Skip til hoved indholdet
    Hjem Kommunen Kontakt og åbningstider Optagelse af lyd og video

Optagelse af lyd og video

Læs mere om, hvad du skal gøre, hvis du gerne vil optage en samtale eller et møde med kommunen.

Der kan være situationer, hvor du som borger synes, det vil være rart at kunne lave lyd- eller videooptagelser.

Det kunne f.eks. være en samtale med din sagsbehandler, hvor det vil være en hjælp for dig for at kunne huske, hvad der bliver talt om. Det kunne også være i forbindelse med et hjemmebesøg, hvor du er usikker på, hvad der skal ske.

Der er forskel på lyd- og videooptagelser

Lydoptagelser

Du har som udgangspunkt mulighed for at lave lydoptagelser af samtaler med din sagsbehandler. Du skal dog altid huske at sige det inden, hvis du vil optage samtalen.

Hvis du vil optage en samtale, kan det være, at sagsbehandleren gerne vil have en kollega med til samtalen, eller at sagsbehandleren også vil optage lyd af jeres møde.

I nogle enkelte tilfælde vil dine muligheder for at lave lydoptagelser være begrænsede. En sådan begrænsning skal altid være saglig begrundet, og medarbejderen skal kunne forklare dig, hvorfor du ikke må lave lydoptagelser.

HUSK! Du må altid tage en bisidder med. Det vil ofte være en bedre løsning end en lydoptagelse.

Videooptagelser

Hvis du vil filme en samtale eller et besøg i dit eget hjem, så skal du altid sige det til kommunens medarbejder og få medarbejderens accept, inden du starter med at filme. Videooptagelser må kun bruges til privat brug.

Som udgangspunkt har medarbejderen ret til at afvise filmoptagelser.

Det vil sige, at en medarbejder, der skal udføre opgaver i dit hjem, har mulighed for at nægte at udføre opgaverne, når der bliver filmet. I sådan en situation kan medarbejderen begrænse hjælpen til dig til kun at omfatte livsnødvendig bistand i hjemmet.

Vores medarbejder vil straks herefter tage sagen op med sin nærmeste leder, så der kan findes en løsning.

Hvis du er kommet til at filme i din egen bolig eller har optaget en af kommunens medarbejdere på arbejde uden at gøre opmærksom på det, kan du blive meldt til politiet for overtrædelse af straffeloven og tv-overvågningsloven. 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje