Silkeborg bliver hjemsted for nyt ældretilsyn
Ældreminister Mette Kierkgaard har valgt Silkeborg, Hjørring og Gentofte som hjemsted for nyt ældretilsyn. Byrådet har sagt ja til opgaven og det nye tilsyn i Silkeborg, som får 12-15 medarbejdere.
Når landets plejehjem og hjemmeplejen fremover får besøg af ældretilsynet udgår tilsynet ikke længere fra staten eller fra ens egen kommune. Et helt nyt tilsyn på tværs af kommunerne erstatter forsøgsordningen med det statslige ældretilsyn og kommunernes eget årlige ældretilsyn. Ældreminister Mette Kierkgaard har spurgt Silkeborg, Hjørring og Gentofte kommuner, om de vil være hjemsted for de tre nye, nationale tilsyn på ældreområdet. Byrådet har sagt ja til opgaven, og Silkeborg Kommune bliver derfor fra 1. januar 2025 hjemsted for et af tre nationale ældretilsyn, som efter etablering begynder driften 1. juli 2025 og får 12-15 medarbejdere.
- Jeg er glad for den tillid, ældreministeren har vist ved at række ud for at høre, om vi i Silkeborg vil løfte den nye tilsynsopgave på tværs af kommunerne, siger borgmester Helle Gade.
- Som en af Danmarks 10 største kommuner har vi kompetencerne og organisationen til at løfte opgaven. Vi har de seneste 10 år drevet den største socialtilsynsenhed i Danmark, som har løftet opgaven med socialtilsyn i Region Midtjylland og i store dele af Jylland i forhold til særlige tilbud. Når de nuværende tilsyn på ældreområdet samles og erstattes af et fælles tilsyn på tværs af kommunerne, håber vi, at de enkelte plejecentre vil opleve et mindre tilsynstryk, og det nye tilsyn vil have fokus på et risikobaseret tilsyn til gavn for borgerne og kvaliteten af ældreplejen, siger Helle Gade.
Del af ændrereformen
Det nye ældretilsyn på tværs af kommunerne er en del af regeringens ældrereform. De nye tilsyn skifter fokus fra kontrol af dokumentation til fokus på at understøtte læring lokalt. Samtidig skal de nye tilsyn fokusere på de steder, hvor der er risiko for udfordringer med kvalitet i helhedsplejen. Alle plejehjem og hjemmeplejen får et fysisk tilsynsbesøg minimum én gang hvert femte år. Derudover kan ældretilsynet også reagere med et tilsyn, hvis der opstår en konkret bekymring for kvaliteten i helhedsplejen for eksempel på baggrund af en henvendelse til en ny Ældrelinje.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
- Det nye ældretilsyn er en helt afgørende brik i at føre ældrereformens intentioner ud i livet. Jeg er derfor meget glad for, at Silkeborg, Hjørring og Gentofte kommuner har sagt ja til at varetage det nye ældretilsyn. Det bliver en helt ny måde at gøre tingene på, hvor læring, rådgivning og sparring er tilsynets vej frem. Det er en vigtig forandring frem mod for alvor at forny ældreplejen til gavn for den enkelte ældre.
Ældrelinje oprettes
I det nye tværkommunale ældretilsyn oprettes ”Ældrelinjen”, som beboere, medarbejdere, ledere og pårørende kan henvende sig til, hvis der er bekymret for forholdene i en plejeenhed. Der er mulighed for at henvendelsen kan være anonym. Ældrelinjen skal medvirke til at understøtte en kulturændring med åbenhed om udfordringer og give ældretilsynet mulighed for at sætte ind med rådgivning og sparring eller reagere med et tilsyn på bekymringerne i rette tid.