Millioner på vej til at hjælpe unge med ryge- og nikotinstop
Knap 7,5 millioner kroner er på vej fra Sundhedsstyrelsen til Skive, Silkeborg og Viborg Kommuner. Pengene er øremærket til en intensiveret indsats for at få børn og unge til at stoppe med bl.a. at ryge og bruge snus.
Antallet af unge mennesker, der begynder at ryge, bruge snus eller andre røgfri produkter med nikotinindhold, er stigende. Derfor er de tre kommuner Skive, Silkeborg og Viborg gået sammen om et projekt, der skal hjælpe unge med at stoppe deres nikotinforbrug.
Projektet hedder ”Nikotinfrit ungeliv – du er en stjerne, pas godt på din hjerne”, og de tre kommuner har netop fået bevilget tæt på 7,5 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen.
– Vi er rigtig glade for, at Sundhedsstyrelsen har bevilget os en flot sum penge til projektet, så vi kan arbejde sammen om en meget vigtig indsats. Den nyeste viden dokumenterer, at nikotinafhængighed skader hjernens udvikling og øger risikoen for, at unge kan udvikle angst og depression. Derfor skal vi have fokus på at få vores unge mennesker til at stoppe nikotinforbruget, siger Stine Damborg, som er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Viborg Kommune.
I alle tre kommuner er projektet forankret i sundhedsområderne, der vil samarbejde med folkeskoler, ungdomsuddannelser og forældre.
Steen Vindum, udvalgsformand for Sundheds- og Nærhedsudvalget i Silkeborg Kommune, glæder sig også over, at projektet har modtaget midler til projektet:
– Med midlerne får vi mulighed for at øge indsatsen blandt de unge i forhold til bekæmpelse af nikotinafhængighed. Ikke mindst i forhold til nye typer af produkter som f.eks. nikotinposer, puff-bars og e-cigaretter, siger han.
Ruth Kristensen er formand for Sundhed- social og forebyggelsesudvalget i Skive Kommune. Hun siger:
– Skive Byråd har allerede i 2022 udpeget børn og unges nikotinforbrug som en prioriteret indsats. Med dette projekt kan vi sammen med Viborg og Silkeborg kommuner få opbygget en solid viden om, hvad der virker, og i samarbejde med de unge, deres forældre og pårørende finde de gode løsninger. Det er et projekt, jeg glæder mig til at følge.
Nye tilbud målrettet unge
Alle tre kommuner vil nu sætte et yderligere fokus på indsatser med børn og unge som målgruppe. Der skal blandt andet udvikles ”Stop-tilbud”, der retter sig direkte mod de unge under 25 år og deres behov, så de får lyst til at deltage i tilbuddene. Kommunerne har i dag allerede en række tilbud målrettet voksne, der ønsker at stoppe med deres brug af tobaks- og nikotinprodukter.
Projektet ”Nikotinfrit ungeliv – du er en stjerne, pas godt på din hjerne” begynder i august 2024 og løber til udgangen af 2027. Projektledelsen bliver varetaget af Viborg Kommune.
Skive | Viborg | Silkeborg | |
Befolkningstal | 44.739 | 97.472 | 100.747 |
Unge 15-24-årige | 4.944 | 11.643 | 11.309 |
Forventer at 35% bruger mindst ét nikotinprodukt* | 1.730 | 4.075 | 3.958 |
Planlægger stop inden for 6 mdr.** | 346 | 815 | 791 |
* §Røg (2022), 35% unge bruger mindst ét nikotinprodukt
** §Røg (2022), ca. 20% planlægger at stoppe indenfor 6 mdr.