Sundhedsplejens tilbud 0-6 år
Livet som forældre til små børn. Sundhedsplejens gruppetilbud og tilbud til familier.
Sundhedsplejens tilbud til familier
Sundhedsplejen har en række tilbud målrettet familier.
Læs mere om tilbud til familier
Alle forældre får besøg af en sundhedsplejerske den første uge efter fødslen.
Oversigt over sundhedsplejens besøg:
- Tidligt besøg er på 4. – 5. dag, medmindre man er indlagt over 72 timer efter fødslen
- Besøg ved 0 - 2 uger
- Besøg ved 2 - 3 måneder
- Besøg ved 4 - 6 måneder
- Besøg ved 8 - 10 måneder
Bemærk: Sundhedsplejersken vurderer ud fra et fagligt skøn, om I eller jeres barn har behov for opfølgende besøg.
Sundhedsplejerskens notater fra hjemmebesøg
Du kan læse sundhedsplejerskens notater om dit barn på sundhedsvejen.dk. hvor du skal logge på med MitID.
Vær opmærksom på, at vi ikke besvarer beskeder via sundhedsvejen.dk eller sms.
Hvis du har brug for at ringe eller skrive til os, skal du bruge kontaktoplysningerne i kontaktboksen her på siden.
Læs sundhedsplejerskens notater om dit barn på sundhedsvejen.dk (login med MitID)
På hjemmesiden forstaadinbaby.dk finder du viden om en babys generelle sociale og følelsesmæssige udvikling i det første leveår.
Materialet består af en række videoer. Det er Københavns Universitet, der står bag hjemmesiden:
Silkeborg Kommune har et tilbud, der hedder Sproggaven. Det er til udvalgte familier, og I kan få det tilbudt ud fra behov og en faglig vurdering fra sundhedsplejersken.
Sproggaven indeholder bøger, spil og legetøj, der kan støtte forældre i at udvikle deres børns tale- og sprogfærdigheder.
Den første sproggave bliver udleveret af sundhedsplejersken, når barnet er 6 - 8 måneder.
Den næste sproggave er, når barnet fylder 2 år, og den får man på biblioteket.
Hvis dit barn stadig har behov for Sproggaven, når det fylder 3 år, vil den del af sproggaven blive udleveret i dit barns daginstitution i samarbejde med den lokale talehørekonsulent eller af flersprogsvejlederen, hvis dit barn er flersproget.
Hvad er Marte Meo?
Marte Meo betyder ”ved egen kraft” og er et målrettet forløb, som er relevant for dig og din familie, hvis du oplever, at hverdagen med dit barn er præget af udfordringer i samspillet med dit barn.
Det er en sundhedsplejerske, der er uddannet Marte Meo terapeut, der står for forløbet, og forløbet foregår i jeres eget hjem.
Marte Meo er en metode, hvor du får råd og vejledning af sundhedsplejersken til at håndtere relationen med dit barn.
Forløbet tager udgangspunkt i videooptagelser af små hverdagssituationer, hvor du er sammen med dit barn. I kan selv optage eller sundhedsplejersken kan optage.
Et Marte Meo-forløb vil altid starte på baggrund af, at du selv har udtrykt ønske om hjælp i forhold til dit barn.
Det er individuelt, hvor mange optagelser og tilbagemeldinger, der er behov for.
Er Marte Meo relevant for dig?
Marte Meo kan være relevant for dig, hvis du i hverdagen oplever, at du har udfordringer i samspillet med dit barn og har lyst til at ændre på det, der er svært i relationen.
Kan du genkende flere af følgende situationer?:
- Du oplever, at dit barn er svært at forstå og aflæse
- Dit barn er uroligt og græder meget
- Du ønsker mere glæde i samværet med dit barn
- Dit barn har svært ved fx at spise eller falde i søvn
- Du føler dig usikker og bange for ikke at slå til som forælder
Hvis du kan genkende flere af ovenstående udsagn, kan Marte Meo måske give dig den hjælp, du har brug for.
Hvordan får du et forløb?
Hvis du er interesseret i et Marte Meo forløb, kan du kontakte din sundhedsplejerske eller teamleder Christina Binggeli-Winter, tlf. 20 21 63 09 eller mail: christina.binggeli@silkeborg.dk
Mere viden om Marte Meo
Sundhedsplejens gruppetilbud
Sundhedsplejen har forskellige gruppetilbud til nybagte mødre og fædre.
Formålet med grupperne er:
- at mødes med andre forældre med børn på omtrent samme alder
- at skabe netværk
- at lytte til og støtte hinanden
- at give hinanden råd og vejledning
Læs mere om gruppetilbud
Kursus for kommende forældre – til dig, som har (eller tidligere har) oplevet udfordringer eller sårbarhed i livet.
Kurset er til dig som ønsker viden og fordybelse i, hvad det lille barn kan, hvad det har brug for, og hvordan det udvikler sig gennem kontakten med dig som forældre.
På kurset kommer vi omkring følgende emner:
- Graviditet, det nye liv (v. jordemoder)
- Hvad kan et spædbarn, og hvad har det brug for?
- Følelsernes betydning for barnets udvikling
- Hvad er tilknytning mellem forældre og barn?
- Reaktionsmønstre i vanskelige og svære situationer
- Nye muligheder i forældreskabet
Hvordan foregår kurset?
Der kan deltage op til 6 gravide på kurset.
Du kan deltage alene eller sammen med din partner, en veninde, forælder eller en anden person fra dit nære netværk.
Vi er sammen om at dele glæden, spørgsmålene og nysgerrigheden for det kommende barn og mulighederne i forældreskabet
Du og de andre deltagere deler kun det, I selv har lyst til.
Praktisk
Kurset forløber over 6 mødegange.
Vi mødes en ugentlig dag kl. 16.30-18.30
Kurset foregår som udgangspunkt i Sundhedshuset, Toldbodgade 29, 8600 Silkeborg.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål, kan du altid kontakte sundhedsplejerskerne:
Mette Marie Rasmussen
Sundhedsplejerske
Tlf. 21 27 86 22
Eller
Monika Jensen
Sundhedsplejerske
Tlf. 20 49 18 82
En mødregruppe består af ca. 6 mødre.
Gruppen giver mødrene mulighed for at lære andre mødre at kende og udveksle erfaringer. I mødes hos hinanden på skift efter aftale.
Grupperne bliver sat sammen ud fra, hvor du bor, så I så vidt muligt ikke har lang transport til mødregruppeaftaler hjemme hos hinanden. Mødregrupper kan være en blanding af førstegangsforældre og flergangsforældre.
Sundhedsplejersken deltager ikke i gruppen, men sætter gruppen sammen og indkalder til det første møde.
Formål med mødregruppen er:
- at mødes med andre forældre med børn på omtrent samme alder
- at skabe netværk
- at lytte til og støtte hinanden
- at give hinanden råd og vejledning
Opstart af mødregruppe
Forslag til "samtale-kort" til første mødegang:
- Hvordan har din graviditet og din fødsel været?
- Hvad har overrasket dig mest ved at blive mor?
- Hvad gør du for passe på dig selv?
- Hvem bruger du, når noget er svært?
- Med hvilke ord vil du beskrive dit lille barn?
Gode råd til en god mødregruppe:
Find gode råd til at opstarte en mødregruppe på sundhedsvejen.dk.
Fædregrupper
Din sundhedsplejerske vil informere dig om muligheden for at deltage i en fædregruppe.
Gruppen bliver sammensat efter hvornår du som far er på barsel, og gruppen aftaler selv rammerne for tid, sted og hvad der skal ske.
I en fædregruppe kan der i fællesskab med andre fædre deles oplevelser og erfaringer i forbindelse med det at blive far.
Fars legestue
Er du far til et barn i alderen 0-3 år, og bor du i Silkeborg Kommune? Så kom i Fars Legestue på Silkeborg Bibliotek.
Det er gratis og uden tilmelding.
Du kan lege og tumle med dit barn sammen med andre fædre.
Du bliver mødt af en tovholder, og her er altid kaffe på kanden.
Sundhedsplejersken kigger forbi hver gang.
UNG mødregruppe er for dig, som kan have brug for at dele glæder, bekymringer og hverdagslivet som ung familie med andre unge mødre.
Det får du mulighed for i "UNG mødregruppe" som ledes af to sundhedsplejersker.
Aldersgrænse for gruppen: 24 år.
Målet med UNG mødregruppe er:
- at skabe netværk
- at styrke dig i din nye rolle som mor
- at skabe mulighed for at få ideer og inspiration fra hinanden
- at sparre med en sundhedsplejerske i forhold til samværet med dit barn og omkring emner som f.eks. mad, søvn, opdragelse, forældrerollen og hverdagen med et lille barn
Praktisk:
Der er "UNG mødregruppe" hver tirsdag i et lokale centralt i byen kl.10 - 12.
Vi serverer morgenmad hver gang.
Vi optager hele tiden nye deltagere i gruppen. Du kan starte i UNG mødregruppe allerede, når du er gravid og der er 1-2 måneder til din termin.
Du kan være med i gruppen i ca. 1 år - indtil du skal starte på arbejde eller uddannelse og din baby skal starte i pasning.
Er du interesseret i at være med i UNG mødregruppe, så tal med din sundhedsplejerske, som kan tilmelde dig gruppen.
TRYG Mødregruppe er for dig, der er mor og som har eller har haft udfordringer i livet, og som kan have gavn af et trygt fællesskab.
Hvordan foregår TRYG Mødregruppe:
Samværet i gruppen tager udgangspunkt i gruppens behov, og alle er velkomne til at byde ind med tanker og ideer.
Fællesskabet kan bl.a. styrke dig i rollen som mor, give netværk, læring og mulighed for spejling i andre mødre.
Vi mødes i hyggelige rammer, hvor der er plads til dig og dit barn, og der vil være mulighed for at dele oplevelser og erfaringer med hinanden.
Du vil blive mødt af to gruppeledere: en sundhedsplejerske og en familiekonsulent.
Nogle gange bliver der holdt oplæg om børn, om det at være mor, om parforhold og familieliv mv. Bagefter snakker vi sammen om emnet.
Praktisk:
I TRYG Mødregruppe mødes vi en gang ugentlig – gerne i tidsrummet kl.10-12.
Vi mødes i Familie- og Ungekontakten på Aldersrovej 1-3.
Du kan være i TRYG Mødregruppe i et forløb på 10 mødegange.
Der er max 10 mødre i gruppen og de to gruppeledere.
Hvis du er interesseret i at deltage i TRYG Mødregruppe eller gerne vil høre mere om tilbuddet , så skal du tale med din sundhedsplejerske eller din familiekonsulent
EfterVE gruppen er for dig, der er mor, og som oplever tiden efter fødslen som svær på forskellig måde.
Gruppen tager udgangspunkt i de tanker og oplevelser, der fylder hod jer der deltager i gruppen.
Målet med gruppen:
- Du møder forståelse fra ligestillede.
- Du får indsigt og viden om efterfødselsreaktion
- Du får redskaber til at finde glæden og komme videre op en positiv måde.
Praktisk:
Der er plads til 6-8 mødre i gruppen.
Der deltager to sundhedsplejersker i gruppen.
Der er 6 mødegange: Mødegangene er onsdag eftermiddage.
Møderne foregår uden børn.
Vi holder møderne i Sundhedshuset, Toldbodgade 29, Silkeborg Kommune.
Hvis du er interesseret i at deltage i EfterVE gruppen, kan du tale med din sundhedsplejerske, som kan tilmelde dig gruppen.
Sange med mødre - et forløb for gravide og nye mødre
"Sange med Mødre" er et samarbejde Den Kreative Skole har indgået med musik- og kulturskolerne i Viborg og Holstebro og sammen med lokale jordemødre og sundhedsplejersker i Region Midtjylland.
"Sange med Mødre" er et sangfællesskab for gravide og nye mødre, der oplever, at graviditeten eller det at være mor kan være forbundet med svære følelser, nedtrykthed og uro.
Hvis du er interesseret i forløbet, så kan du tale med din jordemoder eller din sundhedsplejerske.
Kontakt
Sundhedsplejens administration
Tlf. 89 70 17 10
Man-fre kl. 09.00 - 12.00
Skriv sikkert til os via Digital Post (login med MitID)
Almindelig mail: Sundhedsplejen@silkeborg.dk
OBS: må aldrig bruges til personoplysninger
Sundhedsplejens rådgivningstelefon
Her kan du få råd og vejledning af en sundhedsplejerske.
Tlf. 23 22 18 00
Man-fre kl. 08.00 - 10.00
Sundhedsplejen for børn 0-6 år:
Se kontaktoplysninger for Sundhedsplejen 0-6 år
Skolesundhedsplejen: