Nu skal du booke tid til en samtale, hvis du skal søge kontanthjælp
Er du blevet ledig og har du brug for at søge om kontanthjælp? Fremadrettet skal du booke tid til en samtale, inden du møder fysisk op.
Fremadrettet undgår du kø, hvis du kommer i en situation, hvor du skal søge kontanthjælp. Fra denne uge skal du nemlig booke en tid til en samtale for at søge om kontanthjælp. Samtalen skal gennemføres senest 7 dage efter du har meldt dig ledig.
Du booker samtalen på jobnet.dk, hvor du i forvejen skal melde dig ledig for at kunne søge om kontanthjælp.
Guide: Sådan gør du, hvis du skal søge om kontanthjælp
Husk at møde op til samtalen, du har booket. Hvis du udebliver fra samtalen, vil du først være berettiget til kontanthjælp fra det tidspunkt, hvor du igen henvender dig.
Til samtalen vil du komme til at tale med en beskæftigelseskonsulent, som vurderer, om du er jobparat eller aktivitetsparat.
Ønsker du kun vejledning?
Hvis du ikke vil søge om økonomisk hjælp, men gerne vil have råd og vejledning om jobsøgning mv., er du stadig velkommen til at kontakte os:
Alle over 30 år - og unge under 30, der har en erhvervskompetencegivende uddannelse - er velkomne i jobcentrets afdeling på Drewsensvej. Her kan du tirsdag formiddag fra 10:00-12:00 og torsdag eftermiddag fra 13:30-15:30 få hjælp til din jobsøgning.
Hvis du ønsker en individuel samtale, hvor du kan få råd og vejledning til jobsøgningen, er du velkommen til at kontakte jobcenteret på 89705700. Her vil du få hjælp til at aftale en samtale.