Silkeborgskovene og Funder Ådal
Oplev en storslået udsigt over den smukke Funder Ådal til Funder og Hvinningdal Bakker.
Området er præget af græsningsarealer i ådalen og gammel skov i de voldsomme bakker. Der er mange kulturspor og oplevelser inde i området, og der er bl.a. mulighed for at besøge Frederik VII Høj. Det fremgår i ”Haandbog for Tourister” fra 1876, at Frederik VII Høj er anbefalet i en "tourplan".
Når du har besteget Frederik VII Høj må du ikke snyde dig selv for turen videre til Høgs Bænk. Slugterne og terrænformerne på vejen derud er helt ubeskrivelige!
Læs mere om Frederik VII Høj (Bestigbjerge.dk)
Læs om sten fortæller historier
Læs om træer fortæller historier
Læs andre historier om skoven
Forslag til ture i området
Udgangspunkt ved skovløberhuset ved Gjessøvej 49, 8600 Silkeborg. Følg skovvejen mod øst langs dalen til den smukke, opdæmmede Jenskær Sø. Her kan man fortsætte videre ad vejen til Thorsø og sommerhusområdet Vesterlund, eller man kan gå tværs over dalen til stedet, hvor Gjessø Savværk engang lå ved den opdæmmede Gjessø bæk. Herfra kan man følge vejen på den anden side af delen tilbage til Gjessøvej (2,5 km).
Udgangspunktet er p-plads ved Gjessøvej 1,5 km sydvest for Silkeborg Bad (ved mindesten). Gå op ad vejen mod Kongshuset og drej til højre lige før huset. Følg skiltene mod Frederik 7.s høj, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Funder Ådal. Gå en rundtur tilbage ved at gå bag om udbygningerne på Kongshuset og følg skovvejen Langelinje. Ved det første store kryds med skovveje efter ca. 700 m drejes til venstre tilbage til p-pladsen (5,5 km).
Udgangspunktet er den vestlige ende af Thorsø Skovvej i Virklund (parker evt. ved sportshallen). Ruten går i Thorsø Skov og Bakker syd for Thorsø og er ret kuperet (ca. 8 km).
Hvordan finder jeg Silkeborgskovene og Funder Ådal?
Skovene og Ådalen ligger sydvest for Silkeborg.