5 vigtige fra ugen
Få et kort overblik over de vigtigste nyheder fra Silkeborg Kommune
Pulje til byfornyelse er åben
Indtil 30. april kan borgere, lokalråd, beboerforeninger og lignende søge om midler gennem byfornyelsespuljen. Tilskuddet kan bruges til enten at istandsætte eller rive en bygning ned eller til et projekt, der forskønner området.
Nedbør spærrer vej og skyller sti væk
De seneste dages regn har medført skred under Bryrup Banesti på stykket fra Kæmpesmøllesvej mod Vinding. Der er fare for flere skred og området er spærret af. Desuden er Vorretvej mellem Them og Bryrup spærret af vand mellem nr. 8 og 9.
Kom til konference om fremtidens velfærd
Lørdag 13. april holder Civilsamfundsudvalget konference om, hvordan samarbejdet mellem kommunen og civilsamfundet kan blive endnu stærkere og være med til at sikre fremtidens velfærd. Der vil være oplæg og tid til at drøfte temaer.
Byrum på Søfronten begynder at tage form
Inden længe er et område længst mod vest på Søfronten forvandlet til et grønt samlingssted med duftende byhaver, møbler og scene bygget af de træspær, der blev brugt til at støbe bropiller til ringvejsbroen. Byrummet er et forsøg, der skal være med til at skabe mere liv langs Søfronten.
Læs mere om omdannelsen af Søfronten
Se billeder af arbejdet på Facebook
Børn og unge får egen rådgivning
Fremover kan børn og unge under 18 år henvende sig direkte til kommunen på tlf. 89 70 25 00, hvis de har det svært i hverdagen og ikke føler, de kan få hjælp fra de voksne, der er tæt på dem. Det er muligt at være anonym.