Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Pædagogiske assistenter med outdoor-fokus er klar til at tage fat

Pædagogiske assistenter med outdoor-fokus er klar til at tage fat

Silkeborg Kommune har netop budt 12 nyuddannede pædagogiske assistenter velkommen tilbage efter endt uddannelse, som nu er særligt stærke i at arbejde med natur og udeliv med kommunens børn.

De 12 nyuddannede pædagogiske assistenter har tidligere arbejdet i kommunens dagtilbud, på skoleområdet og i dagplejen - og er nu blevet uddannede pædagogiske assistenter med et særligt outdoor-fokus.

- Lederne på de nyuddannedes arbejdsplads har prikket dem på skulderen og spurgt ind til, om forløbet var noget for dem. Og det har altså resulteret i, at vi kan byde 12 kollegaer tilbage - nu med en uddannelse i bagagen, fortæller Eva Nørgaard Bak, udviklingskonsulent hos Børne- og Familieafdelingen i Silkeborg Kommune.


Nyoprettet uddannelse med fokus natur og udeliv

Den nyoprettede uddannelse, som er blevet til i samarbejde mellem SOSU-skolen og Silkeborg Kommune, har et særligt fokus på outdoor.

Det betyder i praksis, at alle fag i uddannelsen på forskelligvis peger ind i udeliv, så eleverne får viden og kompetencer, der ruster dem til i særlig grad at håndtere og nuancere læreplanstemaet, ’Natur udeliv og science’.

Med uddannelsen får eleverne, udover den sædvanlige teori om pædagogik, mål og metode, en lang række færdigheder og erfaringer med at tilrettelægge naturaktiviteter, lege i naturen, viden om natur og meget andet, der har med natur og udeliv at gøre.

Sune Bjerrum, der til daglig arbejder på Skægkærskolens inklusionscenter, afsluttede uddannelsen tidligere på sommeren.

- Jeg har fået mere faglighed i rygsækken, har fået en tro på egne evner og er blevet bestyrket i, at jeg er god til det, jeg laver. Uddannelsens fokus på outdoor har givet mig en forståelse af, hvad naturen kan - og hvad den gør ved os. Jeg har fået tro på, at jeg kan sætte naturaktiviteter i gang med børnene med afsæt i en pædagogisk tanke, fortæller Sune Bjerrum.

Uddannelsen tager 42 uger at gennemføre, da eleverne har erfaring med de pædagogiske områder og derfor får merit.

- Uddannelsen her er en stor gevinst, både når vi taler rekrutteringsudfordringer og i arbejdet med at omsætte vores status som outdoorhovedstad til noget helt konkret; det faglige arbejde med kommunens børn. De nyuddannede har fået nogle unikke pædagogiske værktøjer i arbejdet med naturen, som vi ser frem til at få glæde af, siger Eva Nørgaard Bak.

Det første hold blev færdige 30. juni, og det næste hold starter op i løbet af august. 

 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje