Skip til hoved indholdet
    Hjem Nyheder Silkeborg runder 100.000 borgere

Silkeborg runder 100.000 borgere

Silkeborg er en af Danmarks hurtigst voksende kommuner. I 2022 voksede kommunen med en hastighed, der svarer til, at der hver dag året rundt ankom to flyttebiler med hver en børnefamilie til kommunen. I dag er Silkeborg Danmarks 9. største kommune, og om 12 år ventes kommunen at være Danmarks 6. største.

Statistik

Silkeborg Kommune har rundet en historisk milepæl. I juni 2023 har kommunens indbyggertal passeret 100.000. For 8 år siden rundede Silkeborg Kommune 90.000 borgere, og befolkningsvæksten har i de senere år ligget omkring 2 % om året. I 2022 satte befolkningsvæksten rekord med 2.042 nye borgere, og siden 1. januar 2023 er der kommet ca. 600 flere borgere. Selv om væksten i de kommende år bliver mere balanceret på godt 1 % om året, ventes kommunen i 2035 at være Danmarks 6. største kommune med ca. 116.000 indbyggere ifølge befolkningsfremskrivningen fra Danmarks Statistik. Det er en vækst på ca. 16 %. På landsplan ventes befolkningen at vokse med 3,4 % i samme periode.

Silkeborg er populær for børnefamilier

Væksten kommer dels fra et stort fødselsoverskud og fra høj tilflytning af især børnefamilier til Danmarks Outdoor Hovedstad. Derfor er kommunen i gang med at nybygge eller udbygge ikke færre end syv daginstitutioner, og yderligere ni nybyggerier eller udbygninger er ved at blive planlagt. Også på skoleområdet gøres der plads til flere børn, og to helt nye skoler er ved at blive henholdsvis opført og planlagt. Blandt andet i den nye bydel Eriksborg, som på sigt får den eksisterende bydel Gødvad til at vokse sammen med landsbyen Grauballe. Den nye bydel ventes at få 7.000 indbyggere.

Se, hvor vi bygger til børn i Silkeborg Kommune

Vækst i arbejdsstyrken

Udover mange nyfødte og tilflytterfamilier er der også en stor vækst i antallet af borgere i den arbejdsdygtige alder mellem 20 og 69 år. Lige nu har Silkeborg Kommune den højeste vækst i personer i den arbejdsdygtige alder i Danmark. Frem mod 2040 kan Silkeborg se frem til 12% flere personer på arbejdsmarkedet. Det svarer til mere end 7.000 personer, der kan være med til at sikre arbejdskraft til kommunens mange vækstvirksomheder, og skatteindtægter til at betale for den fælles velfærd i kommunen.

Fakta: Silkeborg vokser

Den første borger i Silkeborg Kommune jagede rensdyr for omkring 13.000 år siden. Den næste arbejder måske med kunstig intelligens. Silkeborg vokser.

2015 90.000 indbyggere
2019 Danmarks 10. største kommune (Kolding nr. 11)
2022 Danmarks 9. største kommune (Viborg nr. 10)
2023 100.000 indbyggere
2024 Danmarks 8. største kommune (Randers nr. 9)
2026 Danmarks 7. største kommune (Frederiksberg nr. 8)
2035 Danmarks 6. største kommune (Esbjerg nr. 7)

Kilde: Danmarks Statistik/DS befolkningsfremskrivning

Hvilke fordele giver befolkningsvæksten?

Nogle af fordelene er:

  • Mere liv i byerne og handel i butikkerne
  • Flere aktive og frivillige i idrætsforeningerne
  • Større udbud af fritidstilbud, events og kulturarrangementer
  • Flere kvalificerede medarbejdere til virksomhederne
  • Stigende efterspørgsel på boliger og stigende huspriser
  • Flere skatteindtægter til fælles velfærd
  • Færre debatter om besparelser, skolelukninger og lukning af daginstitutioner og plejecentre end i kommuner med vigende befolkningstal

Hvilke udfordringer giver befolkningsvæksten?

Nogle af udfordringerne er:

  • Pladsmangel i dagtilbud og skoler
  • Større trængsel på vejene
  • Højere byggeri i bymidten
  • Nye områder skal bruges til boliger og erhverv
  • Større trængsel ved søbade, på mountainbikeruter og stier i naturen
  • Flere debatter om byudvikling, trafik og balanceret vækst end i kommuner med vigende befolkningstal

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje