Udviklingsplan for plejecentre
Længst muligt i eget hjem og flere plejeboliger, der sikrer høj faglig kvalitet i plejen og omsorgen af de ældre. Det er den politiske vision, som Ældreudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt på baggrund af en udviklingsplan for plejeboliger og plejecentre i Silkeborg Kommune. Udviklingsplanen fremlægges til offentlig debat, så byrådet i løbet af de kommende år kan træffe konkrete beslutninger om udviklingen af plejecentrene i kommunen.
I de kommende år vokser antallet af ældre i Silkeborg Kommune, og der kommer markant flere plejekrævende ældre med andre behov, end dem vi kender i dag.
På den baggrund har Ældreudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget besluttet en politisk vision for ældreområdet:
- Flere ældre ønsker pleje og omsorg i vante rammer i eget hjem i længere tid end i dag. Derfor er en del af visionen at sikre gode muligheder for, at der også fremadrettet skabes aktiviteter og rammer for et godt ældreliv i hele Silkeborg Kommune med øget fokus på hjemme- og sygepleje, daghjem, korttidspladser og aktivitetscentre mm.
- Når borgerne bliver længere i eget hjem, vil de ældre, som har behov for en plejebolig, være de mest svage og sårbare med et lavere funktionsniveau end i dag. Det stiller endnu højere krav til plejen og omsorgen til beboerne på plejecentrene. Derfor skal nogle plejecentre renoveres og tilbygges samtidig med, at der bygges nye plejecentre, så der sikres den bedst mulige udnyttelse af kommunens plejecentre til gavn for de borgere, der har brug for en plejebolig i fremtiden.
Ældreudvalget har på den baggrund anbefalet til Økonomi- og Erhvervsudvalget at sætte en analyse i gang, hvor kapacitet og eventuel udbygning eller renovering af eksisterende plejecentre beskrives. Analysen forventes fremlagt medio 2026 for et nyt Ældreudvalg, Økonomi- og Erhvervsudvalg og Byråd.
Flere og mere plejekrævende ældre
I de kommende år vokser antallet af ældre i Silkeborg Kommune, og der kommer markant flere plejekrævende ældre. Mange har et lavt funktionsniveau og kognitive udfordringer, det vil sige udfordringer med hukommelse, koncentration og overblik. Stadig flere ældre er multisyge, og flere er overvægtige. Det stiller nye krav til fremtidens plejeboliger og plejecentre.
På grund af samfundets mangel på arbejdskraft ventes det i fremtiden at blive endnu mere svært at rekruttere velfærdsmedarbejdere med de rigtige kompetencer. Det er derfor afgørende, at plejecentrene også i fremtiden er attraktive arbejdspladser med faglige miljøer, som gør det muligt at fastholde og rekruttere kvalificerede og højt specialiserede medarbejdere.
Behov for at renovere, udbygge og bygge nyt
I dag har Silkeborg Kommune 20 plejecentre. I 2030 forventer kommunen, at der bliver behov for yderligere ca. 130 plejeboliger og i 2037 ca. 330 plejeboliger, hvis den politiske vision om ’længst muligt i eget hjem’ realiseres. Behovet er størst i Silkeborg by.
Flere af kommunens nuværende plejecentre har en stand og en indretning af boliger, fællesarealer og servicearealer, som kræver, at de skal renoveres eller ombygges for at leve op til de ældres fremtidige behov og personalets faglige behov, trivsel og arbejdsmiljø. I nogle tilfælde kan det være mere hensigtsmæssigt at bygge nyt frem for at renovere.
Nogle plejecentre har en størrelse, som gør dem dyre i drift med høje udgifter til ledelse pr. plejebolig, til vagtbemanding og til bygningsdrift. Plejecentrenes størrelse kan have betydning for, hvor sårbare personalegrupperne er over for sygdom, muligheden for at medarbejderne kan få faglig sparring, og muligheden for ledelsessparring og ledelsesdækning ved sygdom og fravær. Størrelsen kan også betyde, at fravær kan være svært at håndtere uden, at det går ud over fagligheden, medarbejderne og beboerne, og at der er færre muligheder for at udnytte fx nattevagter mere effektivt.
Offentlig høring
Formålet med udviklingsplanen for plejecentre er at skabe synlighed og fælles forståelse for behovet for plejeboliger på kort og længere sigt, så planen kan danne grundlag for byrådets prioriteringer af nye plejecentre eller tilpasning af de eksisterende plejecentre. Planen for fremtidens plejecentre fremlægges til offentlig debat og er i høring i Seniorrådet i august.
Debatten og høringssvaret vil indgå i Ældreudvalgets og Økonomi- og Erhvervsudvalgets videre arbejde med planen. Derudover giver udviklingsplanen mulighed for at have en løbende, offentlig debat om, hvordan det er muligt at omstille plejeboligområdet i overensstemmelse med den politiske vision og under hensyn til de borgere, der skal bruge kommunens plejecentre i fremtiden.