Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Silkeborg Kommune får støtte til byrumsforsøg på Søfronten

Silkeborg Kommune får støtte til byrumsforsøg på Søfronten

Silkeborg Kommune har fået 200.000 kroner fra Nordea-fonden til et byrumsforsøg på Søfronten, der vil bidrage til at skabe mere aktivitet i området længst mod vest, som i dag ikke gør meget væsen af sig.

Nordea Fonden

Med 200.00 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje kan Silkeborg Kommune nu igangsætte projektet, der har været i støbeskeen siden 2022, hvor der blev udviklet en strategi for midlertidige aktiviteter med fokus på at vise potentialerne i en ny Søfront og engagere borgerne.

Programleder for udviklingen af Søfronten i Silkeborg Kommune Dorthe Fogh Monrad er meget begejstret over støtten:

”Vi er superglade for støtten fra Nordea-fonden. Det giver os nu mulighed for at realisere de spændende visioner, vi har for området – i samarbejde med lokale skoler, Aqua Akvarium og Dyrepark, lokalrådet, naboer og hvem der ellers har lyst til at være med.”

Med projektet håber Silkeborg Kommune at kunne skabe et samlingspunkt med naturen som omdrejningspunkt og bidrage til det lokale fællesskab.

”Ambitionen er at skabe en grøn oase med plads til fællesskab, hvor lokale borgere uden adgang til egen fx have kan dyrke vilde byhaver på tværs af alder i nye fællesskaber. Haverne vil også give byskolerne det udendørs læringsrum, de efterspørger - et læringsrum, hvor børnefamilier og andre nysgerrige kan blive klogere på områdets vilde natur, der er hjemsted for både oddere, isfugle og flagermus,” siger programlederen.

37,7 mio. kr. til 57 grønne byoaser

Silkeborg Kommune er et af 57 projekter, der samlet modtager 37,7 mio. kr. fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje, der uddeles til projekter, der får bynaturen til at gro og fællesskabet til at vokse.

"Vi er enormt begejstrede over den idérigdom og det engagement, de støttede projekter er udtryk for. Danmark er fyldt med både frivillige ildsjæle og professionelle aktører, der virkelig lægger sig i selen for at fremme fællesskabet, bæredygtigheden og det gode liv i byerne,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

De 57 projekter har fået støtte fra anden runde i Her gror vi-puljen. I marts 2023 uddeltes de første 29 mio. kr. til 45 projekter. I alt er der uddelt 66,8 mio. kr. til 102 projekter fra puljen, der ikke længere kan søges.

Kontakt

Silkeborg Kommune
Dorthe Fogh Monrad
dfm@silkeborg.dk
89701445

Nordea-fonden:
Kommunikationskonsulent
Marianne Løth
Mlp@nordeafonden.dk
4070 3794

Om Nordea-fonden

  • Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.
  • Med Her gror vi-puljen har fonden i 2023 uddelt 66,8 mio. kr. til projekter, som bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse. Projekterne er støttet med mellem 200.000 kr. og 1 mio. kr.
  • Se liste over støttemodtagere på nordeafonden.dk/her-gror-vi

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje