Badevandsprofil for Silkeborg Søcamping ved Silkeborg Langsø
Ansvarlig myndighed
Silkeborg Kommune
Teknik- og Miljøafdelingen
Søvej 1-3
8600 Silkeborg
Tlf: 89 70 14 23
Oplysninger på kommunens hjemmeside
Find flere oplysninger om badestedet på kommunens hjemmeside.
Kort over badestedet ved Silkeborg Søcamping. Gul kurve markerer badezonen, lyserød pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurenet badevand. Blå kurver viser vejledende 1 m dybdekurver.
Oversigtskort over Silkeborg Langsø Østbassin. Rød pil markerer badestedet, og hvid pil markerer strømretningen. Turkise pile markerer tilløb (Gudenå og Silkeborg Langsø Midt), gule pile markerer udløb fra fælleskloakerede områder, lyserød pil markerer udløb fra Søholt Renseanlæg, og grøn pil markerer afløb fra søen til Gudenå.
Klassifikation af badevandet
Badevandet i Silkeborg Søcamping er klassificeret som udmærket (opgjort på basis af data fra de sidste 4 år). Mulige klassifikationer er: udmærket, god, tilfredsstillende og ringe kvalitet.
Fysiske forhold
Ved badestedet findes rester af udlagt strandsand på søbredden og –bunden, og kommunen har opsat en mindre badebro. Søbunden i øvrigt er af mere mudret karakter, og der vokser tagrør i det lave vand på begge sider af badestedet. Silkeborg Langsø er generelt en lavvandet sø, og den maksimale vanddybde i østbassinet er på knap 5 m. For enden af badebroen er der ca. 2 m dybt.
Geografiske forhold
Silkeborg Langsø ligger i hjertet af Silkeborg by, og badestedet ved Silkeborg Søcamping ligger på sydkysten, ca. midt i østbassinet. Der er adgang til badestedet fra Århusvej via campingpladsen. Hovedparten af østbassinet er omgivet af bymæssig bebyggelse, men omkring østenden findes dog også skovarealer.
Hydrologiske forhold
Langsøens østbassin gennemstrømmes af både Gudenå, som løber til sydfra, og af Funder Å m.v. via Langsøens midtbassin. Størstedelen af vandføringen kommer fra Gudenåen, og denne varierer betydeligt henover året. Silkeborg Langsø er 6.534 m lang, har et samlet areal på ca. 2,18 km2 og består af 3 bassiner, et vestbassin (0,44 km2), et midterbassin (0,83 km2) og et østbassin (0,91 km2). Vandudskiftningen er mindst om sommeren. Vandets strømningsretning er overvejende østlig, men kan muligvis variere lokalt.
Vandets opholdstid i østbassinet varierer derfor normalt mellem 2 og 22 dage henover året. Den mindste vandføring i østbassinet forekommer i sommerperioden og ligger på ca. 7000 l/s, hvoraf omtrent 85 % stammer fra Gudenå. Vandets strømningsretning i østbassinet er østlig. I perioder med lav vandgennemstrømning kan der muligvis lokalt – f.eks. ved Silkeborg Søcamping – forekomme andre strømningsretninger end direkte østlig.
Mulige kilder til fækal forurening
En mindre andel af Silkeborg er stadig fælleskloakeret, så der ved kraftig eller vedvarende regn kan ske overløb af urenset, fortyndet spildevand til vandmiljøet direkte til Langsøens midtbassin – se oversigtskortet. Sådanne overløb sker både direkte til Langsøens østbassin og indirekte via overløb til Gudenå (opstrøms Silkeborg Langsø) og Langsøens midtbassin (se oversigtskortet). Mængdemæssigt ledes mest fortyndet, urenset spildevand til Gudenåen opstrøms søen, hvorfor det forventes, at disse overløb har størst betydning for badevandskvaliteten ved Silkeborg Søcamping. Se desuden i afsnittet Forvaltningsforanstaltninger længere nede i badevandsprofilen.
Kommunens kontrol med badevandskvaliteten ved Silkeborg Søcamping viser, at søvandets indhold af fækale bakterier af og til overstiger badevandsbekendtgørelsens krav. Det er dog ikke hvert år det sker.
Udover overløb af fortyndet spildevand ledes også renset spildevand fra Søholt Renseanlæg – kommunens største renseanlæg – ud i Langsøens østbassin. Udløbet ligger dog ved nordkysten og så langt nedstrøms Silkeborg Søcamping, at udledningen sandsynligvis ikke kan påvirke vandkvaliteten ved badestedet.
Desuden tilføres Langsøens østbassin regnvand fra separatkloakerede dele af byen. I tilfælde af fejlkoblinger (spildevand ledes i regnvandsledningen og omvendt) på private grunde, kan der også af denne vej føres fækale bakterier til søen.
Følgende baderåd i relation til fækale forureninger er altid tilgængelig ved badestedet:
- Bad ikke under og indtil tre dage efter kraftig eller langvarig regn.
Mulige kilder til andre forureninger
Kemiske forureninger vil muligvis kunne forekomme i tilfælde af, at tankbiler eller lignende forulykker på en af vejene, der løber op ad søen. Risikoen herfor må dog betegnes som begrænset. Ligeledes vil uheld på visse industrivirksomheder kunne resultere i kemiske forureninger af søen via regnvandssystemet.
Risiko for opblomstring af blågrønalger (cyanobakterier)
Silkeborg Langsøs Østbassin tilføres store mængder næringssalte med vandet fra Gudenå og Funder Å. Disse næringssalte giver anledning til en betydelig algevækst, og i perioder henover sommeren udgør blågrønalger hovedparten af algerne. Nogle arter af blågrønalger kan udskille giftstoffer, der i værste fald kan være dødelige. Det er dog sjældent, at mængden af blågrønalger i søen bliver så stor, at badning er forbundet med risiko for forgiftning. I perioder med risiko for opblomstring af blågrønalger opsættes information om dette ved badestedet.
Følgende baderåd vedrørende alger er altid tilgængelige ved badestedet:
- Bad ikke når vandet er grønt, eller dækket af grøn ”maling”
- Bad ikke hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene
- Lad ikke børn eller dyr opholde sig i vandet, når der er kraftig skum- eller algeforekomst ved bredden.
Risiko for opblomstring af andre planktonalger
Som med blågrønalger er der også risiko for opblomstring af andre typer planktonalger i Silkeborg Langsø. Mængden af alger varierer dog år for år. Normalt udskiller de øvrige planktonalger ikke giftstoffer, som visse blågrønalger gør, men bliver algevæksten særligt kraftig, kan søvandets pH blive meget høj og muligvis give anledning til gener for badende. Der henvises til de samme baderåd, som er oplistet i afsnittet om blågrønalger.
Forvaltningsforanstaltninger
Kommunen arbejder løbende på at forbedre badevandskvaliteten i Silkeborg Langsø. Det sker primært ved, at de fælleskloakerede områder i Silkeborg gradvist bliver separatkloakeret, så overløb af urenset spildevand helt ophører inden for en overskuelig fremtid. Det vil dog tage mange år, før risikoen for algeopblomstringer vil være elimineret i Silkeborg Langsø.
Varsling af risiko for sundhedsfarlig badevandskvalitet
Ved forurening eller risiko herfor opsættes advarselsskilte ved badestedet.
Forureninger annonceres på kommunens hjemmeside
Ved observation af forurening kontaktes kommunen på tlf.: 89 70 14 23 (inden for normal arbejdstid) eller Brand og Redning på tlf.: 86 82 35 99 (døgnbemandet).
Kontrol af badevandskvalitet
I badesæsonen, som løber fra 1. juni til 1. september, udtager kommunen prøver til kontrol af badevandskvaliteten ved Silkeborg Søcamping. Tidsplan for prøvetagningen kan ses på kommunens hjemmeside.
Fakta om kontrolstationen
Silkeborg Langsø
Stationsnr. | 10 |
---|---|
DKBW nr. | 1462 |
UTM X | 535839 |
UTM Y | 6225312 |
Revision af badevandsprofilen
Denne badevandsprofil er revideret i januar 2020. Så længe badevandet i ved Silkeborg Søcamping klassificeres som udmærket (revurdering foretages årligt), vil badevandsprofilen ikke blive opdateret.