Skip til hoved indholdet
    Hjem Outdoor Ud i naturen Badesteder Badevandsprofiler Badevandsprofil for Thorsøbadet og Vesterlund i Thorsø

Badevandsprofil for Thorsøbadet og Vesterlund i Thorsø

Ansvarlig myndighed

Silkeborg Kommune

Teknik- og Miljøafdelingen

Søvej 1-3

8600 Silkeborg

Tlf.: 89 70 10 00

Oplysninger på internettet

Find flere oplysninger om badestedet på kommunens hjemmeside.

Thorsøbadet. Gul kurve markerer badezonen, lilla pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurening af badevandet.

Thorsøbadet. Gul kurve markerer badezonen, lilla pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurening af badevandet.

Badestedet ved Vesterlund. Gul kurve markerer badezonen, rød pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurening af badevandet.

Badestedet ved Vesterlund. Gul kurve markerer badezonen, rød pil markerer kontrolstationen, og orange pil markerer placering af skilt ved risiko for forurening af badevandet.

Kort over Thorsø. Røde pile markerer badestederne, og den hvide pil markerer strømretningen. Turkis pil markerer tilløbet, grøn pil markerer afløbet, og gul pil markerer udløb fra fælleskloakeret område.

Kort over Thorsø. Røde pile markerer badestederne, og den hvide pil markerer strømretningen. Turkis pil markerer tilløbet, grøn pil markerer afløbet, og gul pil markerer udløb fra fælleskloakeret område.

Klassifikation af badevandet

Badevandet i Thorsø er klassificeret som udmærket (opgjort på basis af data fra de sidste 4 år).

Mulige klassifikationer er: udmærket, god, tilfredsstillende og ringe kvalitet. Det skal bemærkes, at klassifikationen udelukkende foretages på baggrund af badevandets indhold af fækale bakterier. Algemængden indgår dermed ikke i klassifikationen.

Fysiske forhold

Ved Thorsøbadet findes rester af udlagt strandsand på søbredden og –bunden, og kommunen har opsat en badebro. Søbunden er naturligt af mere mudret karakter, og der vokser tagrør i det lave vand på begge sider af badestedet. Thorsø er en forholdsvis dyb sø med en middeldybde på 4,2 m og en maksimal dybde på 8 m. For enden af badebroen er der ca. 2 m dybt.

Badestedet ved Vesterlund har flere private badebroer, men der er ikke udlagt sand. Fra bredden stiger vanddybden hurtigt til omkring 6 meter.

Geografiske forhold

Thorsø ligger ved Virklund ca. 5 km syd for Silkeborg. Byen og sommerhusområdet Vesterlund ligger helt ned til søkanten på den østlige og nordlige bred. Thorsøbadet ligger i selve byen i søens nordøstlige hjørne, og der er adgang dertil fra Thorsøvænget.

Badestedet ved Vesterlund er privatejet og benyttes fortrinsvis af sommerhusområdets beboere. Det ligger i søens vestlige ende, og der er adgang dertil via stier fra Vesterlundvej. Udover Virklund by er søen udelukkende omgivet af skovarealer.

Hydrologiske forhold

Thorsø er en lang og forholdsvis smal sø, som kun har ét væsentligt tilløb og ét afløb. Vandudskiftningen er beskeden i forhold til søens størrelse, og vandets opholdstid i søen er således omtrent 156 dage. Langt hovedparten af vandet tilføres søens vestlige ende via Jenskær Bæk, mens afløbet Gravbækken er placeret umiddelbart nord for Thorsøbadet. Som følge deraf vurderes den meget beskedne strømning i søen at foregå i vestlig retning mod afløbet og Thorsøbadet.

Mulige kilder til fækal forurening

Mindre dele af Virklund er stadig fælleskloakeret, men overløb af fortyndet, urenset spildevand i forbindelse med kraftig eller vedvarende regn sker næsten udelukkende til Gravbækken, som er afløbet fra Thorsø. Søen tilføres derfor næsten ingen fækale bakterier ad den vej. Der findes dog ét overløb fra fælleskloak direkte til Thorsø, og der findes ligeledes ét sådant overløb i Gjessø by, hvorfra vandet tilføres Thorsø via Gjessø Bæk og siden Jenskær Bæk. Begge er dog meget sjældent i funktion. At de to overløb normalt ikke er problematiske i forhold til søens badevandskvalitet bekræftes af, der i de senere år ikke er forekommet overskridelser af badevandsbekendtgørelsens krav til indhold af fækale bakterier ved nogen af badestederne.

Et fåtal ukloakerede ejendomme i søens opland udleder utilstrækkeligt renset spildevand til søens tilløb. Søen kan således få tilført fækale bakterier fra disse beboelser, men omfanget vurderes at være meget lavt.

Der sker udledning af regnvand fra separatkloakerede dele af Virklund og Gjessø til Thorsø. I tilfælde af fejlkoblinger (spildevand ledes i regnvandsledningen og omvendt) på private grunde, kan der også af denne vej føres fækale bakterier til søen.

Mulige kilder til andre forureninger

Kemiske forureninger vil muligvis kunne forekomme i tilfælde af, at tankbiler eller lignende forulykker nær søen. Risikoen herfor må dog betegnes som begrænset.

Risiko for opblomstring af blågrønalger (cyanobakterier)

Thorsø tilføres i dag forholdsvis begrænsede mængder næringssalte med vandet fra tilløbene, som hovedsageligt afvander et skovområde. Frem til 1981 modtog søen dog alt spildevandet fra Gjessø by, og miljøtilstanden var meget dårlig på grund af de store mængder næringssalte i spildevandet. Næringssaltene giver nemlig anledning til algevækst, som gør vandet uklart. Da spildevandsudledningen fra Gjessø ophørte, blev algevæksten i Thorsø gradvist reduceret. Siden 2010 har der dog igen hvert år været kraftig opblomstring med blågrønalger som de dominerende typer. Det vurderes, at udsivningen af næringsstoffer fra sommerhusområdet Vesterlund er en væsentlig kilde til næringssalte og dermed den øgede algevækst.

Nogle arter af blågrønalger kan udskille giftstoffer, der i værste fald kan være dødelige. Det er dog ret sjældent, at mængden af blågrønalger i søen bliver så stor, at badning er forbundet med risiko for forgiftning. I perioder med risiko for opblomstring af blågrønalger opsættes information om dette ved badestedet.

Følgende baderåd vedrørende alger er altid tilgængelige ved badestedet:

  • Bad ikke når vandet er grønt, eller dækket af grøn ”maling”
  • Bad ikke hvis du ikke kan se dine fødder, når du står i vand til knæene
  • Lad ikke børn eller dyr opholde sig i vandet, når der er kraftig skum- eller algeforekomst ved bredden.

Risiko for opblomstring af andre planktonalger

Som med blågrønalger er der også risiko for opblomstring af andre typer planktonalger i Thorsø. Normalt udskiller de øvrige planktonalger ikke giftstoffer, som visse blågrønalger gør, men bliver algevæksten særligt kraftig, kan søvandets pH blive meget høj og muligvis give anledning til gener for badende. Der henvises til de samme baderåd, som er listet i afsnittet om blågrønalger.

Forvaltningsforanstaltninger

I forhold til fækale forureninger medfører gennemførelsen af Spildevandsplan 2010-2021, at der efter 2017 ikke vil blive udledt utilstrækkeligt renset spildevand fra enkeltejendomme i søens opland. På nuværende tidspunkt er det ikke besluttet, hvornår sidste fælleskloakerede områder i oplandet til søen skal separatkloakeres, men spildevandsoverløbene derfra vurderes ikke at true badevandskvaliteten.

Desuden arbejder kommunen for at nedbringe næringsstofbelastningen af Thorsø og kommunens øvrige vandområder, så algeproblemerne gradvist vil blive reduceret. Konkret for Thorsø gøres det især ved, at sommerhusområdet Vesterlund er blevet kloakeret, så udsivning af næringsstoffer fra de omtrent 120 sommerhuse bringes til ophør.

Varsling af risiko for sundhedsfarlig badevandskvalitet

Ved forurening eller risiko herfor opsættes advarselsskilte ved badestedet. 

Forureninger annonceres på kommunens hjemmeside

Ved observation af forurening kontaktes kommunen på tlf.: 89 70 14 23 (inden for normal arbejdstid) eller Brand og Redning på tlf.: 86 82 35 99 (døgnbemandet).

Kontrol af badevandskvalitet

I badesæsonen, som løber fra 1. juni til 1. september, udtager kommunen prøver til kontrol af badevandskvaliteten ved Thorsøbadet og Vesterlund. Tidsplan for prøvetagningen kan ses på kommunens hjemmeside.

Fakta om kontrolstationerne

Thorsøbadet

Stationsnr.4
DKBW nr.1019
UTM X534639
UTM Y6220513

Vesterlund

Stationsnr.5
DKBW nr.1020
UTM X533479
UTM Y6220473

Revision af badevandsprofilen

Denne badevandsprofil er udarbejdet i september 2015 og revideret i januar 2020. Så længe badevandet i Thorsø klassificeres som udmærket (revurdering foretages årligt), vil badevandsprofilen ikke blive opdateret.

Kontakt

Team Vandløb og Søer Teknik- og Miljøafdelingen Søvej 3 8600 Silkeborg
 
 

Silkeborg Kommune
Søvej 1
8600 Silkeborg

CVR: 29189641

Genveje