Badevandsprofil for Hinge Søbad i Hinge Sø
Ansvarlig myndighed
Silkeborg Kommune
Teknik- og Miljøafdelingen
Søvej 1-3
8600 Silkeborg
Tlf: 89 70 14 23
Oplysninger på internettet
Find flere oplysninger om badestedet på kommunens hjemmeside.
Hinge Søbad. Gul kurve markerer badezonen, lyserød pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurenet badevand.
Kort over Hinge Sø. Rød pil markerer Hinge Søbad, turkise pile markerer væsentlige tilløb (vandløb), og den grønne pil markerer afløbet Hinge/Alling Å.
Klassifikation af badevandet
Badevandet i Hinge Sø er klassificeret som udmærket (opgjort på basis af data fra de sidste 4 år).
Mulige klassifikationer er: udmærket, god, tilfredsstillende og ringe kvalitet. Det skal bemærkes, at klassifikationen udelukkende foretages på baggrund af badevandets indhold af fækale bakterier. Algemængden indgår dermed ikke i klassifikationen.
Fysiske forhold
Ved søbadet er der udlagt strandsand på søbredden og –bunden, og kommunen har opsat en badebro. Søbunden er naturligt af mere mudret karakter, og der vokser tagrør i det lave vand på begge sider af badestedet. Hinge Sø er meget lavvandet; for enden af badebroen er der ca. 2 m dybt.
Geografiske forhold
Hinge Sø ligger i rolige omgivelser mellem Silkeborg og Kjellerup, lidt øst for hovedvejen mellem de to byer. Søbadet ligger på den nordlige bred af søens vestlige ende, og der er adgang dertil fra Vinderslevholmvej. Der findes en parkeringsplads tæt op ad vejen. Søen er hovedsageligt omgivet af landbrugsarealer og mindre skovarealer.
Hydrologiske forhold
Hinge Sø er en lang og forholdsvis smal sø, som har fire væsentlige og flere mindre tilløb og ét afløb. Vandudskiftningen er dog beskeden i forhold til søens størrelse. Langt hovedparten af vandet tilføres søens vestlige ende via Mausing Møllebæk og Haurbæk, mens afløbet Hinge/Alling Å er placeret i østenden. Som følge deraf vurderes den meget beskedne strømning i søen at foregå i østlig retning mod afløbet.
Mulige kilder til fækal forurening
Hovedparten af de små bysamfund, der findes i søens opland, er separatkloakerede, men der findes ét udløb fra fælleskloakerede ejendomme. Udløbet sker til Resdal Bæk. Det forventes dog, at overløb af fortyndet, urenset spildevand fra udløbet forekommer mindre end én gang årligt. Dette stemmer også fint overens med, at badevandskontrollen viser, at søvandets hygiejniske kvalitet er fin.
Der sker udledning af regnvand fra separatkloakerede områder til Hinge Sø via dens tilløb. I tilfælde af fejlkoblinger (spildevand ledes i regnvandsledningen og omvendt) på private grunde, kan der også af denne vej føres fækale bakterier til søen.
Mulige kilder til andre forureninger
Kemiske forureninger vil muligvis kunne forekomme i tilfælde af, at tankbiler eller lignende forulykker på en af vejene, der løber op ad søen. Risikoen herfor må dog betegnes som begrænset.
Risiko for opblomstring af blågrønalger (cyanobakterier)
Hinge Sø tilføres store mængder næringssalte med vandet fra tilløbene, som afvander store landbrugsområder. Disse næringssalte giver anledning til en betydelig algevækst, og i perioder henover sommeren udgør blågrønalger hovedparten af algerne. Nogle arter af blågrønalger kan udskille giftstoffer, der i værste fald kan være dødelige. I perioder med risiko for opblomstring af blågrønalger opsættes information om dette ved badestedet.
Følgende baderåd vedrørende alger er altid tilgængelige ved badestedet:
- Bad ikke når vandet er grønt, eller dækket af grøn ”maling”
- Bad ikke hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene
- Lad ikke børn eller dyr opholde sig i vandet, når der er kraftig skum- eller algeforekomst ved bredden.
Risiko for opblomstring af andre planktonalger
Som med blågrønalger er der også risiko for opblomstring af andre typer planktonalger i Hinge Sø. Mængden af alger varierer dog år for år. Normalt udskiller de øvrige planktonalger ikke giftstoffer, som visse blågrønalger gør, men bliver algevæksten særligt kraftig, kan søvandets pH blive meget høj og muligvis give anledning til gener for badende. Der henvises til de samme baderåd, som er oplistet i afsnittet om blågrønalger.
Forvaltningsforanstaltninger
Gennemførelsen af Spildevandsplan 2010-2021 medfører, at der ikke længere bliver udledt utilstrækkeligt renset spildevand fra enkeltejendomme i søens opland. På nuværende tidspunkt er det ikke besluttet, hvornår sidste fælleskloakerede områder i søoplandet skal separatkloakeres, men spildevandsoverløbene derfra vurderes ikke at true badevandskvaliteten.
Desuden arbejder kommunen for at nedbringe næringsstofbelastningen af Hinge Sø og kommunens øvrige vandområder, så algeproblemerne gradvist vil blive reduceret. Der er etableret fosforvådområder ved Haurbæk og Mausing Møllebæk (tilløb til Hinge Sø), som ved reducere mængden af fosfor til søen, og der arbejdes løbende med forbedret spildevandsrensning. Det kan dog tage mange år inden risikoen for algeopblomstringer vil være elimineret i søen.
Varsling af risiko for sundhedsfarlig badevandskvalitet
Ved forurening eller risiko herfor opsættes advarselsskilte ved badestedet.
Forureninger annonceres på kommunens hjemmeside
Ved observation af forurening kontaktes kommunen på tlf.: 89 70 14 23 (inden for normal arbejdstid) eller Brand og Redning på tlf.: 86 82 35 99 (døgnbemandet).
Kontrol af badevandskvalitet
I badesæsonen, som løber fra 1. juni til 1. september, udtager kommunen prøver til kontrol af badevandskvaliteten ved Hinge Søbad. Tidsplan for prøvetagningen kan ses på kommunens hjemmeside.
Fakta om kontrolstationen
Hinge Sø
Stationsnr. | 16 |
---|---|
DKBW nr. | 234 |
UTM X | 530239 |
UTM Y | 6234862 |
Revision af badevandsprofilen
Denne badevandsprofil er udarbejdet i marts 2011 og revideret i januar 2020. Så længe badevandet i Hinge Sø klassificeres som udmærket (revurdering foretages årligt), vil badevandsprofilen ikke blive opdateret.