Skip til hoved indholdet
    Hjem Outdoor Ud i naturen Badesteder Badevandsprofiler Badevandsprofil for Schoubyes Sø

Badevandsprofil for Schoubyes Sø

Ansvarlig myndighed

Silkeborg Kommune

Teknik- og Miljøafdelingen

Søvej 1-3

8600 Silkeborg

Tlf: 89 70 14 23

Oplysninger på kommunens hjemmeside

Find flere oplysninger om badestedet på kommunens hjemmeside.

Kort over Schoubyes Sø. Gul kurve markerer badezonen, lyserød pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurenet badevand.

Klassifikation af badevandet

Badevandet i Schoubyes Sø er klassificeret som udmærket (opgjort på basis af data fra de sidste 4 år). Mulige klassifikationer er: udmærket, god, tilfredsstillende og ringe kvalitet.

Fysiske forhold

Schoubyes Sø er en lille, kunstigt etableret sø fra 1958. Jorden i området er meget sandet, men søbunden er i dag overvejende mudret, da rester af alger, vandplanter m.v. har ophobet sig ovenpå sandbunden. Søen er meget lavvandet, og der vokser vandplanter i en stor del af den. Vandplanterne kan være generende for badegæster, men deres tilstedeværelse er vigtig i forhold til at holde algevæksten nede.

Geografiske forhold

Søen ligger i skoven øst for Silkeborg, ca. 500 m nord for hovedvejen til Århus. Der er adgang til søen via grusveje, og der findes en parkeringsplads tæt op ad hovedvejen. Søen er udelukkende omgivet af skov.

Hydrologiske forhold

Schoubyes Sø er en lille sø uden tilløb og afløb, hvorfor der næsten ikke sker nogen vandudskiftning. Der forekommer normalt ingen væsentlig strømning i søen, og der er desuden ingen dominerende strømretning.

Mulige kilder til fækal forurening

Der findes ingen former for spildevandsudløb i Schoubyes Sø. De eneste potentielle kilder til fækale forureninger af søen er dermed badegæster og dyr, der færdes i og ved søen.

Mulige kilder til andre forureninger

Som følge af søens isolerede beliggenhed vurderes der ikke at være reel risiko for kemiske forureninger eller lignende, som kan forringe badevandskvaliteten.

Risiko for opblomstring af blågrønalger (cyanobakterier)

Risikoen for opblomstring af blågrønalger er begrænset i Schoubyes Sø, fordi vandets indhold af næringssalte er forholdsvis lavt. Der foregår dog altid en vis algevækst i sommerhalvåret, men der forekommer normalt ikke så store mængder, at det kan give anledning til sundhedsproblemer for badende.

Risiko for opblomstring af andre planktonalger

Som med blågrønalger er der kun beskeden risiko for, at der vil forekomme sundhedsskadelige opblomstringer af andre typer planteplankton i Schoubyes Sø. Dette skyldes søens ret lave indhold af næringssalte.

Forvaltningsforanstaltninger

Da der ikke forekommer spildevandsudløb til søen og badevandskvaliteten er klassificeret til udmærket, er der ikke igangsat foranstaltninger til reduktion af fækale forureninger.

Søen rummer dog et værdifuldt plante- og dyreliv, som kommunen beskytter ved blandt andet at informere badegæster om behovet for at udvise miljøvenlig adfærd.

Følgende baderåd er altid tilgængelige ved badestedet:

  • Undlad at benytte søen som toilet, det er uhygiejnisk og guf for algerne
  • Bad i badezonerne – det skåner vandplanterne
  • Undgå at fodre fugle ved badestedet – deres klatter nedsætter den hygiejniske kvalitet
  • Vis hensyn – benyt de opstillede skraldespande til affald og madrester

Varsling af risiko for sundhedsfarlig badevandskvalitet

Ved forurening eller risiko herfor opsættes advarselsskilte ved søen. 

Forureninger annonceres på kommunens hjemmeside

Ved observation af forurening kontaktes kommunen på tlf.: 89 70 14 23 (inden for normal arbejdstid) eller tlf.: 86 82 35 99 (døgnbemandet).

Kontrol af badevandskvalitet

I badesæsonen, som løber fra 1. juni til 1. september, udtager kommunen prøver til kontrol af badevandskvaliteten i Schoubyes Sø. Analyseresultaterne og tidsplanen for prøvetagningen kan ses på kommunens hjemmeside.

Fakta om kontrolstationen

Schoubyes Sø
Stationsnr.11
DKBW nr.1026
UTM X538299
UTM Y6224832

Revision af badevandsprofilen

Denne badevandsprofil er revideret i januar 2020. Så længe badevandet i Schoubyes Sø klassificeres som udmærket (revurdering foretages årligt), vil badevandsprofilen ikke blive opdateret.

Kontakt

Team Vandløb og Søer Teknik- og Miljøafdelingen Søvej 3 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje