Silkeborg bliver mentorkommune: Skal dele gode erfaringer med rusmiddelforebyggelse blandt unge
Siden 2020 har Silkeborg Kommune været med til at udvikle et koncept for, hvordan kommuner kan være med til at skabe rammerne for et godt ungeliv uden rusmidler. Nu skal Silkeborg Kommune dele sine erfaringer og videreudvikle programmet ”Fælles om ungelivet” sammen med 14 andre danske kommuner.
Silkeborg Kommune har siden 2020 været én af fem pilotkommuner, der i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har udviklet et koncept for, hvordan danske kommuner sammen med forældre og lokale aktører kan være med til at skabe rammen for et godt ungeliv uden rusmidler.
Ifølge Steen Vindum, formand for Sundheds- og Nærhedsudvalget i Silkeborg Kommune, har kommunens medvirken skabt et godt og solidt fundament for det videre arbejde.- Vores engagement i Fælles om ungelivet har givet os mulighed for at sætte fokus på alkohol- og rusmiddelkulturen på en ny måde, og vi ser allerede nu positive resultater af samarbejdet og det at have fokus på beskyttende faktorer fremfor de unges risikoadfærd. Vi har dog også lært, at kulturændringer tager tid. Derfor er vi også bevidste om, at vi stadig har en lang vej foran os.
Fokus på beskyttende faktorer, data og lokal involvering
I Silkeborg Kommune har man gennem de seneste fire år fået en lang række erfaringer med at styrke forudsætningerne for at involvere de voksne omkring de unge, fordi de potentielt kan fungere som vigtige beskyttende faktorer, når det handler om unge og rusmidler. En central del af det arbejde har været at sikre lokale data om unge, der både har fungeret som et mobiliserende element og som pejlemærker i udviklingen af indsatser. Programkoordinator Marianne Ahrenkiel Søgaard mener, at Silkeborg som mentorkommune netop kan bidrage med erfaringer inden for dataarbejdet.
- Det særlige ved vores tilgang er, at de data, vi tager udgangspunkt i, handler om ”vores unge” – altså de lokale unge på skolerne i Silkeborg Kommune frem for generelle data om unge i Danmark eller kommunen som helhed. Det skaber en stærk fælles platform i lokalsamfundet, som giver de voksne omkring de unge en fælles forståelse og handlingsramme, siger Marianne Ahrenkiel Søgaard. Hun tilføjer, at arbejdet med at indsamle og formidle data har resulteret i, at de skoler, der indtil videre er med i Silkeborg Kommune, i dag kan håndtere lokale udfordringer på en mere bæredygtig måde.
- Når vi giver både skoler og forældre indsigt i helt lokale data, bliver det muligt at involvere dem i at lave meget målrettede løsninger, der matcher de lokale udfordringer, siger hun.
Programkoordinatoren har desuden erfaret, at en konstruktiv involvering af forældrene uden løftede pegefingre skaber stor lydhørhed og opbakning fra dem. Hun fremhæver særligt redskabet ”10 holdninger og handlinger”, som konkretiserer, hvordan forældre kan aktivere beskyttende faktorer.
- Det har bidraget til en meget konstruktiv og konkret dialog omkring emnet, siger Marianne Ahrenkiel Søgaard.
Islandsk model er blevet til dansk model
Inspirationen til ”Fælles om ungelivet” er hentet fra Island, hvor man er lykkedes med at vende udviklingen, så islandske unge ikke længere har Europas højeste alkoholforbrug, men i stedet har Europas laveste.
- Vi har skelet til den islandske model, men den klare ambition har været at udvikle et dansk koncept, der kan tilpasses lokalt. Det synes jeg i høj grad, at vi er lykkedes med i pilotfasen. Nu glæder vi os til at se det folde sig ud og udvikle sig endnu mere i de 15 kommuner til gavn for det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i hele Danmark, siger Niels Sandø, enhedschef i Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.
Underdirektør i TrygFonden Jette Jul Bruun supplerer:
- Vi har sammen med Sundhedsstyrelsen og de fem pilotkommuner udviklet nogle meget konkrete redskaber, som vi håber, andre kommuner vil lade sig inspirere af – både de ti nye programkommuner, men også andre kommuner, som ønsker at skabe bedre rammer for et ungdomsliv uden rusmidler. ”Fælles om ungelivet” handler for os også om at skabe og udbrede en kulturforandring, siger Jette Jul Bruun.
Silkeborg Kommune er mentorkommune for de to programkommuner Varde og Esbjerg.