Bliv socialfaglig medarbejder hos os
Vil du være del af vores tværfaglige fællesskab, hvor vi med hver vores faglighed gør en forskel i hverdagen for borgere med fysiske, psykiske og sociale udfordringer? Du vil have gode muligheder for faglig udvikling, og vi vægter et godt arbejdsmiljø højt.
Jobmuligheder i Socialafdelingen
I Socialafdelingen er der mange forskellige jobmuligheder.
I Myndighed ansætter vi bl.a. socialrådgivere og socialformidlere, der udreder og vurderer støttebehov og visiterer til Socialafdelingen tilbud.
Socialafdelingen har flere tilbud fordelt i to udførende sektioner. Vi har midlertidige og længerevarende botilbud, bostøtteteams, aktivitetstilbud, beskyttet beskæftigelse, rusmiddelbehandling og særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Derfor kan du finde stillinger med dagarbejde og arbejde på alle tider af døgnet. Du kan læse mere om de enkelte tilbud længere nede på siden.
I vores udførende tilbud ansætter vi blandt andet social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere, pædagoger, ergoterapeuter, sygeplejersker og omsorgsmedarbejdere.
Hverdagen som medarbejder i Socialafdelingen
Som medarbejder i Socialafdelingen vil du blive del af et tværfagligt arbejdsfællesskab, som sikrer dig løbende og praksisnær sparring i det daglige. Vi synes, det er vigtigt, at vores medarbejdere får mulighed for at blive klogere sammen - og bruger hinanden i det daglige.
Du vil få en grundig oplæring, og der er løbende tilbud om at komme på kurser, f.eks. i brug af vores IT-systemer eller faglige metoder.
I Socialafdelingen er arbejdet rammesat af politiske mål, fælles faglige tilgange og dokumenter, der beskriver, hvordan opgaverne løses. På samme tid vil du dog som medarbejder opleve en frihed til at sætte dit personlige præg på opgaveløsningen.
Hvem er borgerne?
I Socialafdelingen hjælper vi borgere fra 18 år og opefter, der har brug for ekstra hjælp og støtte i hverdagen i en periode eller over et helt liv.
Det kan være borgere med medfødte og erhvervede fysiske, psykiske eller sociale funktionsnedsættelser. Det kan også være borgere med problematisk rusmiddelbrug, borgere i hjemløshed eller med særlige sociale problemer.
I Socialafdelingen arbejder vi ud fra en fælles vision
I Socialafdelingen arbejder vi ud fra Silkeborg Kommunes Socialpolitik, som indeholder følgende vision;
”Mennesker, der har funktionsnedsættelser eller er socialt udsatte, skal have mulighed for at leve et godt hverdagsliv ud fra de ønsker og forudsætninger, som den enkelte har. Vi arbejder for, at den enkelte borgers ressourcer og evner bringes i spil, så borgeren opnår et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt. Den enkelte borger og hans eller hendes pårørende skal føle sig inddraget og hørt i sagsbehandling og i konkrete indsatser.”
I alle vores tilbud møder vi borgerne med en anerkendende tilgang. Vi arbejder ressourceorienteret og fokuserer på, hvad borgerne kan, fremfor på hvad de ikke kan. Hver dag arbejder vi for at øge borgernes trivsel og udvikling.
Få et indblik i hverdagen som medarbejder i Socialafdelingen i Silkeborg Kommune
Mød Jannie og Filip, der arbejder på botilbud
Mød Birte og Maria, der arbejder i Bostøtten
Værd at vide
- Vi har brug for social- og sundhedsmedarbejdere, der kan varetage forskellige opgaver alt efter målgruppen. For borgere med fysiske funktionsnedsættelser kan du som social- og sundhedsuddannet hjælpe med personlig pleje, omsorg, praktisk hjælp og medicinhåndtering samt arbejde med at fremme borgerne fysiske og psykiske sundhed. For borgere med psykiske funktionsnedsættelser kan du være med til at vejlede og motivere borgerne i hverdagen med fokus på recovery-orienteret rehabilitering.
- Vi har brug for social- og specialpædagoger, der kan bidrage med viden om borgere med forskellige diagnoser, f.eks. ADHD og autismespektrumforstyrrelser.
Du kan som pædagog være med til at sikre trivsel og udvikling for borgerne, når du bruger din teoretiske og metodiske rygsæk i mødet med borgerne i hverdagen. - Vi har brug for ergoterapeuter, der kan arbejde med borgere med fysiske, psykiske eller sansemotoriske udfordringer ud fra en recovery-orienteret tilgang.
Du kan som ergoterapeut være med til at undersøge borgernes udfordringer og behov samt være med til at give dem en lettere hverdag igennem træning, hjælp til brug af hjælpemidler eller en ændret indretning. - Vi har brug for sygeplejersker, der har et sundhedsfagligt fokus og har forstand på medicinering, fysisk og psykisk sundhed eller misbrugsbehandling. Du kan som sygeplejerske være med til at koordinere den sundhedsfaglige indsats for borgerne og indgå i dialog med eksterne tilbud, pårørende og dine kolleger herom.
- Vi har brug for socialrådgivere og socialformidlere i Myndighedssektionen og i den udførende sektion Social, Psykiatri og Rusmiddel.
I Myndighedssektionen kan du med din socialfaglige viden og viden om lovgivning på socialområdet være med til at sikre, at borgerne bliver visiteret til den rette støtte. Du kan med dine evner til at kommunikere og samarbejde sikre en god formidling og dialog med borgere, pårørende og kolleger i Socialafdelingen. Både når der skal bevilges støtte, laves handleplaner og følges op.
I sektionen Social, Psykiatri og Rusmiddel kan du bidrage i det socialfaglige arbejde, med din indsigt i socialområdet. Du kan indgå i behandlingsarbejdet men også være med til at koordinere borgernes indsatser og indgå i samarbejdet med partnerne omkring borgerne. - Vi har brug for omsorgsmedarbejdere der kan indgå i respektfulde relationer med borgerne, som fremmer borgernes livskvalitet og livsglæde. Du kan som omsorgsmedarbejder være med til at løse opgaver i forhold til omsorg og pleje samt være med til at løse praktiske opgaver i samarbejde med de øvrige medarbejdere.
- Borgere med fysiske funktionsnedsættelser
Vi hjælper borgere med f.eks. hjerneskade, bevægelseshandicap, blinde, døve, multihandicappede og borgere med andre funktionsnedsættelser. - Borgere med psykiske funktionsnedsættelser
Vi hjælper borgere med ADHD, autismespektrumforstyrrelser, angst, stress, OCD, depression, spiseforstyrrelser, tilknytningsforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser mv. - Socialt udsatte
Vi hjælper borgere, der er hjemløse, borgere der har brug for socialpædagogisk støtte, borgere med misbrugsproblematikker m.fl.
§107-tilbud: Midlertidigt botilbud
Midlertidige botilbud er for borgere, der på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller sociale problemer har brug for ekstra støtte i en periode, mens der arbejdes på, at borgerne kan komme ud at bo selv eventuelt med bostøtte.
På botilbuddene arbejder vi ud fra borgernes handleplaner og laver forskellige aktiviteter med et pædagogisk sigte. Det kan f.eks. være fælles madlavning, fitness, gåture, øvelser i sociale aktiviteter m.m.
Vi har botilbud, hvor der er støtte i dag- og/eller aftentimerne og botilbud med personale hele døgnet.
§ 108-/§ 105-tilbud: Længerevarende botilbud
Er for borgere, der over en lang periode eller et helt liv har brug for støtte i hverdagen pga. nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Vi hjælper borgerne med almindelige, daglige funktioner, pleje, omsorg og/eller behandling.
Da borgerne har forskellige funktionsniveauer, laver vi aktiviteter, der er tilpasset den enkelte borgers funktionsniveau. Nogle nyder at gå ture, deltage i madlavning eller lave fitness, mens andre får glæde af brug af velværerum, sanserum, vandseng, kuglebad mv.
Vi har botilbud, hvor der er støtte i dag- og/eller aftentimerne og botilbud med personale hele døgnet.
Bostøtte
Bostøtte er hjælp til borgere, der bor i eget hjem. Hjælpen tager udgangspunkt i hjælp til selvhjælp og udføres med borgerne som aktiv samarbejdspartner. Støtten kan bestå af råd, vejledning, optræning og vedligeholdelse af færdigheder. Hjælpen kan gives individuelt til borgerne, i grupper, eller ved hjælp af digitale løsninger.
Bostøtte tilbydes primært i dagtimerne på hverdage men i mindre omfang også om aftenen og i weekender.
Aktivitetstilbud
Formålet med aktivitetstilbud er at vedligeholde og udvikle borgernes evner og bidrage til trivsel i hverdagen. I vores aktivitetstilbud kommer der borgere med forskellige evner og behov, og derfor tilrettelægges indsatsen efter den enkelte.
Aktiviteter kan f.eks. være pædagogisk forløb omkring madlavning, musik, sport, gåture i naturen, køreture ud af huset, ridning, kreativt værksted og meget mere.
Aktivitetstilbud er i dagtimerne.
Beskyttet beskæftigelse
Beskyttet beskæftigelse er et tilbud til borgere, der ikke kan opnå ansættelse på traditionelle vilkår. Borgerne kan f.eks. stå for madlavning og rengøring. De kan også lave produktionsopgaver for private virksomheder, f.eks. pakke legetøj eller lave støvsugefiltre. Tilbuddet skal give borgerne indhold og mening i hverdagen og bidrage til borgernes udvikling.
Alkohol og rusmiddelbehandling
Rusmiddelcenter Silkeborg er et gratis behandlingstilbud til borgere over 18 år med et misbrug af stoffer og/eller et problematisk forbrug af alkohol.
Tilbuddet er i dagtimerne.
Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse
STU Silkeborg udbyder særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) for unge og voksne med særlige behov. Tilbuddet drives efter lov om specialundervisning for voksne. Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er et individuelt tilrettelagt forløb på tre år.
Som ansat i Socialafdelingen
I Socialafdelingen vil der være mulighed for løbende kompetenceudvikling, men de konkrete tilbud vil være forskellige alt efter hvilket job du bliver ansat i.
Du vil opleve, at der altid er mulighed for faglig sparring, og flere af vores tilbud benytter ekstern supervision som et aktivt redskab i den faglige udvikling. Der er løbende faglig undervisning i f.eks. KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik), dialogformer, autismespektrumforstyrrelser, mobilisering mv. Der vil også være mulighed for undervisning i vores digitale IT-systemer herunder Sensum.
Kan du lide at lære fra dig, så er der mulighed for at blive vejleder og få ansvar for studerende.
Praktik i Socialafdelingen
Hvert år stiller Socialafdelingens udførersektioner i alt ca. 110 praktikpladser til rådighed for social- og sundhedsassistentelever, pædagog-, ergoterapeut- og sygeplejerskestuderende.
Vi er et professionelt uddannelsessted med veluddannede praktikvejledere, der er optaget af at tilbyde veltilrettelagte praktikforløb i spændende og tværfaglige læringsmiljøer. Alle ansatte medvirker til at uddanne og til at skabe et godt læringsmiljø og tager ansvar for at være faglige forbilleder og sparringspartnere.
Gratis sundhedsordning
Silkeborg Kommunes sundhedsordning er et gratis tilbud til kommunens månedslønnede medarbejdere.
Sundhedsordningen har fokus på forebyggelse og understøttelse især af medarbejdergrupper, der er udsat for fysiske arbejdsbelastninger for at forhindre nedslidning og arbejdsskader.
Ordningen kan derfor bruges, hvis medarbejderens behandlingsbehov har relation til eller betydning for udførelse af arbejdet hos Silkeborg Kommune.
For at benytte sig af ordningen skal medarbejdere gennemgå en sundhedsfaglig vurdering af deres behandlingsbehov for at få et skræddersyet behandlingsforløb, som sammensættes af forskellige behandlingstyper såsom fysioterapi, kiropraktik og holdtræning efter behov. Massage kan tilføjes som supplement til behandlingsforløbet.
Leje af feriefondens ferieboliger
Som fastansat i Silkeborg Kommune har du året rundt mulighed for at leje Feriefondens ferieboliger til en god pris.
Feriehusene og -lejlighederne ligger rundt om i landet.
Træningsmuligheder
Når du er ansat som månedslønnet medarbejder i Silkeborg Kommune, har du mulighed for at træne gratis i Brand og Rednings træningscenter på Kejlstrupvej. I centeret finder du forskellige træningsmaskiner til både styrke- og cardiotræning.
For at sikre at du anvender udstyret korrekt og undgår overbelastning, skal du have et ”kørekort,” inden du går i gang. Du skal gennemgå et kort kursus på 2 ½ time ved Midtjysk Brand og Redning. Her vil fysioterapeuten gennemgå træningsmetoden og give dig et træningsprogram tilpasset din situation. På kurset vil du blive orienteret om alle de praktiske forhold i forbindelse med træningen.
Tilskud til træningscentre
Ønsker du at træne i et ”almindeligt” træningscenter, har du også mulighed for det.
Silkeborg Kommune har forskellige rabatordninger med en række træningscentre, du kan benytte dig af, hvis du er fastansat.
Psykolog, coaching og stress
Sommetider slår livet knuder. Det sker for os alle - og det er vigtigt med et sikkerhedsnet, som står klar til at gribe.
Derfor tilbyder Silkeborg Kommune psykologhjælp, coach eller hjælp til håndtering af stress til dig, som af den ene eller anden grund har det svært.
Det er din kommende leder, som henviser dig til vores tilbud.
Rygestop-kurser
Silkeborg Kommune er en røgfri arbejdsplads. Vi vil gerne sikre medarbejderne muligheden for at leve et røgfrit liv - også uden for arbejdstiden.
Derfor tilbyder vi alle vores medarbejdere rygestopkurser, som enten foregår indenfor eller i det fri. Du får gratis nikotinerstatning i forbindelse med dit rygestop.