Indsatsplan skal sikre drikkevand langt ud i fremtiden
Byrådet har netop godkendt en plan, der skal være med til at beskytte grundvandet og dermed sikre godt og rent drikkevand nu og i fremtiden.
Alle borgere i Silkeborg Kommune skal have adgang til rent drikkevand, men det er ikke en selvfølge.
Derfor har byrådet netop godkendt en indsatsplan, der skal medvirke til at beskytte grundvandet og dermed sikre, at det vand vi henter op fra jorden og sender ud gennem hanerne nu og i fremtiden er rent.
Planen beskriver konkrete tiltag og indsatser, som skal sættes i værk for at nå i mål. Den beskriver også, hvem der har ansvaret for at gennemføre indsatserne, samt hvornår de skal iværksættes. Indsatsplanen rummer en hovedplan samt tre delplaner for hhv. øst, syd og nord.
Planen har været i 12 ugers høring fra 7. juni til 30. august 2024.
Forbud mod sprøjtemidler i sårbare områder
Indsatserne spænder bredt fra at oprense forurenede grunde til at sløjfe ubenyttede brønde og boringer til informationskampagner rettet mod borgere, virksomheder, landbrug, ift. hvad de selv kan gøre for at beskytte grundvandet.
En af de helt centrale elementer i indsatsplanen er dog forbud mod at bruge sprøjtemidler i sårbare områder med stor grundvandsdannelse og ringe naturlig beskyttelse. I disse områder skal Silkeborg Kommune indgå aftaler med lodsejere om at stoppe erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler.
Det er områder ved vandværker, der er strategisk vigtige for kommunens forsyningssikkerhed, og omfatter cirka 1.800 hektar jord, hvilket svarer til omkring 2.500 fodboldbaner.
Det er håbet, at der kan indgås frivillige aftaler med lodsejere om at stoppe brugen af sprøjtemidler mod kompensation for rådighedsindskrænkelsen.
Prioritering af arealer og fremtidig proces
Arbejdet med at sikre grundvandet er ikke noget, der sker over natten. Det kræver samarbejde, tålmodighed og langsigtet planlægning.
Indsatsplanerne er dynamiske, og variabler kan ændre sig. Det vil sige, at både størrelsen på de beskyttede arealer, antallet af berørte grundejere og dermed også prisen på den samlede kompensation ikke ligger fast og løbende kan udvikle sig over de næste år.
I samarbejde med vandværkerne vil Silkeborg Kommune og Grundvandssamarbejdet, et samarbejde mellem alle vandværker i Silkeborg Kommune, nu kigge på, hvilke indsatser og områder der skal prioriteres først, og hvornår en indsats skal sættes i gang. Ligeledes vil man kigge på, om områder, hvor der ikke længere må bruges sprøjtemidler, fx kan omdannes til eller tænkes sammen med andre klima- og miljøtiltag som fx skovrejsning.
Silkeborg Kommune vil række ud til berørte lodsejere og landbrugsorganisationer for at få en dialog og inputs til, hvordan udmøntningen af indsatsen omkring sprøjtefri drift kan foregå.
Alle skal bidrage
Indsatsen med at sikre rent drikkevand nu og til fremtidige generationer er en fælles opgave, som koster penge. Det betyder, at borgere i Silkeborg Kommune vil komme til at betale lidt ekstra på vandregningen.