronten kan bruges til, inden Søfronten omdannes og en grønne bypark bliver anlagt i fremtiden. Der er blandt andet lavet forsøg med vilde byhaver, en grøn oase og et samlingspunkt, hvor borgere kan mødes til fællesspisning og gå på opdagelse i Søhøjlandets natur. Søvej er med og uden afspærring for biler blevet brugt til at afprøve aktiviteter, events og streetfood. Andre aktiviteter har været gadeteaterfestival, musikfestival, gadefodbold, langbordsspisning, tegneworkshop og børnecykelløb i områderne omkring Søfronten.
Forslag om at overdække Søvej
I 2024 blev det politisk besluttet at undersøge mulighederne for helt- eller delvis at overdække Søvej, når vejen flyttes væk fra søen og om bag Rådhuset.
Etapeplan frem mod 2035
I budgetaftalen for 2025 besluttede byrådet at arbejde for at virkeliggøre omdannelsen af Søfronten senest i 2035, og at der skal udarbejdes en etapeplan for, hvordan projektet kan gennemføres.