Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Tag med på byvandringer i Silkeborg midtby i anledning af Arkitekturens Dag

Tag med på byvandringer i Silkeborg midtby i anledning af Arkitekturens Dag

Oplev hvordan arkitekturen har forandret sig gennem tiden og bliv klogere på, hvordan Søfronten og Havnen helt centralt i Silkeborg skal se ud i fremtiden, når vi markerer Arkitekturens Dag med to byvandringer i Silkeborg midtby 7. oktober 2024.

Den 7. oktober er Arkitekturens Dag. En dag vi markerer sammen med kommuner og kulturinstitutioner i hele landet. Årets tema er ‘arkitekturen under forandring'.

Du kan komme med på to byvandringer gennem Silkeborg midtby – den ene med fokus på arkitekturen fra Silkeborgs grundlæggelse til i dag og den anden med fokus på, hvordan de bynære arealer langs Søfronten og Havnen skal se ud i fremtiden.

Tilmelding er ikke nødvendig.

Info om de to byvandringer:

Byvandring med fokus på visionerne for Søfronten og havnen

I fremtiden skal Søfronten omdannes til en grøn bypark med plads til byliv, kultur og outdoor-aktiviteter langs Silkeborg Langsø.

På Havnen er der planer om at etablere en ny havnedok, og uderummene skal forskønnes.

På turen vil to af kommunens byplanlæggere fortælle om planerne for omdannelse af Søfronten, herunder byrådets ønske om at få undersøgt, om Søvej helt eller delvist skal overdækkes, når vejen flyttes om på den anden side af rådhuset for at give plads til den nye bypark.

Der vil også være fokus på de fremtidige planer for omdannelsen af Havnen, og på hvordan der arbejdes strategisk med at skabe bedre forbindelser mellem midtbyen, Havnen, Papirfabrikken og Søfronten.

Tid og Sted

Turen begynder kl. 14.00 på Søfronten ved Søgade 22 i Silkeborg.
Den varer 1-1,5 time.

Byvandring med Silkeborg Guiderne – Arkitektur under forandring

Bybilledet i Silkeborg har helt siden grundlæggelsen været under konstant forandring med en vedvarende byggeproces. Derfor kan man i byen opleve eksempler på de idealer og stilarter der været gældende helt tilbage fra byens grundlæggelse.

Silkeborg Guiderne tager interesserede med på en vandretur gennem Silkeborg midtby. På turen vises eksempler på byggeri fra forskellige tidsaldre fx nogle af byens ældste huse fra omkring 1850, Anton Rosen bygninger, fornemme villaer med individuelle stilarter, ejendomme i funkisstil og ejendomme af nyere dato.

Altså en tur med fokus på den konstante forvandling af midtbyen gennem mange år.

Tid og sted
Turen begynder kl. 17.00 ved Museum Silkeborg, Hovedgårdsvej 7.

Den varer 1-1,5 time

 

 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje