Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Børn og familie Dagpleje, vuggestue og børnehave Dagplejen Dagplejere Gødvad dagplejere Lisbeth Grønkjær Andersen, Dagplejer

Lisbeth Grønkjær Andersen, Dagplejer

Lisbeth er dagplejer i Gødvad. Vælg dagpleje hvis du vil give dit barn en hverdag i et lille og trygt miljø.

Lisbeth Grønkjær Andersen

Dagplejer

Savonlinnavej 21
8600 Silkeborg

Velkommen til min dagpleje!

Jeg er uddannet pædagog og startede som dagplejer i Silkeborg Kommune 01.09 2016.

Jeg har mange års erfaring fra daginstitutionsområdet, primært vuggestue, derudover også børnehave og døgninstitution for handicappede børn og unge.

I mit hjem møder I udover mig min mand og vores tre store hjemmeboende børn.

Jeg lægger stor vægt på en hverdag med kærligt nærvær, omsorg, ro, tryghed, genkendelighed og glæde.

Jeg tilbyder en sund og varieret kost og har opmærksomhed på den gode stemning omkring måltidet, hvor børnene alt efter alder og udvikling selv er med til at vælge ud fra maden på bordet.

Børnene har et rummeligt og godt legeværelse i forbindelse med vores store køkken alrum, som vi også bruger meget. Vi går meget ud i vores store og dejlige have ligesom vi også bruger nærområdets gode legepladser samt fritidsgården.

Leg ude som inde, støtte og styrkelse til udvikling af selvhjulpenhed, mestring, fin- og grovmotorik, venskaber og gode relationer mellem børnene fylder meget.

Hverdagens små og store oplevelser er med til at udfordre børnene, succesoplevelser og inddragelse i hverdagens rutiner giver bonus i form af selvværd, selvtillid og gåpåmod. 

Vores hverdag er stille og rolig, genkendelig og tryg.

Vi siger godmorgen i min gang, hvor jeg får evt. vigtige beskeder fra jer omkring barnets dag, derefter vinker vi farvel og barnet og jeg går ind og leger.

Vi synger og læser i bøger hver dag.

Vi er dagligt ude så meget som det kan lade sig gøre i forhold til børnenes alder, forskellige behov og dagens vejr. Vi følger naturens gang i min have,  nyder at se fuglene i fuglehuset/fuglebadet lige udenfor køkkenvinduet, spiser bær og frugter fra vores mange træer og buske.

Vi mødes jævnligt med kollegaer privat, ude i naturen og i legestuen.

I en tryg hverdag fyldt med omsorg og glæde har jeg stor opmærksomhed på det enkelte barns behov og udviklingsniveau.

Jeg støtter og guider børnene i hverdagens små situationer/udfordringer og hjælper derigennem børnene til udvikling af egen kropsbevidsthed, empati, at være en god ven, til at tage hensyn til hinanden og til at kunne hjælpe hinanden i forskellige situationer. 

Jeg har stor opmærksomhed på børns tilegnelse og udvikling af sprog, derfor "samtaler" jeg meget med børnene igennem alle hverdagens rutiner og oplevelser inde som ude.

Vi synger og leger med sproget, vrøvler og opfinder ord, bruger forholdsord,  rim og remser, farver, former og tal og bogstaver.

Vi synger og snakker meget om vores navne, vores familie, vind og vejr, dyr og natur.

Øvelse gør mester og vores hverdag er fyldt med leg og læring både for det enkelte barn og gruppen. 

Jeg lægger vægt på gensidig tillid, åbenhed, ærlighed og respekt i en daglig tæt samtale omkring barnet, som er med til at skabe sammenhæng i barnets verden og giver en positiv hverdag for os alle små som store.

Jeg møder jer også med humor og en tanke om, at vi alle gør vores bedste og at vi sammen kan "flytte bjerge".

Jeg glæder mig til at møde jer! 

Nej, jeg har ingen dyr.

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje