Karin Madsen Stephensen, Dagplejer
Karin er dagplejer i Sorring. Vælg dagpleje hvis du vil give dit barn en hverdag i et lille og trygt miljø.
Karin Madsen Stephensen
Dagplejer
Hjejlevej 39
8641 Sorring
Jeg hedder Karin Madsen Stephensen , født 1975.
Jeg har været ansat som dagplejer siden 1998.
Jeg bor sammen med min mand Tom og vores 4 store drenge fra 96, 00, 01 og 07.
I løbet af min tid som dagplejer har jeg taget en del kurser, og i februar 2016 tog jeg 1. modul af den nye dagpleje uddannelse.
Jeg forventer at færdiggøre resten af uddannelsen i begyndelsen af 2021.
Jeg elsker mit job som dagplejer, hvor børnene har en stor plads i mit hjerte.
Hos mig er tryghed, nærhed og omsorg noget af det jeg vægter højest.
Her skal være plads til at lege, udvikle sig og skabe nære venskaber.
Det er vigtigt for mig, at børnene og deres forældre føler sig velkomne her.
En normal hverdag hos mig ser nogenlunde sådan her ud:
Mens jeg modtager alle børn og frem til ca. kl. 8.30-9.00 slapper vi af, hygger og leger indenfor.
Herefter har vi et par timer hvor vi afhængig af vejret, humøret osv. kan finde på at lave nogle af følgende ting:
Gå tur og undersøge naturen og byen omkring os.
Min have, gå på besøg hos en kollega eller få besøg, besøge fårene osv.
Indenfor hygger vi os med musik, leg og læring.
Jeg elsker at synge og læse med børnene, og på den måde stimulere sproget.
Jeg kan også godt lide at lave kreative ting med børnene, især når de når en alder hvor de selv aktivt kan deltage i projektet.
Ca. ved 11.00 -tiden spiser vi frokost, og som regel slutter vi frokosten af med at synge lidt.
Herefter bliver børnene puttet.
Om eftermiddagen leger vi og finder lidt eftermiddagsmad til de børn der når at vågne inden de bliver hentet.
Vi går i legestue en gang om ugen, hvor vi mødes med de andre dagplejere og deres børn.
Her har vi ofte musik eller en kreativ aktivitet. Børnene lærer hinanden og vi voksne at kende og øver sig i at indgå i en større børnegruppe.
Vi voksne lærer ligeså vores kollegaers børn at kende.
Det gør at det sjældent er et problem når barnet skal i gæstedagpleje.
Hver anden fredag har vi heldagslegestue.
Så har vi hele dagen i legestuen fra børnene kommer til de bliver hentet. Her har vi god tid til at fordybe os.
I middagsstunden får vi voksne mulighed for at sparre med hinanden og vi får tid til at planlægge nye aktiviteter.
Vi bor i et stort hus, hvor jeg har et dejligt stort dagpleje værelse.
Her har jeg indrettet små legezoner: hygge/læsekrog, dukkekrog og køkken/(lege)spiseplads.
Når jeg sætter musik på har vi god plads til at synge og danse.
Den ene ende af vores have er indhegnet og indrettet som legeplads med legehus, sandkasse, rutsjebane og gyngestativ til børnene.
Jeg forsøger at åbne op og vise vej til gode lege og aktiviteter.
For gennem leg oplever og lærer børnene en masse.
Jeg ønsker et rart og godt samarbejde med forældrene, så vi i fællesskab kan skabe de bedste forudsætninger for det enkelte barns trivsel og udvikling.
Det er vigtigt for mig at vi taler godt sammen, og har tid til at fortælle og høre om hvordan barnet har haft det, både i dagplejen og hjemme.
Nej, jeg har ingen dyr.