Erhvervshandleplan 2024
Erhvervspolitikken føres ud i livet gennem årlige erhvervshandleplaner, der sætter fart på erhvervspolitikken ”Mod nye mål”, der dækker perioden 2022-2026.
Erhvervshandleplan 2024
I 2022 vedtog byrådet erhvervspolitikken ’Mod nye mål’, som sætter retningen for kommunens indsatser på erhvervsområdet.
Den overordnede vision er; din virksomheds succes er vores mål. Og erhvervs-politikkens fire temaer danner rammen for at sikre de bedste forudsætninger for Silkeborg Kommune som en stærk, dynamisk erhvervskommune:
- Attraktive rammer der skaber vækst
- Dygtige medarbejdere der trives
- Erhvervsservice der spiller
- Byer der gør os stolte
Med Erhvervshandleplan 2024 igangsætter vi en række handlinger, som matcher erhvervspolitikkens ambitioner og imødekommer aktuelle udfordringer;
Attraktive rammer der skaber vækst (3 handlinger), Dygtige medarbejdere der trives (5 handlinger), Erhvervsservice der spiller (6 handlinger), Byer der gør os stolte (8 handlinger).
Attraktive rammer der skaber vækst
Virksomheder skal have de bedste betingelser for at vækste i Silkeborg Kommune. Derfor arbejder vi for, at den fysiske planlægning kan følge med efterspørgslen på erhvervsjord, og vi forbedrer vilkårene for at tiltrække/fastholde arbejdspladser i fremtiden.
Vi arbejder for, at erhvervsudviklingen kan fortsætte i Silkeborg Kommune. Og vi forventer, at der vedtages to nye erhvervslokalplaner - i Funder og Hårup – senest i sommeren 2024. Umiddelbart derefter igangsætter vi markedsføringen af de to nye erhvervsområder. Markedsføringen bliver målrettet vækstvirksomheder. Og vi differentierer markedsføringen, således at Funder-udstykningen markedsføres aktivt mod vest og Hårup-udstykningen markedsføres aktivt mod øst.
I 2023 igangsatte Silkeborg Kommune et kommuneplan-rul på erhvervsområdet, som skal imødekomme de kommende års efterspørgsel på erhvervsjord. Der har været afholdt dialogmøder med virksomheder og interessenter, og nu er skriveprocessen i gang. Først og fremmest bliver der igangsat ’et fast track’ for de områder, hvor efterspørgslen er størst, så der - hurtigst muligt – udvikles mere erhvervsjord til de virksomheder, som vækster eller flytter til.
På bosætningsområdet har Silkeborg Kommune en dyb indsigt i flyttemotiver, afsender-kommuner mm., hvilket har været afgørende for at kunne igangsætte de indsatser, som matcher behovet hos tilflytterne. Vi har ikke den samme grad af detailviden om tilflyttervirksomhedernes flyttemotiver. Derfor ønsker vi at blive klogere på tilflyttervirksomhedernes flyttebegrundelser ved at analysere tilflytterdata fra 2022 og 2023. Formålet er bl.a. at teste vores antagelserne om, at infrastruktur og arbejdskraft er afgørende for virksomhedernes lokaliseringer, samt indhente viden som skal bruges til at booste tilflytningen af virksomheder yderligere.
’Silkeborg Kalder’ tiltrækker nye borgere til Silkeborg Kommune, mens ’Silkeborg Vokser’ tiltrækker nye virksomheder. Men kan den samlede effekt af de to kampagner styrkes gennem en fælles digital strategi og events? Det bliver vi klogere på, i starten af 2024, med det formål at lancere en stærkere rekrutteringsindsats med bl.a. ’arbejdsmarkedet’ i centrum - uanset om det er borgere eller virksomheder, der skal tiltrækkes til Silkeborg Kommune.
Dygtige medarbejdere der trives
Arbejdskraft er et af de vigtigste vækstparametre for de fleste virksomheder. Derfor skal virksomhederne have de bedste forudsætninger for at tiltrække og fastholde medarbejdere, og flere silkeborgensere skal arbejde og uddanne sig lokalt.
Vi ønsker at styrke Silkeborg Kommunes position som uddannelsesby til gavn for borgere og erhvervsliv. Derfor igangsætter vi et målrettet, strategisk samarbejde med Dania om at tiltrække flere erhvervsrelevante uddannelser til Silkeborg Kommune. I første omgang satses der på etablering af en datamatiker-uddannelse med optag til sommeren 2025, således at vi klarer den krævende akkreditering og rekruttering af studerende til uddannelsen i løbet af 2024.
Virksomhederne i Silkeborg Kommune vækster i arbejdspladser, og virksomhedernes forståelse for at tiltrække og fastholde medarbejdere er vigtigt. Derfor planlægger Silkeborg Business en større erhvervskonference, som skal inspirere virksomhederne i deres rekrutterings- og fastholdelsesindsats. Konferencens program vil tage afsæt i den nyeste viden om tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere, og indlægsholderne bliver førende eksperter på området. Som opvarmning til konferencen vil der blive lanceret peptalks med relevante indlægsholdere, og efter konferencen følger Silkeborg Business op med konkrete virksomhedsaktiviteter, som hjælper virksomhederne videre ift. deres specifikke udfordringer.
Vi ønsker at inspirere flere pendlere til at arbejde lokalt, fordi det øger udbuddet af potentielle medarbejdere for virksomhederne og sparer på pendlernes (fri)tid og C02-regnskab. Derfor skruer vi op for markedsføringen af sitet pendlerpris.dk, særligt målrettet de pendlere der har kompetencer, som efterspørges lokalt. Eksempelvis skal jobopslag formidles gennem relevante kanaler og case-historier fra lokale arbejdspladser skal være med til at synliggøre de lokale jobmuligheder.
Nye samarbejder starter med den gode dialog. Derfor igangsætter vi et pilotprojekt, hvor vi tilbyder at facilitere dialogmøder mellem erhvervsliv og de folkeskoler, som ønsker at styrke deres skolevirksomhedssamarbejde. Formålet med dialogmøderne er at knytte nye kontakter og udvikle gode, bæredygtige ideer til samarbejdsprojekter, som matcher den enkelte skole – og virksomheds – behov. Dialogmøderne skal afvikles på den enkelte skole, og mødeindholdet udvikles i samarbejde.
Vi afprøver et nyt koncept – lærlingedag – hvor en mindre gruppe unge, potentielle lærlinge bliver inviteret ud til en virksomhed for at blive klogere på et bestemt fag, hvor der er mangel på lærlinge. Lærlingedagen har til formål at inspirere de unge i deres uddannelsesvalg og skabe forbindelser, som kan munde ud i en kommende læreplads. Programmet for den enkelte lærlingedag tilrettelægges i samarbejde med værts-virksomheden, men kunne f.eks. indbefatte rundvisning på en byggeplads, mulighed for at afprøve forskellige opgaver inden for faget, høre fortællinger og have dialog med en lærling, møde chefen mv. Lærlingedagene eksekveres i samarbejde med Ungdomsskolen, og der gennemføres 2-3 i 2024.
Erhvervsservice der spiller
Silkeborg Kommune er vokset med mere end 500 virksomheder siden 2016 - nye virksomheder starter op, og nye virksomheder er flyttet til. Vi har en ambition om, at den udvikling skal fortsætte. Derfor lancerer vi en række handlinger, som skal styrke de overordnede betingelser for virksomhedsudviklingen i Silkeborg Kommune.
Silkeborg Business arbejder for, at unge iværksætter-talenter har de bedste betingelser for at udvikle deres forretningsideer og skabe et bæredygtigt CVR-nummer i Silkeborg Kommune. Derfor lancerer Silkeborg Business en ny indsats – G-Kraft Young – som har til formål at identificere og udvikle kommende iværksætter-talenter med de rette fysiske rammer, netværk, camps, sparring og brobygning til etablerede virksomheder. Indsatsen udvikles og finansieres i samarbejde med relevante lokale ungdomsuddannelser.
Fremtidens forretningsudvikling kræver et digitalt mindset. Derfor lancerer Silkeborg Business tre arrangementer, som skal inspirere virksomhederne til deres digital strategi, brug af data og digitale processer. Efter inspirationsarrangementerne tilbydes de deltagende virksomheder et individuelt, forretningsudviklingsforløb samt hjælp til at søge relevante puljemidler og kompetencer, f.eks. kandidater fra den kommende datamatikeruddannelse i Silkeborg. Indsatsen udvikles og eksekveres i samarbejde med Erhvervshus Midtjylland, GTS-institutter m.fl., som bl.a. skal være med til at udbrede kendskabet til de kommende muligheder for at rekruttere datamatikere fra Silkeborg Kommune.
Virksomhederne i Silkeborg Kommune skal være i front ift. at vinde offentlige udbud. Det skaber mere omsætning og flere lokale arbejdspladser. Derfor skal virksomhederne sikres de bedste forudsætninger – viden og knowhow – gennem en række inspirationsarrangementer, som Silkeborg Business udbyder i samarbejde med eksterne eksperter og aktører. Arrangementerne vil omhandle emner fra udbudsprocessen - f.eks. jura, bæredygtighed, digitale krav mv. – som virksomhederne oplever som særligt udfordrende.
Silkeborg Kommune oplever en solid tilflytning af virksomheder, ligesom det lokale erhvervsliv også skaber mange nye virksomheder. Derfor starter vi en ny tradition, og inviterer nye virksomheder – tilflyttede og nyetablerede – til velkomstmøde. På mødet byder vi velkommen til Silkeborg Kommune, og relevante aktører fortæller om mulighederne i erhvervsfremmesystemet. Samtidig arbejder vi for at udbrede kendskabet til rådhusets erhvervsarrangementer via kommunens hjemmeside og sociale medier.
Fejring af Gazeller: den 24. januar kl. 16
Velkomst for nye virksomheder: den 10. april kl. 16
Sejlads på søerne: den 27. maj kl. 16.00
Erhvervsmøde på rådhuset: den 6. november kl. 16.30
Virksomheder skal have en god serviceoplevelse, når de samarbejder med Silkeborg Kommune. Derfor lancerer vi et ny serviceforløb for nøglemedarbejdere, der arbejder med erhvervssager. Formålet er at sikre den gode serviceoplevelse, selvom sagen skal løses på tværs af fagligheder og forvaltningsgrene. Forløbet tager udgangspunkt i virksomhedernes kunderejse, synergier mellem de forskellige fagligheder samt mulige forbedringspotenialer.
Erhvervstaskforcen spiller gerne på udebane. Vi vil tættere på virksomhederne - med flere virksomhedsbesøg - og se de udfordringer, som vi skal bidrage til at løse. Sideløbende skærpes kommunikationen om Erhvervstaskforcen på kommunens hjemmeside, hvor virksomhederne får adgang til ”ofte stillede spørgsmål” f.eks. ift. gældende lokalplaner og bygningskompleksernes historik.
Byer der gør os stolte
Levende handelsbyer skaber omsætning og arbejdspladser. Ligesom handelsbyerne – som kommunens visitkort – er med til at tiltrække nye investeringer, borgere og turister. Derfor fortsætter vi udviklingen af Silkeborg og Kjellerup som stærke handelsbyer i Danmarks Outdoorhovedstad.
Vi byder gerne velkommen til både egne borgere og feriegæster. Og via www.handelsilkeborg.dk, www.detskerisilkeborg.dk mv. finder man et hav af udendørs aktiviteter i sommerhalvåret. Men ferier og aktiviteter udenfor sommersæsonen rummer også gode muligheder.
Derfor skruer vi op for aktiviteterne i de store ferier for at imødekomme både handlende og butikker, så der sker mere i gågaderne både vinter, forår, sommer og efterår.
Der kommer fokus på både aktiviteter og fortællingen om shopping i Silkeborg by.
HandelSilkeborg markedsfører allerede handelsbyen Silkeborg via online kanaler og annoncer i trykte lokale/regionale medier. Men nu afprøver vi en ny måde at nå kunderne på - via lokale influencere. Det sker med en tydelig markering af ’sponsoreret indhold’, hvor HandelSilkeborg - med de rette samarbejder - kan nå en målgruppe via sociale medier, som ikke allerede følger HandelSilkeborgs sociale medier eller shopper i Silkeborg. Derfor indledes et samarbejde med influencere, som fokuserer på det gode liv (i Silkeborg og omegn), og som har en relevant følgerskare. Via influencernes kanaler markedsfører vi shopping i Silkeborg og opfordrer til at handle lokalt.
Vi skal have præcise data vedr. aktivitetsniveauet i vores gågader. Derfor sætter vi tællere op på udvalgte lokationer, så vi fremadrettet kan udvikle midtbyens tilbud ud fra data fremfor formodninger. De indsamlede data vil blive brugt af både Silkeborg Kommune og HandelSilkeborg til udvikling af midtbyen.
Detailhandlen er udfordret og konfronteret med et betydeligt omstillingspres. I den situation er ny viden og netværk et skridt i den rigtige retning. HandelSilkeborgs ca. 160 medlemsbutikker har - via medlemskabet - en række fordele, der giver stærke kort på hånden ift. viden, netværk og markedsføring. For at styrke netværket og videndelingen skruer vi nu op for frekvensen af medlemsmøder - fra 4 til 10 årlige møder. Der fyldes mere viden på møderne, så medlemmerne bliver løbende opdateret på relevante temaer som sikkerhed, sociale medier, indretning og brug af kunstig intelligens.
HandelSilkeborg udviklede i 2023 et skræddersyet og fleksibelt uddannelsesforløb til butikkerne i Silkeborg. Forløbet blev udviklet i samarbejde med Erhvervsakademi Dania Erhverv. Uddannelsen fokuserer på det værdiskabende salg og den fysiske butik i udvikling. Nu sættes der penge af til, at forløbet justeres og gentages, så flest mulige kan deltage og få værdifuld viden til at optimere deres butik og salg.
Med 190 butikker og caféer i gågaderne har Silkeborg meget at byde gæster og handlende på. Men kan søen og havnen aktiveres som en yderligere ressource og reason to-go og to-stay? Det sætter vi fokus på - ved hjælp af de forbindelser, der er mellem handelsgaderne og den tætte natur - for at drage de første erfaringer med denne vigtige sammenbinding. Målet er, at havnen og søen skal blive ressourcer for midtbyen, og ikke en konkurrent som trækker potentielle kunder væk fra gågaderne.
Silkeborg Kommune har støttet handelslivet i Kjellerup gennem en stribe år. Det fortsætter vi med i 2024. Derfor udvælger vi – i god dialog og makkerskab med Kjellerup Handel og Erhverv - de midtby-initiativer, som bedst styrker Kjellerup som handelsby.
Flere vandrende skal bruge hærvejens vandre- og cykelrute, og i den forbindelse er Thorning – som byder på indkøbsmulighed og attraktioner som Blicheregnens Museum og Grathe Hede - blevet udpeget som start- og slutpunkt for vandreruten. Det kan betyde flere turister til Thorning. Derfor vil vi arbejde for, at flere af de vandrende på Hærvejen benytter Thornings muligheder. Konkret skal der bl.a. arbejdes med bedre information og skiltning fra vandreruten ind til Thorning.
Næste skridt
Handlingerne, som er beskrevet i Erhvervshandleplan 2024, styrker og markerer Silkeborg Kommune som et af de mest attraktive steder i Danmark at etablere, udvikle og vækste virksomhed.
Erhvervshandleplan 2024 tager afsæt i Silkeborg Kommunes erhvervspolitik:
https://silkeborg.dk/erhverv/erhvervsudvikling/erhvervspolitik-2022-2026-mod-nye-maal
Hvis du har inputs til arbejdet med erhvervsudvikling i Silkeborg Kommune, er du velkommen til at tage kontakt via erhverv@silkeborg.dk
Attraktive rammer der skaber vækst:
Byer der gør os stolte:
Dygtige medarbejdere der trives:
Erhvervsservice der spiller:
Har du input?
Hvis du har input til erhvervsudviklingen i Silkeborg Kommune, er du velkommen til at kontakte Erhvervstaskforcen.