Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Natur og miljø Miljø Forskrift for bygge- og anlægsarbejde

Forskrift for bygge- og anlægsarbejde

Forskrift for begrænsning af gener fra støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder i Silkeborg Kommune.

Denne forskrift er udarbejdet i henhold til § 20 stk. 1, i bekendt-gørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter (med senere ændringer).

Kapitel 1: Anvendelsesområde

§1. Forskriften fastsætter krav til støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejder herunder krav om information til naboer og andre berørte parter om bygge- og anlægsarbejde i Silkeborg Kommune.

Stk. 2. Forskriften omhandler erhvervsmæssige bygge- og anlægsarbejder, dvs. fx nybyggeri, nedrivning og renovering af bygninger, vejarbejde, ledningsarbejde, gravearbejde, komprimering af materialer og lignende.

Stk. 3. Silkeborg Kommune afgør i tvivlstilfælde, om en aktivitet er omfattet af denne forskrift.

Kapitel 2: Arbejdstider

§2. Støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejde må kun udføres i tidsrummet:

Mandag til fredag (hverdage) i tidsrummet kl. 7-18.

Stk. 2. Særligt støjende bygge- og anlægsarbejde må kun udføres i tidsrummet:

Mandag til fredag (hverdage) i tidsrummet kl. 8-16.

§3. Aktiviteter, der betragtes som støjende bygge- og anlægs- arbejder:

  • Anvendelse af bore- og skæremaskiner eller lignende
  • Anvendelse af kran eller lignende
  • Anvendelse af trykluftværktøj
  • Opstilling og nedtagning af stillads
  • Tilbagevendende af- og pålæsning af byggematerialer og affald
  • Tagrensning.
  • Tilsvarende støjende aktiviteter

§4. Følgende aktiviteter betragtes som særligt støjende bygge- og anlægsarbejder:

  • Etablering af spunsvægge
  • Nedramning af pæle
  • Etablering af jordankre
  • Betonnedbrydning og betonskæring
  • Sandblæsning
  • Nedrivning af bygninger
  • Tilsvarende særligt støjende aktiviteter

§5. Silkeborg Kommune afgør i tvivlstilfælde, hvorvidt en aktivitet er støjende eller særligt støjende.

Kapitel 3: Naboorientering

§6. Den der udfører bygge- og anlægsarbejder er forpligtet til, at informere naboer og andre berørte parter til byggepladsen, såfremt de påføres væsentlige gener. Naboer inden for 50 m skal som minimum informeres.

Væsentlige gener kan fx være overskridelse af, de vejledende støjgrænser. Der skal i informationsmaterialet angives en kontaktperson samt et telefonnummer.

Stk. 2. Informationen skal være skriftlig og være alle berørte parter i hænde, senest 1 uge før arbejdet påbegyndes. Information er f.eks. omdeling af informationsbreve til alle hustande, virksomheder mm.

Kapitel 4: Støj-, støv- og vibrationsbegrænsning

§7. Ved arbejdets udførelse skal der altid vælges arbejdsmetoder og maskiner, der begrænser støj-, støv- og vibrationsgener mest muligt, såfremt det er teknisk muligt og økonomisk proportionalt.

Stk. 2. Ved støvende aktivitet skal den der udfører arbejdet altid sørge for regelmæssig og tilstrækkelig vanding, vådfejning samt inddækning eller på anden måde foretage støvhæmmende foranstaltninger.

Stk. 3. Når afstanden til nærmeste bolig, virksomhed eller institution er større end 200 m, kan inddækning af arbejdsstedet undlades.

Stk. 4. Sandblæsning må kun foretages med tilstrækkelig vand tilsætning til sandstrålen, så der ikke opstår væsentlige støvgener.

Stk. 5. Kloak- og regnvandsbrønde i nærheden af arbejdsstedet skal afskærmes for at hindre, at der kommer sand, malingsrester og lignende i brøndene

Kapitel 5: Støj- og vibrationsgrænser

§8. Støj fra bygge- og anlægsaktiviteter må ikke overstige 70 dB(A) ved boligers udendørsopholdsarealer. Grænseværdien er angivet som det A-vægtede

ækvivalente korrigerede støjniveau. Det ækvivalente støjniveau er støjens middelværdi over 8 timer (dagperioden).

§9. Såfremt der er brugere/borgere i en bygning, hvor der foretages bygge- og anlægsarbejder, må bygningstransmitteret støj fra bygge- og anlægsaktiviteter ikke overstige 50 dB(A).

§10. Såfremt der er brugere/borgere i en bygning, hvor der foretages bygge-og anlægsarbejder, og såfremt støv, støj eller vibrationer vil være til væsentlig gene for brugerne/borgerne, kan Silkeborg Kommune stille krav om etablering af særlige lokaliteter for brugerne/borgerne (genhusning) eller stille krav om begrænsning af aktiviteten og driftstiden.

§11. Vibrationer må ikke overstige 80 dB indendørs målt som det maksimale KB-vægtede accelerationsniveau.

§12. Silkeborg Kommune kan kræve dokumentation for overholdelse af støj- og vibrationsgrænserne. Dokumentationen skal overholde Miljøstyrelsens til enhver tid gældende vejledninger om støj og vibrationer og kravet til dokumentationen fastlægges af Silkeborg Kommune i hvert enkelt tilfælde.

Kapitel 6: Administrative afgørelser

§13. Silkeborg Kommune kan stoppe bygge- og anlægsaktiviteter, som ikke overholder forskriftens bestemmelser, eller kommunens afgørelser truffet i henhold til forskriften.

§14. Silkeborg Kommune kan træffe afgørelse om dispensation fra kravene i denne forskrift. Anmodning om dispensation fra arbejdstider og/eller støjgrænser skal indsendes til Silkeborg Kommune senest 4 uger før arbejdets begyndelse. Anmodning om dispensation skal ledsages af en særlig begrundelse.

§15. Silkeborg Kommune kan, uanset overholdelse af nærværende forskrift eller andre særlige vilkår, efter miljøbeskyttelseslovens § 42, stk. 1-4, stille yderligere krav om forureningsbegrænsende foranstaltninger, herunder meddele påbud om gennemførelse af bestemte foranstaltninger, såfremt det skønnes, at der er uacceptable gener fra arbejdet.

§16. Afgørelser efter denne forskrift træffes af Silkeborg Kommune, som også er tilsynsmyndighed.

§17. Afgørelser truffet efter forskriften kan ikke påklages til anden administrativ myndighed efter § 21, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter.

Stk. 2 Denne forskrift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed jf. § 20, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter.

Kapitel 7: Straffebestemmelser

§18. Med mindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning kan, jf. § 24, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 639 af 13. juni 2012 om miljøregulering af visse aktiviteter, den straffes med bøde som:

  1. Overskrider grænseværdier fastsat i denne forskrift, jf. §8, §9, og §11 eller grænseværdier meddelt efter dispensation, jf. §14,
  2. Overskrider tidsbegrænsninger for støjende og særligt støjende arbejde fastsat i denne forskrift, jf. §2, stk. 1 og 2 eller tidsbegrænsninger meddelt efter dispensation, jf. §14,
  3. Undlader at informere naboer om støjende eller støvende bygge- og anlægsarbejder, jf. §6 eller
  4. Undlader at foretage foranstaltninger til begrænsning af støj-, støv og vibrationsgener, jf. §7.

Kapitel 8: Ikrafttrædelsesbestemmelser

§19. Forskriften træder i kraft den 1. november 2012.

Stk. 2. Alle bygge- og anlægsaktiviteter, der anmeldes efter 1. november 2012 er omfattet af denne forskrift.

Stk. 3. Forskriften er annonceret i Ekstraposten den 10. oktober 2012 og på Silkeborg Kommunes hjemmeside (www.silkeborgkommune.dk).

Vedtaget af Byrådet den 24. september 2012. (revideret oktober 2018)

Arbejdstider

Støjende, støvende og vibrerende bygge- og anlægsarbejde må kun udføres i tidsrummet:

Mandag til fredag (hverdage) i tidsrummet kl. 7-18.

Særligt støjende bygge- og anlægsarbejde må kun udføres i tidsrummet:

Mandag til fredag (hverdage) i tidsrummet kl. 8-16.

Kontakt

Team Virksomheder og Jord Teknik- og MIljøafdelingen Søvej 3, 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje