Skip til hoved indholdet
    Hjem Borger Natur og miljø Vandløb og søer Regler om vandløb Dræn

Dræn

Hvem gør hvad, hvis der opstår problemer med afvandingen?

På ejendomme, som afvander til private rørlagte vandløb (f.eks. dræn), er der ofte uklarhed om, hvem der skal gøre hvad, hvis der opstår problemer med afvandingen. Det fremgår af Vandløbsloven, at det er bredejeren, det vil sige ejeren af den ejendom, hvor det private vandløb ligger, der har ansvaret - og pligten - til at føre tilsyn med, og udføre vedligeholdelse af de private vandløb på egen ejendom.

I forbindelse med, at det private vandløb er blevet etableret, kan der i specielle tilfælde være indgået en aftale (deklaration) om fordeling af udgifterne til den fremtidige vedligeholdelse. I sådanne tilfælde fordeles udgifterne til vedligeholdelse i henhold til  deklarationen. Deklarationen vil typisk være tinglyst på den enkelte ejendom, og derfor fremgå af skødet.

Hvis der opstår problemer med afvandingen, og det formodes, at det skyldes mangelfuld vedligeholdelse hos en anden bredejer, skal den, der bliver opmærksom på problemet i første omgang, gøre bredejer opmærksom på dette, og samtidig anmode vedkommende  om at udføre det fornødne for igen at sikre afvandingen. Såfremt pågældende bredejer ikke er bekendt med reglerne på området, er vedkommende velkommen til at rette henvendelse til Natur og Miljø i Silkeborg Kommune.

Hvis det viser sig, at en bredejer - på trods af, at vedkommende som nævnt ovenfor er blevet gjort bekendt med reglerne og opmærksom på problemet, samt til at udføre den nødvendige vedligeholdelse - fortsat ikke vedligeholder sit rørlagte vandløb, kan dette meddeles kommunen, som herefter vil kontakte vedkommende. Hvis det efterfølgende kan sandsynliggøres, at problemet skyldes bredejerens mangelfulde vedligeholdelse, kan kommunen meddele påbud om, at vedkommende udfører den nødvendige vedligeholdelse inden for en fastsat frist. Såfremt bredejeren ikke efterkommer påbuddet inden for den fastsatte frist, kan kommunen udføre den nødvendige vedligeholdelse på vedkommendes regning. Desuden kan kommunen, i de specielle tilfælde, hvor der opstår fare for betydelig skade på grund af rørets mangelfulde tilstand, foretage det fornødne uden påbud og på den forpligtedes regning.

Hvad omfatter vedligeholdelse?

Vedligeholdelse af rørlagte vandløb omfatter bl.a. udskiftning af rør, tømning af brønde, spuling, beskæring af rødder m.v. Ved vedligeholdelse skal det sikres, at røret bevarer sin evne til at aflede vand, så det vand, der modtages på egen ejendom kan bringes videre uden problemer for én selv eller for opstrøms beliggende bredejere.

Hvis det viser sig nødvendigt helt eller delvis at udskifte (omlægge) rørene i et rørlagt vandløb - og udskiftningen foretages med rør med samme dimension, som placeres nøjagtig samme sted som de oprindelige, samtidig med at der ikke lukke mere vand på røret end tidligere - så er det i henhold til vandløbsloven at betragte som vedligeholdelse. Vedligeholdelsen skal udføres af bredejeren og kan umiddelbart udføres uden forudgående godkendelse.

Hvis almindelig vedligeholdelse ikke er nok

Hvis den almindelige vedligeholdelse af et åbent eller rørlagt vandløb viser sig at være utilstrækkelig til at sikre den fornødne vandafledning, kan der søges om tilladelse til at regulere vandløbet. Yderligere oplysninger Yderligere oplysninger om vedligeholdelse af private rørlagte vandløb kan fås ved henvendelse til kommunen.

Kontakt

Team Vandløb og Søer Teknik- og Miljøafdelingen Søvej 3 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje