Kvalitetsstandard for personlig pleje
Hvem kan få hjælp til personlig pleje?
Bevilling af hjælp er ikke bestemt af alder eller diagnose, men bestemt af dine individuelle behov.
Før vi tager stilling til bevilling af personlig pleje, afdækker vi, om rehabilitering, råd, vejledning, hjælpemiddel mv. kan hjælpe i din situation. Afsættet er dine ressourcer. Hvis du er i målgruppen for støtte fra Silkeborg Kommune vil du som udgangspunkt blive tilbudt et rehabiliteringsforløb. Her vil vi sammen søge at gøre dig så lidt afhængig af hjælp som muligt.
Et rehabiliteringsforløb kan blandt andet indeholde afprøvning af nye måder at løse opgaver på, hjælpemidler eller anden digital eller teknologisk hjælp.
Hjælpen til personlig pleje skal supplere de opgaver, du ikke selv kan og gives kun til de opgaver, som du ikke selv kan klare.
Hvornår leveres hjælpen?
Hjælpen er altid individuelt tilrettelagt. Du kan få hjælp til personlig pleje fra én gang om ugen og op til mange gange i døgnet - afhængigt af dit behov. Hjælpen kan både ske som besøg eller via andre løsninger, eksempelvis videoopkald. Opgaverne tilrettelægges sådan, at morgenplejen er påbegyndt senest klokken 11.
Hjælpen bliver tilrettelagt efter dine behov, og kan godt være delt op, så et bad gives senere på dagen.
Du kan få hjælp dag, aften eller nat alt afhængigt af dine behov.
Hvad er formålet med personlig pleje?
Formålet med hjælpen er at støtte dig, så din hverdag fungerer stabilt. Vi støtter dig i at blive så selvhjulpen som muligt. Dette giver dig bedre muligheder for at klare din hverdag og fastholde funktioner.
Hvad kan du få hjælp til?
Du kan eksempelvis få hjælp til af- og påklædning, bad, toiletbesøg, almindelig soignering og lignende.
Medarbejderen rydder op efter sig og tørrer op på badeværelset, hvis der er behov for det.
Som udgangspunkt tilbyder vi bad en gang ugentligt medmindre en sundhedsfaglig vurdering anbefaler en anden hyppighed.
Hvad kan du eksempelvis ikke få hjælp til?
- Ledsagelse til læge eller sygehus. Såfremt du har behov for ledsagelse til læge eller sygehus, henstiller vi til, at dit netværk i videst muligt omfang ledsager dig.
Vi henviser desuden til regionens muligheder for kørsel til og fra hospitalet - Negleklipning på fødder, hvor forholdene taler imod (sukkersyge, dårligt kredsløb, nedgroede negle mv.), og som kræver faglig viden og specialredskaber
- Afhentning af medicin på apotek
Dit hjem – Medarbejdernes arbejdsplads
Det er en forudsætning for at modtage hjælp, at du ikke ryger i dit hjem, mens medarbejderne udfører arbejdet. Hvis du er ryger, skal du sørge for at lufte ud ½ time inden medarbejderne kommer. Hvis røggener ikke kan nedbringes, kan det komme på tale at installere luftrenser i hjemmet.
Det et desuden vigtigt, at husdyr enten holdes i snor eller er i et aflukket rum, mens hjælpen leveres.
Derudover er det væsentligt, at du sikrer god belysning, så vi kan udføre vores opgaver.
Vi lægger vægt på en høflig og respektfuld omgangstone, da det giver det bedste samarbejde, og medvirker til et godt psykisk arbejdsmiljø. Medarbejderne skal altid udvise en høflig og respektfuld omgangstone. Vi henstiller samtidig til, at der er en generel respekt for medarbejderne, mens de er i hjemmet og udfører opgaver.
Hvis du glemmer at aflyse hjælpen
Hvis du ikke har meldt afbud og ikke åbner døren, vil medarbejderen af hensyn til din sikkerhed undersøge årsagen, for eksempel ved at kontakte pårørende eller Visitationen. Hvis det ikke lykkes at finde ud af, hvor du befinder dig, vil medarbejderen tage kontakt til politiet, som herefter kan rekvirere en låsesmed. Betalig for låsesmed sker for egen regning.
Hvem kan levere personlig pleje?
Når du bor i eget hjem, kan du frit vælge, om du vil have hjælpen fra den kommunale pleje eller fra et af de private firmaer, som kommunen har aftale med som leverandør af praktisk hjælp og personlig pleje.
Du kan også selv udpege en hjælper.
Læs mere om dine valg i standarden ”Generel information – Sådan gør vi i Silkeborg Kommune”.
Serviceniveau
Både de private og de kommunale leverandører er forpligtet til at efterleve det serviceniveau, Byrådet i Silkeborg Kommune har vedtaget. Der er derfor ingen forskel på serviceniveauet, uanset om du vælger en kommunal eller privat leverandør.
Dialog og klage
Hvis du ønsker at klage, skal du gøre det til Sundheds- og Omsorgsafdelingen. Læs mere om hvordan du klager og find andre nyttige oplysninger omkring frit valg, flytning af hjælpen og dit hjem som medarbejderens arbejdsplads i standarden for generelt information.
Kvalitetsstandarden ”Generel information – Sådan gør vi i Silkeborg Kommune”.
Kontakt
Får du allerede hjælp til personlig pleje kan du finde kontaktoplysninger på din leverandør på silkeborg.dk