Bliv SOSU-medarbejder hos os
Som social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper i Silkeborg Kommune får du mulighed for at videreuddanne dig, du får en række fordele i form af rabatter og adgang til kurser, og så får du en arbejdsplads, som altid stræber efter et godt arbejdsmiljø og en høj faglighed.
Vi lærer af hinanden
Hos Silkeborg Kommune får du adgang til stærke lokale arbejdsfællesskaber, som sikrer dig løbende og praksisnær sparring i det daglige.
Vi synes, det er vigtigt, at vores medarbejdere får mulighed for at blive klogere sammen - og bruger hinanden i det daglige.
Det sikrer vi blandt andet med grundige introforløb, når du starter. Og med mentorforløb, hvor du bliver knyttet op på en mentor, som du kan sparre med.
Et arbejdsfællesskab med plads til dig
I Silkeborg Kommune ansætter vi hele mennesker. Du er uddannet inden for SOSU-faget - men du har med sikkerhed også interesser, der peger i andre retninger.
Måske er du en passioneret brødbager, elsker udelivet eller holder af at synge i kor? Det er vigtigt for os, at vi også skaber plads til de færdigheder i dit arbejde hos os.
Det er der særligt plads til at udfolde på vores plejecentre, men også i hjemmeplejen bruger du din personlighed og særlige interesser i dine møder med borgerne.
Vi tror nemlig på, at det giver et meningsfuldt arbejdsliv, når du selv har medindflydelse på den måde, du løser dine opgaver på - og når du får mulighed for at vise både borgere og kolleger, hvem du er som menneske.
Værd at vide
I Sundhed og Omsorg går vi hver dag på arbejde for at løse vores opgaver bedst muligt. For at sikre, at vi bevæger os i samme retning, arbejder vi alle ud fra sætningen her:
VI SAMARBEJDER MED BORGEREN OM AT STYRKE SUNDHED OG FREMME BORGERENS SELVSTÆNDIGE OG MENINGSFULDE LIV
Nedenfor har vi brudt sætningen ned i fem enheder og sat nogle flere ord på, så det er nemmere at omsætte i det daglige arbejde.
SAMARBEJDE MED BORGEREN
- Borgeren er ekspert i eget liv
- Du tager afsæt i borgerens levevilkår, livsperspektiv, ønsker og mål
- Du har sammen med borgeren ansvaret for, at opgaven løses i overensstemmelse med borgerens ønske om et selvstændigt og meningsfuldt liv
STYRKE SUNDHED HOS BORGEREN
- Du ser på hele borgerens livssituation og har fokus på både fysisk, psykisk og social sundhed
- Din opgave er, at borgeren skal opnå et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt
FREMME BORGERENS SELVSTÆNDIGE OG MENINGSFULDE LIV
- Du skal med en sundhedsfremmende og rehabiliterende tilgang støtte borgeren i at mestre sit eget liv i det omfang, det ønskes og er muligt
FORVENTNINGSAFSTEMME MED BORGEREN
- Du samarbejder respektfuldt og ligeværdigt med borgeren
- Du afstemmer forventninger med borgeren om, hvordan opgaven bedst løses inden for rammerne af kvalitetsstandarderne
FORVENTET ADFÆRD HOS MEDARBEJDERE OG LEDERE
- Du møder borgeren og dine samarbejdspartnere med venlig nysgerrighed, fleksibilitet, tillid og hjælpsomhed
- Du tager ansvar for vores fælles kerneopgave
- Dit engagement og din indlevelse og faglighed bidrager til, at borgeren lykkes med at indfri ønsker og mål
I Silkeborg Kommune er vi optagede af at klæde borgerne på til at klare sig selv i så vid udstrækning, det er muligt. Vi arbejder med en rehabiliterende tilgang - men hvad betyder det egentlig for dit daglige arbejde?
Det betyder, at vi altid tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ser på hans eller hendes livssituation.
Hvad der er et godt liv for fru Christensen, er ikke nødvendigvis et godt liv for hr. Sørensen. Det betyder også, at én borger gerne vil støttes i at lave kaffe til sig selv, mens en anden har et ønske om at træne sig op til at gå ture i solskinsvejret.
Målet med den rehabiliterende indsats er, at de borgere, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske eller sociale funktionsevne, opnår et så selvstændigt og meningsfuldt liv som muligt.
Og dét er Sundhed og Omsorgs medarbejdere sat i verden for at sikre.
Vil du gerne videreuddanne dig?
Er du ufaglært, uddannet social- og sundhedshjælper eller faglært inden for et andet område end velfærdsområdet, kan vi hjælpe dig med at bygge mere teori på din praksis.
En af Silkeborg Kommunes uddannelsesvejledere kan hjælpe dig med at lægge en uddannelsesplan, som passer til lige præcis dig.
En faglært uddannelse - eller en udbygning af din uddannelse - sikrer dig både større viden om dit fag samt mere i lønposen.
GRATIS SUNDHEDSORDNING
Silkeborg Kommunes sundhedsordning er et gratis tilbud til kommunens månedslønnede medarbejdere.
Sundhedsordningen har fokus på forebyggelse og understøttelse, især af medarbejdergrupper, der er udsat for fysiske arbejdsbelastninger, for at forhindre nedslidning og arbejdsskader.
Ordningen kan derfor bruges, hvis medarbejderens behandlingsbehov har relation til eller betydning for udførelse af arbejdet hos Silkeborg Kommune.
For at benytte sig af ordningen skal medarbejdere gennemgå en sundhedsfaglig vurdering af deres behandlingsbehov for at få et skræddersyet behandlingsforløb, som sammensættes af forskellige behandlingstyper såsom fysioterapi, kiropraktik og holdtræning efter behov. Massage kan tilføjes som supplement til behandlingsforløbet.
LEJE AF FERIFONDENS FERIEBOLIGER
Som fastansat i Silkeborg Kommune har du året rundt mulighed for at leje Feriefondens ferieboliger til en god pris.
Feriehusene og -lejlighederne ligger rundt om i landet. Og pengene til at købe boligerne for kommer fra de ansatte og tidligere ansatte, som ikke hæver alle deres feriepenge.
TRÆNINGSMULIGHEDER
Når du er ansat som månedslønnet medarbejder i Silkeborg Kommune, har du mulighed for at træne gratis i Brand og Rednings træningscenter på Kejlstrupvej. I centeret finder du forskellige træningsmaskiner til både styrke- og cardiotræning.
For at sikre, at du anvender udstyret korrekt og undgår overbelastning, skal du have et ’kørekort’, inden du går i gang. Du skal gennemgå et kort kursus på 2 ½ time ved Midtjysk Brand og Redning.
Her vil fysioterapeuten gennemgå træningsmetoden, og give dig et træningsprogram tilpasset din situation. På kurset vil du blive orienteret om alle de praktiske forhold i forbindelse med træningen.
Tilskud til træningscentre
Ønsker du at træne i et ’almindeligt’ træningscenter, har du også mulighed for det.
Silkeborg Kommune har forskellige rabatordninger med en række træningscentre, du kan benytte dig af, hvis du er fastansat.
PSYKOLOG, COACHING OG STRESS
Sommetider slår livet knuder. Det sker for os alle - og det er vigtigt med et sikkerhedsnet, som står klar til at gribe.
Derfor tilbyder Silkeborg Kommune psykologhjælp, coach eller hjælp til håndtering af stress til dig, som af den ene eller anden grund har det svært.
Det er din kommende leder, som henviser dig til vores tilbud.
RYGESTOP-KURSER
Silkeborg Kommune er en røgfri arbejdsplads. Vi vil gerne sikre medarbejderne muligheden for at leve et røgfrit liv - også udenfor arbejdstiden.
Derfor tilbyder vi alle vores medarbejdere rygestopkurser, som enten foregår indenfor eller i det fri. Du får gratis nikotinerstatning i forbindelse med dit rygestop.
Få et endnu bedre indblik i hverdagen som SOSU-medarbejder i Silkeborg Kommune
Se filmene her: