Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Nu kan grøn pulje søges til projekter nær Marsvinslund

Nu kan grøn pulje søges til projekter nær Marsvinslund

Opsætningen af vindmøller ved Marsvinslund har givet en pulje på 1.350.000 kroner, som kan komme borgere og lokalområdet til gode. Midlerne kan søges til bl.a. byfornyelse, grønne områder, et lokalt varmeprojekt mv.

Folketinget besluttede i 2020, at opstillere af vedvarende energi fx vindmøller og solcelleanlæg skal indbetale midler til en grøn pulje, der skal komme lokalområdet til gavn.

I forbindelse med opsætningen af tre vindmøller i Marsvinslund er der blevet oprettet en grøn pulje i Silkeborg Kommune på 1.350.000 kr., som kan søges til og med 5. januar 2024.

Hvem kan søge puljen?

Puljen gives fortrinsvist til nære naboer, borgere, borgergrupper, foreninger, til de vedvarende energianlæg, som bliver påvirket mest – også på den anden side af kommunegrænsen.

Midlerne kan bruges til forskelligartede projekter, alt efter hvad lokalsamfundet kan ønske. Det kan fx være til byfornyelse, grønne områder, støtte til et lokalt eller grønt varmeprojekt, sport- og fritidsforeninger, grønne initiativer, events med mere.

Borgermøde 7. december

Den 7. december 2023 inviterer Silkeborg Kommune til borgermøde, hvor man kan blive klogere på mulighederne for at søge puljemidlerne. 

Borgermødet finder sted i Sjørslev Sognegård kl. 19-20.30. Tilmelding skal ske ved at sende en mail til klima@silkeborg.dk

Sådan foregår processen

Denne ansøgningsrunde løber indtil 5. januar 2024, hvorefter et indstillingsudvalg bestående af formandskaberne fra Silkeborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg og Sundheds- og Nærhedsudvalg vil indstille til Sundheds- og Nærhedsudvalget, hvem de mener bør få gavn af puljen i første ansøgningsrunde.

Hvis der er penge til overs fra første ansøgningsrunde, vil der komme endnu en ansøgningsrunde senere på året i 2024.

Læs mere om den grønne pulje og hvordan du ansøger

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje