Pas godt på Almindsø
Almindsø er en af Danmarks reneste søer. Med 3 enkle badetips sætter Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen fokus på, hvordan badegæster kan være med til at bevare den unikke badesø.
Holder du af Almindsø, er du langt fra alene. Udover at være en populær og smuk badesø omgivet af skov, er søen også en af Danmarks reneste, kendetegnet ved sin sjældne flora og fauna med flere hundrede arter af vandlevende dyr og op mod 20 forskellige arter af undervandsplanter, heraf mange sjældne.
Med de nye søbade er det mere populært end nogensinde at bade i Almindsø. Derfor kommer Silkeborg Kommune og Naturstyrelsen nu med 3 badetips, så badegæster kan være med til at sørge for, at søen også fremover forbliver ren.
- Med tre badetips sætter vi fokus på, at badegæster har stor indflydelse på at passe godt på Almindsø, så vi sikrer os, at man også i fremtiden kan bade i søen, og at vi beskytter den unikke natur. Mange ved for eksempel ikke, at det er noget skidt at tisse i søen, siger Poul Hald Møller, biolog i Silkeborg Kommune.
En tissetår i Almindsø lyder måske ikke at noget særligt, men urin udleder næringsstoffer som fosfor, og det giver algevækst. For at undgå dette opfordres badegæster til at benytte de offentlige toiletter ved Østre og Vestre Søbad.
Naturstyrelsen opsætter også toiletter ved Aggerholm. Du kan finde dit nærmeste toilet på udinaturen.dk.
Helt unik sø
Almindsø er en af Danmarks reneste og mest klarvandede søer. Søen rummer sjældne og sårbare vandplanter som lobelie, strandbo og sortgrøn brasenføde, der er med til at bevare søens unikke miljø. De sarte vandplanter kan ikke tåle ikke at blive trådt på.
- Med status som lobelie-sø og Natura 2000-område er vi forpligtede til at passe særligt godt på Almindsø. Derfor opfordrer vi badegæster til kun at bade ved de officielle badesteder, så man undgår at træde på og ødelægge de sjældne og vigtige planter. Det er også en god idé at skylle sig under bruseren, inden man hopper i søen, så kemiske stoffer fra solcreme ikke ender i vandet, siger Poul Hald Møller.
3 BADETIPS VED ALMINDSØ
Tis på toiletterne
Tis udleder fosfor, der giver algevækst og uklart vand.
Skyl dig under bruseren, inden du bader
Så ender solcreme og sved ikke i søen.
Bad ved de officielle badesteder – Østre Søbad, Vestre Søbad og Aggerholm
Derved undgår du at træde på de sjældne planter i søen.