Ny fond skal stå for regattaen i Silkeborg
Silkeborgs regatta skal tilbage til rødderne og Silkeborgs DNA, kommunen og private aktører skal sammen sikre økonomien, og fremtidens regatta skal arrangeres af en ny almennyttig fond.
Det har byrådet besluttet. En række større virksomheder bakker op om den nye organisering, og sammen med kommunens tilskud er der foreløbigt givet tilsagn om mindst 11 mio. kr. til en ny regatta i august 2025.
Byrådet har besluttet, at en ny almennyttig fond fremover skal stå for regattaen i Silkeborg. Jyske Bank, Lars Larsen Group, Mascot, GMB Ejendomme og Dansand har givet tilsagn om at stifte den nye fond. Samtidig er økonomien i en ny regatta sikret med tilsagn om foreløbigt mindst 11 mio. kr.
Fra konkurs til ny Silkeborgmodel
Efter en flot regatta i 2022 gik foreningen Regatta Silkeborg desværre konkurs, og efterlod en stor millionregning til kreditorerne. Siden har Økonomi- og Erhvervsudvalget talt med en lang række aktører om fremtidens regatta, og afsøgt og drøftet forskellige muligheder for at organisere regattaen. Byrådet har nu på baggrund af undersøgelserne og anbefalingerne fra en ekstern advokat, NJORD Law Firm, besluttet en økonomisk bæredygtig konstruktion i form af en Regattafond, som både kommunen og private aktører kan bidrage til.
Regattaen ”tilbage til rødderne”
Det er samtidig besluttet, at regattaen skal tilbage til rødderne og Silkeborgs DNA. Der er et ønske om at få flere både tilbage til havnen, flere tilskuerne tilbage til havnen, og at fastholde elementet med fyrværkeri. Der må gerne være koncerter uden betaling med f.eks. lokale bands, og der skal i vides muligt omfang anvendes lokale aktører, da omsætningen gerne skal blive i byen. Det er anbefalingerne på baggrund af Økonomi- og Erhvervsudvalgets dialog med en række aktører og det eksterne advokatfirma NJORD Law Firms undersøgelser og anbefalinger.
Kommunen og erhvervsliv i fællesskab
En regatta vil blive arrangeret på baggrund af de penge, fonden råder over. Byrådet har besluttet, at kommunen fremover vil yde tilskud på op til 5 mio. kr. til en kommende regatta. En række erhvervsvirksomheder har foreløbigt givet tilsagn om mindst 6 mio. kr. Den nye fond vil derfor råde over mindst 11 mio. kr. fordelt over de kommende tre år til en ny regatta i 2025.
Silkeborgmodel for organisering
Store by-events organiseres og finansieres meget forskelligt i Danmark, og byrådet har besluttet, at en ny almennyttig fond skal stå for regattaen. Fonds-konstruktionen kendes allerede fra bl.a. Hjejlefonden, Ferskvandscenteret og Silkeborg Sportscenter og er dermed en kendt Silkeborgmodel til organisering af aktiviteter med tilskud fra kommunen og erhvervslivet.
Stiftelsen af en almennyttig fond vil være den mest fleksible organiseringsform for en fremtidig regatta, som opfylder ønskerne til en regatta i Silkeborg og i videst muligt omfang sikrer en økonomisk bæredygtig konstruktion, så fremtidige konkurser kan undgås. Det vurderer NJORD Law Firm på baggrund af Økonomi- og Erhvervsudvalgets drøftelser og byrådets beslutning til en fremtidig regatta og på baggrund af tilbagemeldingerne fra lokale aktører.
Klar ansvarsfordeling, tilsyn og kontrol
Fonden får til formål enten selv at arrangere regattaen eller at yde tilskud til en aktør, som arrangerer regattaen. Fonden skal årligt søge om kommunens tilskud til regattaen, og fonden har ansvaret for regattaens økonomi og alle kontraktretslige forpligtigelser i forhold til afviklingen af regattaen.
NJORD Law Firm anbefaler, at kommunen fastholder sit armslængdeprincip i forhold til afholdelse af regattaen som arrangement. Kommunen skal – som det har været praksis ved foregående regattaer - give et tilskud til afvikling af regattaen og alene føre tilsyn med, at tilskuddet anvendes i overensstemmelse med de regler, der gælder for tilskud fra kommunen. Anbefalingen er, at kommunen ikke påtager sig et tilsyn eller kontrol med selve regattaen, men alene sikrer, at det tilskud, som kommunen giver, anvendes lovligt og korrekt.
Fonden skal nu formelt stiftes, og der skal udpeges en bestyrelse.