Skip til hoved indholdet
    Hjem Erhverv Affald, energi og miljø Jordflytning og jordforurening Flytning af jord

Flytning af jord

Hvis du vil flytte jord, skal du anmelde det til Silkeborg Kommune. Der gælder forskellige regler for flytning af ren jord og forurenet jord.

Meld flytning af forurenet jord (Jordweb) Meld flytning af ren jord (Jordweb) Meld flytning af ren jord (skema)

Gebyr for jordflytning

Ifølge bekendtgørelsen om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører § 18 stk.  skal byrådet fastsætte og opkræve gebyr hos virksomheder, der anmelder jordflytning.

Gebyret dækker kommunens omkostninger i forbindelse med anmeldelse og dokumentation ved flytning af jord, som er erhvervsaffald. Gebyret differentieres, så det afspejler tidsforbruget ved den enkelte anmeldelse. Silkeborg Byråd har på deres møde den 27. september 2021 godkendt følgende takster for jordflytning for erhverv.

Taksterne pristalsreguleres en gang årligt:

  • Administrationsgebyr pr. anmeldelse er i 2023: 445 kr. til dækning af faste udgifter og den første 0,5 times sagsbehandling.
  • Hvis sagsbehandlingen tager længere tid end 0,5 time opkræves et gebyr beregnet som medgået tid med en timetakst på kr. 547 kr.

Gebyret opkræves efter sagen er anvist af kommunen. Gebyret er momsfrie.

FAQ om jordflytning

Jord fra kortlagte ejendomme, offentlige vejarealer og områdeklassificerede arealer, skal anmeldes 4 uger før jorden flyttes.

Du skal anmelde flytningen på hjemmesiden Jordweb.

Jordweb er internetbaseret program til håndtering af jordflytning. Programmet er gratis for anmeldere, transportører og modtageranlæg.

Læs Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord (Retsinformation.dk)

Hvis du skal flytte mindre end 1 m3 jord fra områdeklassificerede områder, kan jorden uden forhåndsanmeldelse afleveres på et dertil godkendt modtageanlæg.

Hvis du samlet skal flytte mindre end 1 m3 jord fra en kortlagt ejendom, kan jorden afleveres uden forudgående anmeldelse på et dertil godkendt modtageanlæg. Du skal dog aflevere anmeldelsen til modtageanlægget sammen med jorden.

På Affaldscenter Tandskov, Tandskovvej 17, 8600 Silkeborg kan du aflevere mindre mængder (op til 1 m3) jord, fra områdeklassificerede arealer.

Forurenet og lettere forurenet jord kan du aflevere til rensning hos:  

  • RGS Nordic A/S, Favrholtvej 5, Hjøllund
  • Kingo Recycling A/S, F.L. Smidths Vej 17, 8600 Silkeborg

Ren jord kan du aflevere hos:

  • Sinding Grusgrav, Sindingvej, 8600 Silkeborg
  • Tandskov Grusgrav, Tandskovvej, 8600 Silkeborg
  • Søndermarkens Grusgrav Aps, Søndermarksgade 43, 8643 Ans
  • JJ Grus A/S Hovedvejen 24, 8670 Låsby

Flytning af jord til øvrige steder kan kræve en tilladelse efter for eksempel Planloven og Miljøvurderingsloven.

Læs mere om VVM for virksomheder og anlæg

Grundejer, rådgiver og entreprenør er ansvarlig for, at den overskudsjord, der skal køres væk fra et byggeprojekt, bliver anmeldt til kommunen. For at du kan finde et modtageranlæg til jorden, skal du vide, hvilke forurenende stoffer, der er i jorden, og i hvilke koncentrationer. Du kan dog også køre jorden til et karteringsanlæg. På karteringsanlægget udtages de nødvendige prøver og karteringsanlægget sørger for, at jorden kommer det rigtige sted hen bagefter. Hvis du har tid til af få lavet analyser af jorden inden flytning, er det ofte det billigste.

Uanset hvor du vælger at køre jorden hen, skal du anmelde jordflytningen til kommunen.

Jorden skal analyseres for de forurenede stoffer, der er risiko for, findes i jorden. Antallet af analyser afhænger af, hvor ensartet jorden er.

Jorden fra områdeklassificerede områder og vejjord skal analyseres for:

  • Olie (totalkulbrinter)
  • PAH’er
  • Tungmetallerne: bly, cadmium, kobber, og zink.

Læs mere om områdeklassificere områder

En jordprøve skal bestå af en blandeprøve, der sammenstikkes af 5 delprøver.

Hvis jorden skal bruges til noget, som kræver, at jorden er uforurenet, så skal der laves 1 jordprøve for hver 30 tons jord. Antal af analyseprøver kan mindskes, hvis der er tale om større jordmængder, og der er indsendt og godkendt en jordhåndteringsplan for projektet.

Læs mere om jordhåndteringsplaner

Hvis jorden skal flyttes til en godkendt jordmodtager, skal de krav der i den pågældende jordmodtagers miljøgodkendelse være opfyldt.

Jord fra kortlagte ejendomme skal analyseres for de stoffer, der er relevante ud fra de oplysninger der er om forureningen på grunden, kortlægnings-grundlaget og en historisk gennemgang af ejendommen. Der skal udtages en prøve pr. 30 tons jord eller i overensstemmelse med godkendt jordhåndteringsplan. Kontakt Team Virksomheder og Jord for nærmere oplysninger. 

Læs mere om kortlagte ejendomme

Hvis du skal flytte jord fra arealer, som ikke er kortlagte, områdeklassificeret eller der ikke på anden vis er oplysninger om en jordforurening på arealet, så anser vi jorden for at være ren.

I Silkeborg Kommune skal flytning af ren jord anmeldes til kommunen, da vi betragter jorden som affald. Du skal anmelde flytning af ren jord, hvis du skal flytte mere end 100 tons. Anmeldelse skal ske til Silkeborg kommune 16 dage før, du vil flytte jorden.

Du skal anmelde flytning af ren jord enten via Jordweb eller anmeldelsesskemaet. 

Vi anbefaler virksomheder at bruge jordweb, da sagsbehandlingstiden her er væsentligt kortere. Du skal tilmelde dig første gang du bruger Jordweb. Du er velkommen til at kontakte os med spørgsmål eller for vejledning.

Hvis jorden ikke skal til et godkendt modtageranlæg, men skal bruges til fx opfyld i en lavning, så gå ind på siden ”Genanvendelse af jord.  

Læs regler for genanvendelse af jord

Du skal så vidt muligt sortere jorden, så fyldjord og intaktjord ikke blandes sammen. Hvis du på forhånd kender forureningsgraden af jorden, skal du undgå at blande forurenet jord sammen med ren jord.

Beton, brokker, tegl og asfalt m.v. skal sorteres fra, inden jorden kan deponeres eller renses.

Hvis du under et bygge- eller jordarbejde på et areal, der ikke er kortlagt, støder på en uforudset forurening af jorden, skal du standse arbejdet og underrette kommunen. Det gælder også for et kortlagt areal, hvor du konstaterer en forurening, der ikke er beskrevet i kortlægningen eller i en evt. jordhåndteringsplan. Du må først fortsætte arbejdet, når Silkeborg Kommune har godkendt det!

Regulativ for jordflytning

Silkeborg Kommune har vedtaget et regulativ for jordflytning. Regulativet indeholder generelle regler for jordflytning samt specielle regler i Silkeborg Kommune.

Se regulativet for jordflytning

Yderligere informationer kan fås ved at kontakte Team Virksomheder og Jord.

Kontakt

Team Virksomheder og Jord Teknik- og MIljøafdelingen Søvej 3, 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje