Balle lokalråd
Find infomation om lokalrådet samt politiske beslutninger for lokalområdet mm.
Politiske beslutninger for Balle
Der bliver løbende truffet beslutninger i kommunens politiske udvalg og i byrådet, som har betydning for dig og dit lokalområde. Her kan du få et overblik over, hvilke beslutninger der bliver taget for dit lokalområde.
Husk, at du som borger har mulighed for at give din mening til kende eller indsende en klage under de enkelte høringer eller afgørelser.
Politiske beslutninger fra 2024
September 2024
12 parcelhusgrunde i Astrid Lindgrenskvarteret sættes snart til salg
På Almasvej i Astrid Lindgrenskvarteret bliver der snart sat 12 parcelhusgrunde til salg. Mindstepriserne ligger mellem 1,3 mio. kr. og 1,6 mio. kr. Grundstørrelserne er mellem 705 m2 og 999 m2.
Byrådet godkender mindstepriserne og vilkårene for udbuddet – blandt andet at udbudsperioden er fire uger, og at der er en byggefrist på to år.
Der byggemodnes også 14 parcelhusgrunde og 2 storpaceller på Linesvej syd for Almasvej, som ventes at komme til salg i slutningen af 2024.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 17.09.2024, punkt 3, byrådet,
24.09.2024, punkt 14)
August 2024
Analyse skal undersøge hvordan Balleskolen kan vokse
Balleskolen havde sidste skoleår 604 elever. I skoleåret 2033/34 forventes der at være over 700 elever.
Skolen har derfor brug for flere klasselokaler. Derfor laves der en arealanalyse, som skal undersøge, hvor der mangler plads, og hvor der er overskud, så man kan finde ud af, hvad der skal bygges om eller udvides.
Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget anbefaler byrådet at godkende, at der bruges 50.000 kr. på at lave arealanalysen.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 12.08.2024, punkt 9)
Ja til ny butik på Bredhøjvej 25
Ejeren af Bredhøjvej 25 søger dispensation til at omdanne lagerbygningen på grunden til en butik med et bredt sortiment af udvalgsvarer.
Lagerhallen på 3.000 m2 skal ombygges og have ny beklædning. Ejeren ønsker også at rive den forreste del af bygningen ned og erstattes den med cirka 90 p-pladser. Der forventes 3-4.000 kunder om ugen i åbningstiderne imellem kl. 9 og 19 til hverdag og kl. 9 og 17 i weekenderne.
Naboerne er blevet hørt og 3 er bekymrede over den ekstra trafik, der vil komme på Bredhøjvej. Det bliver der set nærmere på, når projektet når frem at blive en byggesag. Plan- og Vejudvalget beslutter at give dispensation.
(Plan- og Vejudvalget, 06.08.2024, punkt 20)
Dialog om vindmøller og solceller ved kraftvarmeværk: Forslag til plan klar til november
Det er forventningen, at der til november 2024 er et forslag klar til, hvor der kan sættes tekniske anlæg op som vindmøller og solceller i Silkeborg Kommune.
Forslaget er et tillæg til kommuneplanen. Der laves en vurdering af hvordan de tekniske anlæg påvirker miljøet, som bliver offentliggjort sammen med forslaget.
Der er gang i en forhåndsdialog med Silkeborg Forsyning, som er interesseret i at opsætte 2-3 vindmøller og solceller ved Silkeborg Kraftvarmeværk.
Tre udvalg er orienteret om sagen, og der planlægges borgermøde og borgerinddragelse.
(Plan- og Vejudvalget, 06.08.2024, punkt 21, Klima- og Miljøudvalget, 12.08.2024, punkt 15, Økonomi- og Erhvervsudvalget, 20.08.2024, punkt 13)
Almene boliger på Bredhøjvej og Brokbjergvej renoveres
Arbejdernes Byggeforening ønsker at renovere deres almene boliger på Bredhøjvej 24-32 samt Brokbjergvej 13-39. Der skal sættes nye køkkener op i boligerne.
Foreningen søger Silkeborg Kommune om at stille garanti for 100% af et lån på 5,1 mio. kr.
Det godkender byrådet.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 20.08.2024, punkt 7, Byrådet, 27.08.2024, punkt 13)
Gubsø-området bliver en del af Balle Lokalråd
Borgerne i Gubsø-kvarteret føler sig tættere tilknyttet til Balle end til Skægkær. Blandt andet henvender de sig til Balle Lokalråd i stedet for Skægkærområdets Lokalråd.
De to lokalråd er derfor interesseret i, at grænsen mellem deres områder flyttes, så Gubsø kommer ind under Balle Lokalråd.
Grænsen mellem skole- og institutionsdistrikter ændres der ikke på. Sundheds- og Nærhedsudvalget er indstillet på at flytte grænsen mellem lokalrådene.
(Sundheds- og Nærhedsudvalget, 13.08.2024, punkt 11)
Juni 2024
Hotel på Gubsøbakken er droppet
Planerne om et hotel på Gubsøbakken 14 ved Gubsø Garage er droppet. Det er Plan- og Vejudvalget blevet orienteret om.
Ejeren har solgt villaen, og den nye ejer er ikke interesseret i at omdanne huset til hotel eller bygge hytter i området.
Silkeborg Kommune har brugt omkring 370 timer på projektet. Arbejdet har blandt andet redegørelse om støj, vandhåndtering og kortlægning af beskyttet natur.
(Plan- og Vejudvalget, 04.06.2024, punkt 8)
Forbedring af kryds ved Balle Kirkevej afsluttes i 2024
Krydset ved Nordre Højmarksvej/Balle Kirkevej skal forbedres ved at etablere et blåt cykelfelt og efter behov bedre belysning.
Det skal øge trygheden for de lette trafikanter.
Projektet har en anslået pris på 100.000 kr. Byrådet godkender en anlægsbevilling, der gør det muligt at afslutte projektet.
(Plan- og Vejudvalget, 04.06.2024, punkt 5, byrådet, 25.06.2024, punkt 5)
Balle Natur Børnehus får renoveret taget i 2024
I 2024 forventer Silkeborg Kommune at renovere taget på Hytten, som er en del af Balle Natur Børnehus.
I kommunes anlægsbudget er der årligt afsat 5 mio. kr. til renovering og vedligehold af kommunens bygninger.
Nogle af de penge skal bruges på at udskifte taget. Byrådet godkender at bevilge pengene til at vedligeholde kommunens bygninger.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 18.06.2024, punkt 5, byrådet, 25.06.2024, punkt 13)
Maj 2024
Så mange brugere er der til haller, sale og fodboldbaner i Balle og Buskelund
En analyse viser, at der i 2023 var 285 brugere per indendørs facilitet. Set i forhold til antallet af borgere er der ca. 2.500 borgere per facilitet. Det placerer Balle og Buskelund som dem, der har 6. flest brugere og borgere per facilitet i kommunen.
Der er 551 forenings-fodboldspillere på 82.260 m2 boldbaner. Det svarer til, at der er 149 m2 fodboldbane per spiller. Det placerer Balle og Buskelund som dem, der er 10. færrest m2 boldbaner per spiller.
Analysen skal bruges i dialog med foreninger og lokalområder omkring ønsker til at udvikle faciliteter til idræt. Kultur-, Fritids-, Outdoor-, og Idrætsudvalget er orienteret om analysen.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor-, og Idrætsudvalget, 06.05.2024, punkt 6)
Analyse skal afdække behovet for udvidelse af Balleskolen
Balleskolen er dimensioneret til at være 3-sporet, men til dette skoleår var der 4. spor, og fra 2026/2027 forventes der konsekvent at være 4 spor.
Der bliver lavet en arealanalyse inden for de næste fire måneder, som skal give et overblik over skolens kapacitet, uhensigtsmæssig brug af arealer og behov. Der bliver sandsynligvis behov for at lave midlertidige tilpasninger af skolen, indtil nyt byggeri kan stå klar.
Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget har drøftet anlægsbehovet for skolerne i kommunen.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 13.05.2024. punkt 6)
Børnehuse i Balle, Buskelund og Hvinningdal skal afhjælpe mangel på pladser i Skægkær
For Balle, Buskelund og Hvinningdal er der samlet set overskud af pladser i forhold til behovet for pasning af børn.
Ser man på Skægkær-området, forventes der et væsentligt underskud af pladser på ca. 100 for de +3-årige og ca. 20 pladser for 0-2-årige i de kommende år.
Udvidelsen af Gården, som er klar i slutningen af 2024 eller starten af 2025, skal blandt andet hjælpe med at dække underskud af pladser i Skægkær, indtil etablering af et nyt børnehus i Skægkær kan stå klar.
Når det står klar, forventes det, at 46 vuggestuepladser i Balle, Buskelund og Hvinningdal igen kan bruges til legestuegrupper for dagplejerne forventeligt omkring 2027/28. Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget har drøftet anlægsbehovet for daginstitutioner, som de mener, bør indgå i kommunes anlægsbudget.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 13.05.2024. punkt 12)
Nyt forslag til udkørsel fra lagervirksomhed på Viborgvej
Der er lavet et nyt forslag til udkørslen fra en mulig kommende lagervirksomhed på Viborgvej 31 i området mellem Nordre Ringvej og Håndværkervej.
Der er et ønske om at kunne svinge højre ud på Nordre Ringvej, men der da ikke kan erhvervs jord fra naboejendommene bliver flettestrækningen for kort. Men ved at reducere venstresvingssporene på Nordre Ringvej er der fundet en løsning med en kortere flettestrækning, der ikke går for meget på kompromis med fremkommeligheden.
Politiet ser positivt på det nye forslag, men de vil se de endelige tegninger, før forslaget kan godkendes.
(Plan- og Vejudvalget, 07.05.2024, punkt 10)
Ny plan for at beskytte grundvandet i Balle
Der er lavet et forslag til en ny plan, der skal sikre grundvandet og dermed drikkevandet nu og i fremtiden i den nordlige del af Silkeborg Kommune herunder Balle.
Forslaget til Indsatsplan Nord, som planen hedder, indeholder en række retningslinjer, mål og konkrete indsatser for vandværkerne i området.
Vandværkerne har løbende været inddraget i arbejdet med planen. Hvis lokale ønsker at holde et borgermøde om forslaget til planen, stiller Silkeborg Kommune sig til rådighed for at deltage. Planen sendes snart i 12 ugers offentlig høring. Det beslutter byrådet.
(Klima- og Miljøudvalget, 06.05.2024, punkt 9, byrådet, 28.05.2024, punkt 11)
Ansøgning om ændring af grænseværdien for bariumi støjvolden ved Astrid Lindgrens Vej
I miljøgodkendelsen til Støjdragen mellem motorvejen og Astrid Lindgrens Vej er der ikke taget stilling til en grænseværdi for barium. Silkeborg Kommune har administreret efter at jord med over 100 mg barium pr. kg jord, ikke må modtages i støjvolden.
Silkeborg Forsyning søger om at ændre i miljøgodkendelsen for barium til 300 mg pr. kg, da undersøgelserne af jorden fra Nordic Waste-grunden ved Ølst i Randers Kommune har vist, at indholdet at barium ligger over 100 mg pr. kg jord.
En tidligere undersøgelse fra Århus Amt fra 1995 viste, at indholdet af barium i jomfruelig lerjord fra Østjylland lå i intervallet 17-1600 mg pr. kg jord med et gennemsnit på 298 mg pr. kg jord. Klima-og Miljøudvalget godkender udkastet til miljøgodkendelse og sender det i høring ved naboer og ansøger.
(Klima- og Miljøudvalget, 06.05.2024, punkt 13)
April 2024
Tre bænke etableres langs skolestien
Balle Lokalråd har søgt og fået 40.000 kr. til at etablere tre bænke langs skolestien til gavn for ældre borgere.
I øjeblikket er der en enkelt bænk langs de grønne stier, som allerede har givet meget glæde til ældre som unge. Nu bliver det muligt at vælge flere steder at hvile sig under en gåtur. Bænkene kommer op i løbet af foråret.
Det er Sundheds- og Nærhedsudvalget, som har fordelt pengene i puljen til klima, outdoor og trafiksikkerhedsinitiativer.
(Sundheds- og Nærhedsudvalget, 11.04.2024, punkt 2)
Prognose: Balleskolen får 23% flere elever på 12 år
I dag er der 604 elever på Balleskolen fordelt på 27 klasser. Om fem år ventes det ifølge en ny elevtalsprognose at være 700 elever. En stigning på 15,9 %. I 2036/37 ventes der at være 745 elever. Det er 23,3 % flere end i dag.
På Balleskolen er der kapacitetsudfordringer, og en lokaleanalyse afventer at blive sat i gang, som er nødvendig for at vurdere det konkrete behov, og hvad det næste skridt skal være.
I Balle, Buskelund og Hvinningdal stiger pasningsbehovet for 0-6-årige fra 1.227 i 2024 til 1.276 i 2026. Det er en stigning på 48 pladser, svarende til 4 %. Herefter falder det årlige pasningsbehov med 30-40 pladser.
Det viser en elevtals- og dagtilbudsprognose, som Silkeborg Kommune har lavet i samarbejde med COWI. Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget tager prognoserne til efterretning.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 09.04.2024, punkt 4 og 5)
Almene boliger renoveres i Balle, Alderslyst og Hvinningdal
AAB Silkeborg ønsker at renovere 48 af deres almene boliger, som er placeret i Balle, blandt andet på Højbovej og Højbo Tværvej, Alderslyst og Hvinningdal. 12 skal rives ned og 36 bevares.
16 af dem bliver gjort handicapvenlige. Det kræver nye badeværelser. Byggeriet er fra 1956 og er blandt andet præget af fugt, sætningsskader og råd i gulvene. Renoveringen skal øge boligernes levetid og forbedre isolationen og indeklimaet.
Byrådet har givet tilsagn om særlig støtte til driften efter renovering. Renoveringen begynder efter planen i maj 2025.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 23.04.2024, punkt 11, byrådet, 30.04.2024, punkt 21)
Marts 2024
Tre legepladser i Balle bevares i 2024
Legepladserne ved Dalvejen, Albert Dams Vej og Højmarkstoften stod til at blive nedlagt fra 1. april 2024 sammen med 9 andre, men byrådet har nu besluttet af bruge 100.000 kr. fra puljen til lokalt initierede projekter i 2024 for indtil videre at bevare legepladserne.
I juni 2023 besluttede Kultur-, Fritid-, Outdoor-, og Idrætsudvalget at nedlægge legepladserne sammen med 9 andre legepladser i Silkeborg kommune for at spare 150.000 kr. om året.
I forbindelse med forhandlingerne om budget 2025 skal finansieringen af legepladserne og en legepladsstrategi for Silkeborg kommunes drøftes.
(Byrådet, 19.03.2024, punkt 18)
Flere nye boliger i Balle, Buskelund og Hvinningdal – befolkningstallet forventes ikke at stige
I 2023 blev der i Balle, Buskelund og Hvinningdal taget 80 nye boliger i brug. Frem mod 2036 ventes der at komme 366 nye, indflyttede boliger.
Der bor i dag 15.001 i de tre områder, og det forventes at ligge stabilt i det niveau frem til 2031, hvor det derfra og frem til 2037 forventes at falde til 14.603.
Det viser Silkeborg Kommunes prognoser for boliger og befolkningsvækst, som baserer sig på den planlagte udbygning i kommunen. Byrådet er orienteret om befolkningsprognosen.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 05.03.2024, punkt 12 og 13, byrådet, 19.03.2024, punkt 11)
Anlægsregnskab for lyskryds på Kærsgårdsvej godkendt
Der er etableret et lyskryds mellem Kærsgårdsvej og Eidervej, fordi krydset var udpeget som problemsted i Trafiksikkerhedsplanen.
Plan- og Vejudvalget godkender nu anlægsregnskabet for etableringen, som sammen med tre andre anlægsprojekter holder sig inden for budgettet.
(Plan- og Vejudvalget, 05.03.2024, punkt 12)
Februar 2024
Flere testresultater viser fortsat at jord til støjvolden ikke udgør en risiko for mennesker eller miljø
Modtagelsen af jord fra Nordic Waste blev sat på pause, fordi der blev rejst tvivl om, hvorvidt jorden var mere forurenet end antaget. Dansk Miljørådgivning har taget flere prøver af jorden for at sikre, at miljøgodkendelsen blev overholdt.
Klima- og Miljøudvalget er nu blevet orienteret om resultaterne af prøverne. De viser, ligesom de prøver, der bliver taget af jorden før, den blev leveret til Silkeborg, og de stikprøver, der løbende er blevet taget, at jorden fortsat ikke udgør en risiko for mennesker eller miljø.
Klima- og Miljøudvalget beslutter at genoptage leveringen af jord til støjvolden, og de vil fortsat følge etableringen og fremtidige testresultater tæt.
(Klima- og Miljøudvalget, 21.02.2024, punkt 2)
Januar 2024
Jord fra Nordic Waste bruges i støjvold langs motorvejen
Støjvolden Støjdragen ved motorvejen i Balle og Buskelund har fået ca. 25.000 tons jord fra jordskredet ved Nordic Waste ved Randers, og der kan komme mere. Støjvolden kommer til at bestå af ca. 420.000 tons jord fordelt på en strækning på lidt mere end en kilometer.
Det rådgivende ingeniørfirma Dansk Miljørådgivning har lavet en risikovurdering, som viser, at jorden ikke udgør en risiko for områdets anvendelse, grundvand, drikkevand eller overfladevand. Naboer til Støjdragen har fået et informationsbrev med en række spørgsmål og svar om jorden.
For at sikre at der ikke sker udskridning af jorden i Støjdragen skal jordens kalk stabiliseres. Det er Klima- og Miljøudvalget orienteret om.
(Klima- og Miljøudvalget, 15.01.2024, punkt 10)
Flere erhvervsgrunde på vej i Silkeborg Nord
Det er afgørende at finde nye arealer til erhverv i området ved Silkeborg Nord mellem Viborgvej og Øster Bording og langs motorvejen. Der er næsten ingen arealer tilbage, og samtidig er der efterspørgsel på erhvervsgrunde.
Der er gang i arbejdet med at revurdere kommuneplanen for erhverv i hele kommunen, men nu bliver der sat gang i et selvstændigt spor for to områder, hvor behovet for erhvervsjord vurderes særligt stort.
Økonomi- og Erhvervsudvalget godkender, at Silkeborg Nord udvælges til det selvstændige spor, så der laves et tillæg til kommuneplanen, hvor der udlægges nye arealer til erhverv i Silkeborg Nord.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 23.01.2024, punkt 3)
Politiske beslutninger fra 2023
December 2023
Politiet skal godkende kortere svingbane til erhvervsbyggeri
Plan- og Vejudvalget har tidligere besluttet, at der skal arbejdes med en trafikløsning, hvor det er muligt at svinge højre ud på Nordre Ringvej fra Viborgvej 31, som BOXIT vil bygge på. Men det kniber med pladsen.
Hvis projektet skal gennemføres, skal man gå på kompromis med svingbanens længde, eller der skal tages jord fra den nærliggende autohandler, der ikke er interesseret i at sælge og vil få problemer med at bruge bygningen uden at bygge om.
Hvis politiet godkender udkørslen højre-ud til Nordre Ringvej, arbejdes der videre med en kortere svingbane i forslaget til lokalplanen. Det godkender Plan- og Vejudvalget.
(Plan- og Vejudvalget, 05.12.2023, punkt 5)
Bybuslinje 6 får flere afgange og bybus 12 genindføres
Plan- og Vejudvalget beslutter at genindføre to afgange på linje 6 i dagtimerne på hverdage. Linjen kører til Hvinningdal via Borgergade, Nørrevænget og Balle Kirkevej.
Udvalget beslutter også at genindføre bybuslinje 12, der kører til industrikvarteret i Høje Kejlstrup i den nordligere ende af Silkeborg via Kejlstrupvej.
Der er igen plads i budgettet til at tilføre flere afgange, da prisen på brændstof er faldet.
(Plan- og Vejudvalget, 05.12.2023, punkt 17)
Måske behov for midlertidig løsning indtil Balleskolen udvides
Balleskolen er bygget til at være en 3-sporet skole, men ifølge prognoser vokser elevtallet til, at der er behov for en 4-sporet skole.
Der er aktuelt ikke besluttet eller iværksat noget konkret i forhold til at udvide bygningerne. Silkeborg Kommune ønsker at lave en lokaleanalyse.
Der bliver muligvis behov for midlertidige løsninger, indtil der er fundet permanente løsninger. Det er er Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget orienteret om.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 27.11.2023, punkt 4)
Almene boliger på Nylandsvej og Slesvigvej renoveres
Boligforeningen Midtjysk Boligselskab renoverer badeværelserne i boligerne på Nylandsvej 101-135 og Slesvigvej 6-30.
Foreningen søger byrådet om godkendelse til at lade huslejen stige med 11,39 %. Huslejestigninger over 5 % skal godkendes af byrådet. Byrådet godkender stigningen.
De samlede omkostninger ved renoveringen forventes at være. 3,2 mio. kr., som primært finansieres via realkreditlån.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 12.12.2023, punkt 8, byrådet, 19.12.2023, punkt 24)
November 2023
ØBG får mindre i lokaletilskud med ny model
Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget vedtager en ny model, som betyder, at ØBG reduceres i lokaletilskud fra 260.00 kr. om året til 189.348 kr. Det er en reducering på 27 %.
Den nye model stiller alle foreninger i kommunen ens og reducere samlet lokaletilskud til foreningerne med 1 mio. kr.
I den nuværende model gives der lokaletilskud på 65 % af de tilskudsberettigede udgifter med reduktion for medlemmer over 25 år til nogle aktiviteter som ridning, motorcykel, billard, bowling, flyvning, sejlsport, skydning, fiskeri, golf, linedans, fitness og løb.
I den nye model gives der lokaletilskud på 65 % af de tilskudsberettigede udgifter til alle aktiviteter, men der reduceres i tilskuddet for alle medlemmer over 25 år – dog fratrukket bestyrelsesmedlemmer, ledere, instruktører og derudover 40 medlemmer.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 06.11.2023, punkt 4)
Ja til leasing af biler fra Gubsø Garage
Plan- og Vejudvalget giver dispensation, der lovliggør Selected Car Groups leasing af biler fra besøgscenter for klassiske biler, Gubsø Garage, der ligger på Gubsøbakken 5. Tilladelsen gælder i 3 år.
Naboerne i området føler sig generet af den ekstra trafik, hurtig kørsel og motorstøj, forretningen medfører og foreslår blandt andet en ny adgangsvej til Gubsø Garage. 5 naboer er kommet med indsigelser.
Silkeborg Kommune vurderer, at vejen i området kan klare trafikmængden i området og har ikke kunnet dokumentere, at der er sket øget trafik på grund af leasingselskabet. Farten er blevet målt og gennemsnittet er på knap 30 km/timen. Kun 1,3% af bilisterne kørte i måleperioden for stærkt.
(Plan- og Vejudvalget, 07.11.2023, punkt 18)
Oktober 2023
Silkeborg Jiu-Jitsu Klub rykker ind det gamle Balle Forsamlingshus
Silkeborg Jiu-Jitsu Klub har fundet sig nye lokaler i det gamle Balle Forsamlingshus på Balle Bygade 85. Foreningen har indgået en lejekontrakten fra 1. oktober 2023.
I salen indretter de sig med deres træningsmåtter. De er meget tunge, og derfor skal de ligge der fast. De vil også male og udsmykke væggene for at lade den japanske kultur træde frem, som er en vigtig del af kampsporten.
Foreningen søger om lokaletilskud til, og Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget godkender, at der bevilges lokaletilskud på 97.500 kr. årligt til foreningen.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 02.10.2023, punkt 6)
Kryds ved Balle Kirkevej forbedres i 2024
Omkring midten af 2024 skal krydset ved Nordre Højmarksvej/Balle Kirkevej forbedres ved at etablere et blåt cykelfelt og efter behov bedre belysning.
Det skal øge trygheden for de lette trafikanter.
Byrådet godkender, at pengene bevilliges fra puljen til nærhedsprojekter.
(Sundheds- og Nærhedsudvalget, 05.10.23, punkt 9, byrådet, 31.10.2023, punkt 13)
Der er 870 medlemmer af indendørs idræt i Balle og Buskelund
Der er lavet en analyse af indendørs idræt i haller og sale for at belyse det aktuelle og potentielle pres på faciliteterne.
Analysen viser, at der i ØBG var 870 medlemmer af indendørs idræt i 2022.
Der var i 2022 217 medlemmer af indendørs idræt per facilitet. Set på antallet af borgere i området er der i 2023 knap 2.500 borgere per facilitet. For de 0-17-årige er der 600 per facilitet. Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget er orienteret om analysen.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 02.10.2023, punkt 12)
August 2023
Stitunnel på vej under Nordre Højmarksvej
Byrådet har bevilget 11 mio. kr. til en stitunnel under Nordre Højmarksvej fra Gubsøkvarteret til Daltoften og de øvrige stier og veje mod syd.
Der var sat 6 mio. kroner af til projektet i første omgang, men forhold i området fordyrer projektet. Så nu sætter byrådet 11 mio. kr. af til stitunnelen.
(Plan- og Vejudvalget, 08.08.2023, punkt 24, byrådet, 29.08.2023, punkt 14)
Kryds forbedres for lette trafikanter
Trygheden for de lette trafikanter skal forbedres i krydset Nordre Højmarksvej/Balle Kirkevej ved at etablere et blåt cykelfelt og efter behov bedre belysning.
Sundheds- og Nærhedsudvalget godkender, at krydset forbedres med de penge, der er sat af til nærhedsprojekter.
(Sundheds- og Nærhedsudvalget, 22.08.23, punkt 9)
Færre børn end ventet: Planer om flere vuggestuepladser stoppes
Der er i anlægsbudgettet sat penge af til at udvide antallet af vuggestuepladser i Balle, Buskelund og Hvinningdal.
Siden anlægsbudgettet blev vedtaget, er der lavet en ny prognose, som viser, at der kommer færre børn end ventet. Derfor beslutter byrådet at stoppe projektet med at udvide antallet af vuggestuepladser.
Udvidelse af Gården med 100 pladser forventes at blive planmæssigt færdig i 1. kvartal af 2025. Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget er orienteret om sagen.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 14.08.2023, punkt 8)
Juni 2023
Fra bolig til erhvervsområde: Forhøring om Gubsø Retreat
Plan- og Vejudvalget har sat arbejdet i gang med at lave et forslag til lokalplan og et tillæg til kommuneplanen for Gubsø Retreat.
Gubsø Retreat skal indrettes på Gubsøbakken 14 vest for Gubsø Garage. Der bliver 3 ugers forhøring, fordi der er tale om en væsentlig ændring af kommuneplanen fra boligområde til erhvervsområde.
Når forslagene til planerne er færdige, kommer de også i høring.
(Plan- og Vejudvalget, 06.06.2023, punkt 10)
Maj 2023
Boxit får mulighed for at etablere vejudgang til Nordre Ringvej i et forslag til en ny lokalplan
Plan- og Vejudvalget beslutter, at der i et kommende forslag til en lokalplan for en Boxit-lagervirksomhed på Viborgvej 31 kan være muligt at etablere vejudgang fra Nordre Ringvej.
Ifølge den nuværende lokalplan kan der kun være udkørsel til Håndværkervej. Escot Erhvervsejendomme og Boxit vil gerne etablere udkørsel til Nordre Ringvej, fordi det vil reducere støjniveauet ved den anden udkørsel til Håndværkervej.
Plan- og Vejudvalget beslutter, at hvis der skal være udkørsel til Nordre Ringvej, skal det være som en flettestrækning, og at Escot Erhvervsejendomme selv skal erhverve arealer til at få plads nok til flettestrækningen.
(Plan- og Vejudvalget, 02.05.2023, punkt 5)
Det gode ungeliv i Balle skal styrkes
Frem til sommeren 2024 kører projektet ’Fælles om børn og unge’ på Balleskolen, som skal skabe et lokalsamfund, der styrker det gode ungeliv.
Det skal ske ved tydelige voksne, hvor både forældre, skolen og lokalsamfund aktivt bidrager til at skabe sunde fællesskaber igennem organiseret fritidsliv og reducere indtaget af alkohol, tobak, nikotin og andre rusmidler gennem god kommunikation.
Projektet er en del af en national afprøvning af den såkaldte ’Islandsmodel’. På Island er de igennem de sidste 20 år lykkes med at nedbringe unges forbrug af tobak, alkohol og hash. Tre politiske udvalg har drøftet, hvordan modellen skal fortsætte frem til 2027.
(Kultur-, Fritids-, Outdoor- og Idrætsudvalget, 01.05.23, punkt 4)
Der er åbnet for at etablere restaurant ved motorvejsafkørselen Silkeborg Nord
Det bliver nu skrevet ind i kommuneplanen, at der kan etableres en restaurant ved motorvejsafkørsel 30 Silkeborg Nord ved den ubemandede tankstation og pendlerplads.
Forslaget om, at der kunne etableres restaurant her, har været i 8 ugers høring, som ikke gav anledning til ændringer i forslaget, der nu er vedtaget af byrådet.
Det forventes, at der vil komme en ansøgning om at lave en lokalplan, så der kan etableres en restaurant ved afkørslen.
(Plan- og Vejudvalget, 02.05.2023, punkt 4, byrådet 23.05.2023, punkt 8)
Dagplejere i Balle, Buskelund og Hvinningdal får legestue i Gården
Når børnehuset Gården bliver udvidet, planlægges det også, at der skal etableres en legestue til dagplejerne og deres børn i Balle, Buskelund og Hvinningdal.
Legestuen kan samtidig bruges som mødelokale for kommunens dagplejere til faglig sparring. Lige nu har dagplejerne mulighed for at holde legestue i Børnehuset Birksvej, i Nordre Fælleshus eller i naturen, som de kommer ud i med ladcykler.
Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget er orienteret om dagplejernes legestue-muligheder.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 08.05.2023, punkt 11)
April 2023
Lokalplan opprioriteres så sidste stykke af Astrid Lindgrensvej kan anlægges
Plan- og Vejudvalget har besluttet at opprioritere en lokalplan for boliger og et institutionsområde, så det sidste stykke af Astrid Lindgrensvej kan anlægges.
Når Astrid Lindgrensvej bliver gennemgående, vil det hjælpe på trafikken i området, idet vejen forbinder Nordre Højmarksvej med Øster Bordingvej.
Silkeborg Kommunes udgifter til den sidste del af vejen bliver dyrere, fordi byrådet tidligere har besluttet at der skal bygges færre boliger i området end det var planen, da aftalen om at betale vejen blev indgået med områdets bygherre.
(Plan- og Vejudvalget, 11.04.2023, punkt 17, byrådet, 25.10.2023, punkt 10)
Mulighederne for friplejehjem i Balle undersøges nærmere
Byrådet sætter nu gang i udbud af opførelsen af et friplejehjem på mellem 48-96 pladser på Nylandsvej i Alderslyst.
Parallelt med det skal der arbejdes videre med at undersøge mulighederne for at etablere et friplejehjem i Balle i Astrid Lindgrens-kvarteret.
Her er der et areal på 33.825 m2, som er udlagt til offentlige formål, som Silkeborg Kommune har købt.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 18.04.2023, punkt 7, byrådet, 25.04.2023, punkt 18)
Marts 2023
Forslag om færre busafgange i Balle vedtaget
Fra 25. juni 2023 kommer bybusserne i Balle til at have færre afgange. Det gælder bybus 6 på alle dage, bybus 8 om lørdagen og bybus 12 bliver nedlagt. Ruten for bybus 8 bliver lagt om, så den betjener Nordre Højmarksvej ved Tietgensvej. Det beslutter Plan- og Vejudvalget.
Forslaget til de nu vedtagne besparelser har været i høring, hvor 500 borgere har valgt at komme med deres mening.
Det er de høje brændstofpriser og inflationen, der betyder ekstra udgifter til den kollektive trafik, så der skal gennemføres besparelser for 10 mio. kr., så budgettet for 2023 overholdes.
(Plan- og Vejudvalget, 07.03.2023, punkt 21)
Stitunnel under Nordre Højmarksvej opgivet
Tilbage i sommeren 2019 blev det besluttet at bevilge 6 mio. kr. til at anlægge en stitunnel under Nordre Højmarksvej mellem Dalvejen og Gubsøtoften, hvoraf Birch Ejendomme som udvikler af Gubsøtoften har bidrog med 1,5 mio. kr.
Det har siden vist sig at blive 5 mio. kr. dyrere, fordi en sø på den nordlige side og fredskov på den sydlige medfører ekstra udgifter til støttekonstruktioner. Store prisstigninger på beton og stål og til at lægge fjernvarme- og spildevandsledninger er også med til at gøre projektet dyrere.
Plan- og Vejudvalget beslutter, at der ikke skal arbejdes videre med en stitunnel, men der skal findes andre løsninger i stedet.
(Plan- og Vejudvalget 07.03.2023, punkt 19)
Udviklingen i antallet af borgere, boliger og børn i Balle
Der bor i dag 6.158 i skoledistriktet for Balle. Ifølge en prognose forventes antallet af borgere at være nogenlunde stabilt frem til 2036, hvor det vil svinge mellem +60 og -63 i forhold til det nuværende antal borgere.
I 2022 er der kommet 289 nye, indflyttede boliger i Balle, Buskelund og Hvinningdalområdet. Over de næste 13 år forventes der at komme 379 nye, indflyttede boliger. I år forventes der 77 og til næste år 38.
Der går 606 elever på Balleskolen i dette skoleår. Det antal forventes at stige hvert år frem til skoleåret 2035/2036, hvor der forventes at være 735 elever. Antallet af børn mellem 0-5 år er i dag 558, og antallet forventes at stige alle årene frem til 2028, hvorefter det forventes at falde frem til 2036 til 563. Byrådet er orienteret om prognoserne, som bliver en del af budgetlægningen for 2024.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 23.03.2023, punkt 2,3 og 4, byrådet, 28.03.2023, punkt 14)
Balle Tandklinik har fået bedre udluftning
På kontoret og i sterilisationslokalet på Balle Tandklinik er der nu lavet mulighed for udluftning. Et ovenlysvindue i hvert lokale er blevet skiftet ud til med nye tagvinduer med motoråbning.
Det betyder bedre indeklima og arbejdsmiljø. Det var forventet, at udskiftningen ville koste 55.000 kr., men det endte med 29.000 kr., fordi det ikke blev nødvendigt med stillads, og el-arbejde blev billigere end ventet.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 13.03, 2023, punkt 4)
Januar 2023
Forslag om restaurant ved motorvejsafkørsel kommer i høring
Forslaget til en ny plan for detailhandlen i Silkeborg Kommune kommer snart i høring. En del af forslaget er, at der skal være mulighed for at etablere en restaurant ved motorvejsafkørsel 30 Silkeborg Nord ved den ubemandede tankstation og pendlerplads.
Forslaget kommer i 8 ugers høring. Det godkender byrådet. Vedtages forslaget, bliver det et tillæg til kommuneplanen
(Plan- og Vejudvalget, 10.01.2023, punkt 5, byrådet, 31.01.2023, punkt 5)
Ladestandere på vej ved samkørselspladser ved motorvejen
I alt otte ladestandere kan være på vej til samkørselspladserne ved motorvejsafkørsel 30 Silkeborg Nord og motorvejsafkørsel 29 Høje Kejlstrup. I januar offentliggør Silkeborg Kommune et udbud på ladestanderne.
Ladestanderne skal stå på kommunes p-pladser og være tilgængelige for alle.
Udbuddet indeholder også placering af 36 ladestandere i Silkeborg by.
(Plan- og Vejudvalget, 10.01.2023, 16)
Udvidelse af Gården skal afhjælpe pladsproblemer
Manglen på daginstitutionspladser i Skægkær og senere i Buskelund/Hvinningdal/Balle bliver løst samlet ved at udvide Gården i Buskelund, som kan optage børn fra begge områder. Det beslutter byrådet.
I Skægkær er der også planlagt at bygge et nyt børnehus. Der er sat 35,5 mio. kr. af til at udvide Gården. Når byggeriet er færdigt, vil der være plads til ca. 110 børn.
Borgere i området er bekymrede over udsigten til øget trafik på grund af pladserne, så derfor skal den del analyseres grundigere. Første del af udvidelsen forventes at kunne tages i brug i 2024.
(Dagtilbuds-, Skole- og Familieudvalget, 10.01.2023, punkt 4, byrådet 31.01.2023, punkt 13)
Almene boliger på Bredhøjvej billigere end ventet
Byrådet har godkendt regnskabet for anden etape af Midtjysk Boligselskabs byggeri på Bredhøjvej. De 60 almene familieboliger har kostet 125 mio. kroner, og det er billigere end budgetteret.
Huslejen er i gennemsnit 887 pr. kvadratmeter om året, men er forskellig alt efter hvor boligen ligger. Kommuner skal bidrage med 10% af grundkapitalen, og beløbet bliver således 12,5 mio. kroner i stedet for 13,6 mio. kroner. De ubrugte penge bliver i Landsbyggefonden og kan således bruges på andre projekter.
(Økonomi- og Erhvervsudvalget, 24.01.2023, punkt 2, byrådet, 31.01.2023, punkt 18)